
Splittelse
Wrestling med verdensdommen
Vi skal ikke alle samme vej. Jesu tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet er entydig. Teksten rammer os nok forskelligt alt efter, hvor vi er i vores liv, og hvad vi har med i vores bagage. Men alvoren i Jesu ord efterlader et indtryk. Vores skribent mærker i hvert fald teksten i sin krop og deler her sin udlægning og kamp med frelsen og fortabelsen som en realitet.
(Teksten fra Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 31-46 findes her.)
Er det muligt at høre denne tekst sådan, at den bliver et budskab om evig trøst og glæde? Når nu teksten rummer både et ”kom” og et ”gå bort”.
I mine år som præst havde jeg ind imellem begravelser, som var så tunge, at kroppen var mærket af det i dagene efter. Et dødsfald kan synliggøre livets alvor på en måde, som ikke efterlader os uberørte, hvis den, som ligger i kisten, er et barn, en tidligere konfirmand, et selvmordsoffer.
Min krop husker også visse tekster i kirkeåret. En af dem, er teksten om verdensdommen. I sin alvor er teksten så sindsoprivende og provokerende, at denne uge af mit præsteliv blev en tilbagevendende krise, som kroppen huskede. Jeg havde det lidt ligesom Søren Kierkegaard, da han lidt spydigt sagde: Det er ikke til at være alene med teksten. Stik mig en kommentar!
Den postmoderne tolkning
Der findes mange måder at omtolke denne tekst på, og det sker massivt i vores egen lutherske kirke. Mange tolker måske teksten ligesom nu afdøde Kaj Mogensen, der i mere end 40 år var engageret i debatten om frelse og fortabelse, og som i 2012 udgav en troslære over sin forståelse (Frelse og Fortabelse, Aros 2012). Han tolker denne tekst og utallige andre Ny Testamentelige tekster sådan, at Jesus af pædagogiske grunde deler menneskeheden op i to grupper. I virkeligheden er der kun én gruppe. Alle møder dommens og forkastelsens ord i et forfærdeligt nu, men alle møder også frelsens indbydende ord, sådan at alle frikendes og får evigt liv. Men efter mit skøn er denne tekst og talrige andre tekster så klare i deres tale, at der ikke er tale om en tolkning, men en bortforklaring. Det er lige så halsløs en gerning som at sige, at Tyrkiet og Syrien absolut ikke er blevet ramt af noget jord- skælv, og at det er pressen og nødhjælpsorganisationer, der misbruger situationen.
Der er en nød i tilværelsen, som går dybere end lidelse, depression, krig og død. Det er, at uden Kristus er der ikke noget håbpå dommens dag.
Det mørke bagtæppe i Jesu forkyndelse
Tilbage til Jesu ord og gerninger og hans ærinde i verden. Jesus er Guds evige Søn. Han kom til verden i tidens fylde for at føre mennesket tilbage til Guds evige paradis. Men den, som takker nej til Jesus som stedfortræder og besejrer af synd, død og Djævel, og som vil klare sig selv, møder Gud på dommens dag uden Kristus som mellemmand og stedfortræder.
Side op og side ned er det den mørke baggrund for Jesu forkyndelse. Der er en nød i tilværelsen, som går dybere end lidelse, depression, krig og død. Det er, at uden Kristus er der ikke noget håb på dommens dag. For Jesus selv var dette en ulidelig smerte. I Lukasevangeliet kapitel 13, vers 34 siger Jesus, at han vil samle Jerusalems indbyggere, som en høne samler kyllingerne under sine vinger, ”men I ville ikke.” Paulus siger om samme sag, at han har ”en stor sorg, der altid piner hans hjerte” (Romerbrevet kapitel 9, vers 2).
Vi skal ikke fornægte, at der er krig i Ukraine, at der har været jordskælv i Tyrkiet og Syrien eller andre glemte krige og sultkatastrofer, som indebærer en daglig ulidelig smerte for børn og voksne. Vi skal heller ikke fornægte den alvor, som kommer frem i Jesu forkyndelse om menneskers evige nød der, hvor der vedvarende siges nej til evangeliets indbydelse. Vi skal se både den jordiske og den evige nød i øjnene og spørge, hvad Gud har gjort, og hvad vi skal gøre.
Kristus skal komme igen for at dømme levende og døde
I Matthæusevangeliet kapitel 25 står der, at det er Kristus, som er den kommende dommer. Så er du og jeg altså fritaget. Vi må overlade den endelige dom til ham, som er mere kærlig end noget menneske og mere retfærdigt end noget menneske.
