'Fem minutter ved køkkenbordet' står i vejen for sig selv

”Det ta'r kun fem minutter”

Børge Haahr Andersen, tidligere rektor på Dansk Bibel Institut i København, har lavet en klar ramme for sin nye andagtsbog. Alle årets 365 dage skal have et bibelvers og en kort refleksion, der kan læses på fem minutter. Desværre kan de fem minutter allerede blive brugt på at slå bibelversene op i forskellige bibelversioner fra 1931, 1992 og 2020. Hvorfor bogens redaktør har valgt kun at henvise til versene i stedet for at skrive dem ind i sin fulde længde ligger hen i det uvisse.

Selve refleksionerne er også mærket af det korte format, der ikke levner meget plads til at udfolde en pointe, men nogle af afsnittene formår alligevel at blive til relevante indspark i en travl hverdag. Det sker især, når Andersen bruger relevante livserfaringer som for eksempel et stærkt vidnesbyrd om livets skønhed fra hans gamle studiekammerat, som får en særlig tyngde af, at kammeraten står midt i en kamp mod alvorlig kræft. Her bliver det levede livs erfaringer til hjælpsomme veje for os andre ind i evangeliets lys.

Der er ikke plads no…

Det er dog ikke altid relevante erfaringer, Andersen trækker på, når han skal sætte sig selv i scene som skribent, og flere gange ville kapitlernes pointer sagtens have kunnet stå for sig selv uden en personlig iscenesættelse. Det virker ikke relevant, at Andersen skulle have en særlig indsigt i, hvordan vi skal forvalte naturen ud fra sin kortvarige fortid som kaninavler. Mens nogle informationer virker unødvendige, bliver andre personlige erfaringer decideret intime, som datterens diabetessygdom og morens demenssygdom, hvoraf sidstnævnte bliver brugt som forbillede i et afsnit om at leve i nuet. ”Det formåede min mor (at leve i nuet, red.)”, virker som en yderst positiv formulering i omtalen af en invaliderende sygdom, der fratager mennesker muligheden for at huske og for at koble nutiden til fortiden. Men oplevelser er selvfølgelig forskellige, min pointe er blot, at alle nok ikke vil kunne spejle sig i Andersens oplevelser.

Det fører os tilbage til kapitlernes pladsmangel som bogens største benspænd. For selvom det kan være svært at nå målet om fem minutter efter at have slået bibelvers op, har fem minutters-reglen også sat sit mærke på de enkelte afsnit, hvad enten det er i upræcise for-muleringer eller halve argumenter. Der er ikke plads nok, og nogle pointer kræver af gode grunde både plads og nuancer. Det forbavser mig, at evolutionsteoriens tilhængere i milliontal kan blive fejet ad banen med denne ene sætning: ”Men disse teorier fortaber sig i et fortidigt mørke og handler faktisk om noget, vi ikke ved noget om.” Måske er der nogen, der mener at vide noget om denne fortid, siden diskussionerne om evolutionsteori og kristendom stadig lever i bedste velgående?

Ved fysiske bøger har forfatteren ikke mulighed for at uddybe eller nuancere sine formuleringer, som man kan i en samtale, hvilket sætter højere krav til et endnu mere tydeligt og klart sprog. Redaktørers opgave er blandt andet at hjælpe med dette, og jeg spejder forgæves efter en redaktør her, der ikke bare har distribueret bogen uden forbehold.

Køb bogen her.

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.