3 min. læsning
Man skal være villig til at grave dybt for at finde guld
Af Benedikte Støvring, studerer litteraturhistorie,
11. marts 202411. mar. 2024
Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.
Timerne, hvor Jesus bliver dømt til døden, ført ud til Golgata og hængt op på et kors, er uendeligt lange. 18 sider for at være helt nøjagtig. Det er i hvert fald længden i Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman over Det Nye Testamente, hvor tiden på magisk vis går i stå, da Jesus er i gang med at skrive verdenshistorien, som kulminerer med ordene: ”Det er fuldbragt”. De 18 sider giver tid til at se Jesus i øjnene og se, hvordan de kniber sig sammen i smerte for hvert søm, der bliver tvunget gennem hans krop. Det er fantastisk levende og lige præcis grunden til, at jeg elsker historiske romaner. Men det kommer desværre alt for sent.
Op til påskedagene går det nemlig tjuhej afsted for Marstrand-Jørgensen med disciple, der efterlader alt derhjemme, raskmeldte syge og en kometkarriere uden sidestykke. Ingen kan kede sig undervejs, når Jesu tre år i felten bliver jappet igennem, og jeg var glad for, at jeg kendte historiens hovedtræk, så jeg havde noget at holde fast i. Der bliver ikke brugt meget tid på at male personerne frem, og vi skifter hurtigt mellem scenerne uden at have en rød tråd til at holde dem sammen. Hvert nedslag i Jesu liv får så at sige fyldt visuelle billeder på, men at kalde det en roman er at strække kategorien, der i forvejen er meterbred. Det havde krævet dobbelt så meget plads og større kunstneriske armbevægelser. Og langt flere fravalg.
Så snart jeg lod være med at irritere mig over den vildledende roman-betegnelse på forsiden, kunne jeg dog glæde mig over, hvad Marstrand-Jørgensen til gengæld lykkedes med. Hun vakte Jesus til live. Hver søndag har jeg nemlig en helt ufattelig evne til at glemme klichéen over dem alle: Jesus var et menneske. Så simpelt og dog så komplekst. Jeg fatter det ikke. Man har kunnet mærke hans hjerte banke, hvis man gav ham et varmt kram.
Det er den åbenbaring om historiers virkelighed, som historiske romaner plejer at give mig, når de vækker Kleopatra og Napoleon til live i min bevidsthed og giver dem kød og blod. De var virkelige mennesker. Derfor var det også det, jeg havde håbet på, da én af Danmarks største forfattere af historiske romaner gav sig i kast med Jesu liv og virke. Men det kommer kun i få glimt, som da hun tager sig tid til at dvæle ved korset. I resten af ”romanen” er Marstrand-Jørgensens ønske om, at vi når igennem alt fra fødsel til død et uheldigt benspænd, som hun har givet sig selv. Marstrand Jørgensens fortælling kan dermed fylde nogle huller ud, men anbefal den ikke til din ven fra klassen, der tror, at påske er en vikingehøjtid og som tror, at Jesus var buddhist.
Læs i stedet bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt. Hvis du ligesom jeg oplever, at sorte bogstaver på en hvid side kan blive til en verden af farver, og hvis du stadig kan mærke en bog helt fysisk i kroppen flere år efter, at du har læst den. For dig vil Marstrand Jørgensens bog i glimt lade Jesus træde helt tæt på i sin mest menneskelige guddommelighed, og DET er en god nyhed. Du skal bare have en god portion tålmodighed undervejs.
Køb bogen her.
Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.
Udforsk mere
Find mere indhold5. december 20235. dec. 2023
6 min. læsning
På grund af troen på et efterliv fremstilles kristendommen af nogle kritikere som verdensfjern. Sognepræst Søren Aalbæk Rønn reflekterer over forholdet mellem et håb efter døden og et kristent liv på jorden. Læs med og find ud af hvilken rolle tatoveringer, elefanter og bønnen “Kom snart igen Jesus” spiller i dette.
Af Søren Aalbæk Rønn
19. marts 202619. mar. 2026
5 min. læsning
For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?
Af Mads Due
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.
Af Louise Høgild Pedersen
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Under solen er det en fremragende læseoplevelse, men man gør nok klogt i at huske bibelteksten ved siden af.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Robert Strandgaard Andersen
12. marts 202612. mar. 2026
6 min. læsning
Gud ønsker os, Gud giver os mening, og Gud stiller os til regnskab. Derfor har mennesket en ukrænkelig værdi. Men hvad er et menneske?
Af Jakob Valdemar Olsen
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Peter Leif Mostrup Hansen
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Som opfølger til Søren Toft-Jensens kommentar “Hellere eje end leje?” bringer vi følgende kommentar fra Niels Nymann Eriksen, som skrev den oprindelige artikel i Til Tro.
Af Niels Nymann Eriksen
26. marts 202626. mar. 2026
4 min. læsning
I seneste nummer af Til Tro (#4 2025, ”Overflod”) skrev Niels Nymann Eriksen artiklen ”Hellere leje end eje”. Vi har efterfølgende modtaget følgende kommentar.
Af Søren Toft-Jensen
11. marts 202411. mar. 2024
3 min. læsning
Cancel culture er ikke vejen frem, siger Keller, der i stedet peger på ’forsoningens vej’.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. december 20235. dec. 2023
3 min. læsning
Annus Horribilis. Har du haft lyst til at gå i ét med en grå hjørnesofa? Har du været på dehydreringens rand fra tårer? Vores faste kronikskribent reflekterer over et ondt år, forventninger til livet og ønsket om kontrol.
Af Signe Oehlenschläger Petersen
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.
Af Christian Thusholt Jacobsen