Vi har alle mennesker i vores nærhed, som vi elsker og er knyttet sammen med, som ønsker at klare sig uden Jesus. Hvor er det godt, at vi ikke skal være dommer i deres liv. Vi ved aldrig, hvem der, som den angrende røver i sin dødstime, sender et suk til Jesus og får et løfte om paradis.
Det andet, jeg vil understrege, er, at den Jesus, som her fortæller om verdensdommen, er den samme, som i de følgende kapitler udleverer sig selv til lidelse, korsfæstelse og død for at skabe et fristed for Guds vrede og dom. Der er en verden til forskel på, om en læge siger til en patient: Du har en uhelbredelig sygdom. Eller han siger: Du har en uhelbredelig sygdom, men der er lige opfundet en medicin, som kan gøre dig total rask. Jesus kom til verden for at skabe et fristed på dommens dag og give os vished om, at dette fristed er reelt.
På dommens dag er det ham, som har det sidste og afgørende ord at skulle have sagt i mit liv. Centrum i tilværelsen forrykkes fra jeg, mig og mittil ham.
Troens gerninger eller manglen på gerninger
Oftest i Jesu forkyndelse nævnes troens inderside, relationen til Jesus, som det afgørende, der frikender os i dommen. Men her er det troens yderside, hvordan disciplene har handlet i forhold til dem, der ikke kunne gøre gengæld. De er sig ikke selv bevidst, at disse handlinger udspringer af selve Jesusrelationen, men det ved og afslører dommeren. De vantro er heller ikke bevidst om, hvad de måtte have forsømt, men dommeren afslører det. Visheden om frifindelse i dommen får vi ikke i denne tekst, men i de tekster af Jesus, som betoner, at selve relationen til ham og det at have brug for ham er det, der frikender os på dommens dag. Teksten taler om to grupper. ”Min faders velsignede” er i sammenhængen de, der lever i troens relation til Jesus. Deres handlinger vil på dommens dag afsløre troen i deres indre. ”De forbandede” er de, der har levet uden troens relation til Jesus, og som derfor ikke har haft den indre motivation til at gøre troens gerninger.
Du og jeg kan gøre en forskel
Når det gælder menneskers jordiske nød, kan du og jeg gøre en forskel. Vi kan ikke forhindre krig eller naturkatastrofer, men vi kan støtte nødhjælp til nogen af dem, der har brug for hjælp. På samme måde kaldte Jesus sine disciple til at udbrede evangeliet i hele verden, sådan at alle folkeslag og alle generationer hørte om fristedet i dommen. Du og jeg kan ikke hindre nogen i at takke nej, men vi kan med bøn, ord og handling videregive det budskab om Jesus, som giver evigt liv. Vi bliver aldrig arbejdsløse, hverken hvis vi ser på den jordiske nød eller på den evige nød.
Det overordnede perspektiv
Så meget om forståelsen af den konkrete tekst i Mattæusevangeliet kapitel 25. Jeg er ind imellem blevet spurgt, hvorfor det særligt er i vores tid, at man ikke blot i samfundet, men også langt ind i kristne sammenhænge, ikke har villet vide af talen om to mulige udgange efter døden og det uigenkaldelige ved dommens udfald. Det første, jeg vil sige, er, at det er ikke noget nyt at afvise den kommende dom. Da Paulus forkynder evangeliet på Areopagos i Athen, slutter han med at sige, at ”Gud har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden” (Apostlenes Gerninger kapitel 17, vers 31), hvilket også her får nogle til at reagere med spot og afvisning.
Enkelte kirkefædre i oldkirken forsøgte at konstruere en teologi og et menneskesyn, som lagde op til alles endelige frelse. Når hovedstrømmen i kirken, både i oldkirken og senere, altid har afvist denne forståelse, skyldtes det, at det bibelske vidnesbyrd har været så stærkt, så entydigt og så umisforståeligt.
Min trøst er, at det er den korsfæstede og opstandne herre, der skal dømme levende og døde.
I vor tid betoner vores kultur det enkelte menneskes absolutte valgfrihed. Nu består vores tilværelse jo af en række givne vilkår, som vi ikke umiddelbart er herre over. Men den postmoderne tanke er, at vi ikke bare skal kunne vælge uddannelse, arbejdsliv, parforhold m.v. Men vi skal også kunne vælge vores køn, vores dødstidspunkt, vores alder og hvad ved jeg. Døden er jo ikke et valg, men et vilkår. Men kan vi selv bestemme tidspunktet, bilder vi os måske ind, at vi har en valgfrihed. Her bliver det ekstra provokerende, når Jesus siger, at på dommens dag er det ham, som har det sidste og afgørende ord at skulle have sagt i mit liv. Centrum i tilværelsen forrykkes fra jeg, mig og mit til ham, som kommer igen for at dømme levende og døde.
