
Undskyld
Undskyld, jeg er kristen
UNDSKYLD: Hvordan svarer man på store og svære spørgsmål om sin tro uden at skulle undskylde den? Clara deler sine erfaringer og fortæller om friheden ved bare at være et vidne.
Det er pause på gymnasiet, og de andre i klassen har svunget sig op til at præstere noget nysgerrighed (hvor påtaget den er, kan diskuteres) overfor min tro. Det er et stort øjeblik – for lad os være ærlige, påtaget eller ej, så er nysgerrighed over for forskellige verdens- og livsanskuelser ikke noget, der hænger på træerne hos gymnasieelever. Og jeg var ikke et hak bedre selv dengang, vil jeg gerne indrømme.
Nu er det nu, jeg kan fortælle dem, hvad jeg tror på. De samler sig om det bord, jeg sidder ved. Først to, løbende kommer der flere, indtil vi til sidst er 8-9 stykker. Og så. Spørgsmålene, som alle kristne på gymnasiet altid har frygtet, lander på bordet som døde fisk, som ingen har lyst til at røre ved. ”Hvad synes du om sex før ægteskabet?”, ”hvordan hænger Bibelens skabelse og videnskaben sammen?”, ”er du ikke bare blevet indoktrineret?”.
Jeg prøver at samle dem op, men de er glattere, end jeg først troede. Jeg famler lidt (meget) med at få ordentligt fat, og da jeg så endelig næsten gør… så træder matematiklæreren ind ad døren og annoncerer, at timen starter. Og nærmest som en impuls, en overlevelsesmekanisme, begynder undskyldningerne og de halve forklaringer. Jeg prøver elegant og dog så klodset at runde emnet af – lægge de døde fisk ned i tasken – men jeg ved godt, at det ikke er tilfredsstillende for nogen. De vil ligge dér og lugte i lang tid. Lugte af mine manglende evner til at forsvare, hvad Gud mener i Bibelen. Pinligt, hva’?
Alene eller ej?
Kristne er i Bibelen kaldet til at være ”i verden men ikke af verden” (Johannesevangeliet kapitel 17, vers 14-18). Det er en tricky størrelse, for det betyder også, at jeg skal turde være anderledes – med de konsekvenser, det har. Det indebærer uundgåeligt, at jeg skal røre ved de føromtalte døde fisk, hvad enten de tager sig ud som spørgsmål, hån eller kritik.
Men en misforståelse, jeg gerne vil være den første til at indrømme at have begået utallige gange, er, at jeg står alene i disse situationer. At jeg skal agere forsvarsadvokat for Gud ved at have alle svarene klar. Have de bedste reaktioner, de bedste formuleringer og de bedste argumenter, der gør, at jeg måske nok tager nogle slag, men Gud efter kampens hede står urørt, uden at have taget skade af episoden. Den misforståelse fordrer givetvis, at jeg skal være kampklar til det øjeblik, hvor bølgerne måtte stå højt. At jeg alene bærer på det kæmpe ansvar at skulle forsvare Gud.
Jeg skal turde være anderledes – med de konsekvenser, det har.
Men jeg står ikke alene. Tværtimod. Præmissen om, at jeg skal passe på Gud, fratager ham det ansvar, han hellere end gerne vil tage på sig. Det fratager ham muligheden for at give de svar, der egentligt bliver spurgt efter.
Hvor ville jeg ønske, at jeg dengang i pausen med mine klassekammerater havde vidst, at jeg ikke skulle påtage mig rollen som forsvarer for Gud. At Gud nok egentlig er meget bedre til den rolle.
Mit ansvar
Men har jeg så intet ansvar i mødet med modstand? Jo, det vil jeg jo nok egentligt sige, at jeg har. Godt nok er Bibelen Guds Ord, men jeg har trods alt selv valgt at tro på det, der står. Det må jeg gerne stå til regnskab for – det tror jeg faktisk, er sundt, at jeg gør. Og hvis jeg skal det, så må jeg også stræbe efter at forstå, hvad der står, hvorfor der står det, og hvordan jeg skal forholde mig til det. Det er umiddelbart en stor opgave at gå i gang med, og til det vil jeg hive en kliche frem: ”Rom blev ikke bygget på en dag”. Det er okay at være på vej i at forstå det, Gud siger i Bibelen, og det er ikke først, når jeg forstår til fulde (disclaimer: Det kommer jeg aldrig til), at jeg kan stå på mål for spørgsmål, kritik eller hån for mit valg om at tro på Gud.
Min rolle er først og fremmest at være vidne – noget jeg også læser tydeligt i Apostlenes Gerninger kapitel 1 vers 8: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” Som vidne skal jeg ikke overbevise om eller forsvare Gud, men derimod ærligt fortælle, hvad jeg læser, tror på og forstår. Jo mere jeg undersøger i Bibelen, desto mere kan jeg fortælle om. Det tror jeg, er mit ansvar.