Kan jeg leve med tekstens trøst og håb om evigt liv, når den rummer et ”gå bort”?
Jeg lever, ligesom Paulus, med en stor sorg, som altid piner mit hjerte (Romerbrevet kapitel 9, vers 2). Det skyldes både nogle mennesker i min nærhed, som ikke tror på Jesus, og de mange rundt om i verden, som ifølge Paulus lever ”uden Gud og uden håb.”
Jeg kan ikke leve med alternativet, en omtolkning af Bibelen, så den kun taler om alles frelse. Jesus er simpelthen så klar i sin tale, at jeg ikke kan komme uden om to mulighe-der efter døden.
Min trøst er, at det er den korsfæstede og opstandne herre, der skal dømme levende og døde. Det betyder, at det er ham og ikke mig, der skal sige det sidste ord i det enkelte menneskes liv. Min trøst er også, at han blev min bror, sørgede, kæmpede, bad og til sidst gav sit liv som det ultimative offer for at skabe et fristed i dommen. Min trøst er endelig, at han har involveret mig i sin plan med henblik på, at jeg kan græde, sørge, bede, vidne og pege på ham som vejen til evigt liv. Det vil jeg så forsøge at gøre, så længe jeg lever.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.
Udforsk mere
Find mere indhold6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.
Af Benedikte Støvring
11. marts 202411. mar. 2024
8 min. læsning
Statskundskabsstuderende, Nikolaj Bach, lægger op til debat om koranloven. Byd velkommen til vores nye faste kronikskribent og bliv klogere på Fogh-Rasmussen-doktrinen, berlinske bogafbrændingscitater – og hvad du selv mener. Skribenten skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning.
Af Nikolaj Nørgaard Bach
6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling til alle, hvad enten emnet lyder interessant eller ej – den er mere end en gennemlæsning værd.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. juni 20235. jun. 2023
2 min. læsning
En kristens liv kan føles splittet. Splittet mellem at ville det gode og gøre det onde. Mellem at være forandret, og ikke opleve at man ændrer sig. Anna-Theresa dykker ned i modsætningerne, når hun med udgangspunkt i Romerbrevet kapitel 7 gør Paulus til poesi og pligt til lyst.
Af Anna-Theresa Nielsen
4. marts 20244. mar. 2024
6 min. læsning
Selvironi er ikke på listen over Åndens frugt. Er der alligevel noget at hente for os? Hvis vi spørger sognepræst Thomas Frovin, er svaret ja. Med reference til Evagrius Eneboeren plæderer Frovin for, at selvironi og munterhed er stolthedens modgift.
Af Thomas Frovin
5. december 20235. dec. 2023
6 min. læsning
På grund af troen på et efterliv fremstilles kristendommen af nogle kritikere som verdensfjern. Sognepræst Søren Aalbæk Rønn reflekterer over forholdet mellem et håb efter døden og et kristent liv på jorden. Læs med og find ud af hvilken rolle tatoveringer, elefanter og bønnen “Kom snart igen Jesus” spiller i dette.
Af Søren Aalbæk Rønn
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Ord har magt og kan bruges til at gøre både skade og gavn. De kan blive sagt uden en negativ hensigt, men kan i realiteten fremmedgøre. I denne kronik forklarer Signe Oehlenschläger Petersen med hjælp fra socialpsykologien, hvordan vi som mennesker ofte skaber et 'os' og 'dem' med vores sprog.
Af Signe Oehlenschläger Petersen
11. juni 202411. jun. 2024
6 min. læsning
Forfatteren bag Narnia-bøgerne startede som afvisende ateist, men endte som en kristen kulturpersonlighed. Læs om hvordan C.S. Lewis, en af det 20. århundredes største forfattere, oplevede at lege ”katten efter musen” med Gud.
Af Thomas Østergaard Aallmann
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Er forsoning muligt mellem kirken og LGBT+-miljøet? Med historiske nedslag viser Peter Nissen, hvordan fløjene har bekæmpet hinanden. Skribenten tror, at der er veje til forsoning. Læs med, opdag nuancerne og bliv inspireret af Jesu eksempel.
Af Peter Nissen
5. december 20235. dec. 2023
8 min. læsning
Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning.
Af Anders Højgaard og 1 anden
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Robert Strandgaard Andersen