Sandheden tro i kærlighed
Når jeg så står der, i hvad der føles som kampens hede med mine klassekammerater, kollegaer, naboer eller venner, hvordan skal jeg så forholde mig til spørgsmålene – sådan helt praktisk?
I min stilling som gymnasievolontør i KFS er jeg ofte ude og holde religionstimer på gymnasier. Til hver eneste time bliver den sidste del at timen sat af til, at eleverne kan stille spørgsmål til min tro, livsstil og holdninger. I den forbindelse har jeg fået et råd, jeg har oplevet, er et af de bedste svar på netop det ovennævnte spørgsmål: Jeg skal være ”sandheden tro i kærlighed” (Efeserbrevet kapitel 4, vers 15).
Forudsætningen for, at jeg kan svare på de spørgsmål, der bliver stillet, er, at jeg er tro mod det, jeg tror er sandheden. Forudsætningen for, at de vil høre mit svar på spørgsmålet, er, at jeg møder mennesker med kærlighed. Ja, jeg skal stå ved, at jeg er anderledes, og det er uundgåeligt, at jeg møder modstand for det – og det er ikke rart. Døde fisk er sjældent særlig behagelige at røre ved.
Hvor ville jeg ønske, at jeg dengang havde vidst, at jeg ikke skulle påtage mig rollen som forsvarer for Gud.
Men at vide hvordan jeg skal være i situationen, kan gøre den lidt nemmere at være i. Jeg tror, det er sundt at blive udfordret – for det er en måde at lære noget om mine egne holdninger på. Men det er kun godt at blive udfordret, hvis man har værktøjer til at håndtere det.
Så kære læser. Jeg håber, at du kan bruge nogle af de værktøjer, jeg har præsenteret i denne artikel: Jeg håber, at du har mod på at vise kærlighed i mødet med de svære spørgsmål; at du ved, at du har ansvar for at vidne og ikke overbevise (den del er Guds ansvar) og sidst; at du ikke behøver at vide alt for at kunne vidne.
Find resten af Til Tro-magasinet "Undskyld" her.
Udforsk mere
Find mere indhold9. juli 20269. jul. 2026
7 min. læsning
Er Bibelen i sig selv patriarkalsk eller er det vores måde at læse den på, der overser kvinders fremtrædende rolle?
Af Lara Brosbøl-Legarth
11. oktober 202411. okt. 2024
3 min. læsning
ANDAGT: Alt er tomhed. Hvad betyder det?
Af David Skovbjerg
6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
ANDAGT: Gud giver styrke. Hvad betyder det?
Af Anna Vallentin Siebeneicher
4. august 20264. aug. 2026
1 min. læsning
Første afsnit om Højsangen.
Af Troels Nymann
11. juni 202611. jun. 2026
6 min. læsning
BRØD: Spisefællesskabet i Mariakirken er ikke bare et praktisk arrangement eller et socialt tilbud. Det er kirke. Læs om Johannes’ daglige arbejde i Fisken & Brødet.
Af Johannes Birk Christophersen
5. december 20235. dec. 2023
3 min. læsning
ANDAGT: Gud kommer igen. Hvad betyder det?
Af Jonas Kattner Sørensen
26. maj 202626. maj 2026
1 min. læsning
Nogle gange er selv de største små.
Af Troels Nymann
25. juni 202625. jun. 2026
5 min. læsning
BRØD: Nadveren er essentiel for kirken. Men den trængsel, der opstår i forbindelse med uddelingen, er det rene gedemarked. Denne artikels skribent opfordrer til at lade alt gå ordentligt til.
Af Melvin Dejbjerg
25. juni 202625. jun. 2026
7 min. læsning
BRØD: Ruth Eva Osmundsen dykker ned i spørgsmålet om, hvordan vi bedst hjælper andre mennesker i nød. Er eget engagement bedre end at støtte større eller mindre hjælpeorganisationer?
Af Ruth Eva Osmundsen
25. juni 202625. jun. 2026
3 min. læsning
Bogen åbner øjne for nye vinkler i ens eget trosliv og inviterer en til at inddrage fantasien i højere grad.
Af Clara Lind Neuenschwander
16. juli 202616. jul. 2026
7 min. læsning
Jesus kalder os til at elske alle, både venner og fjender. Hvordan ser det ud i praksis, og kan det overhovedet lade sig gøre?
Af Andreas Engedal Bøge
2. juli 20262. jul. 2026
6 min. læsning
Penge er ikke kun tal på en konto. De kan afsløre, hvad vi elsker, hvad vi frygter, og hvem vi i praksis stoler på. Zakæus’ møde med Jesus viser os både mammons magt og evangeliets frihed.
Af Jonas Lauge Gerstoft-Wolter Andersen











