3 min. læsning
Vi drænes, når vi skal opretholde facaden i det store fællesskab
Af Caroline Hartmann Bernhard, Studerer teologi,
23. april 202623. apr. 2026
Christian Hjortkjær stiller det svære spørgsmål: Hvordan balancere mellem inklusion af alle og tætte relationer?
”At blive tolereret betyder, at andre har beholdt deres oprindelige fordomme og forbehold overfor dig, men har (...) accepteret, at der selvfølgelig skal være plads til sådan en som dig (...) Er det vores ideal?” (s. 36-37).
Hvad betyder tolerance overfor kærlighed? Skal vi gå rundt med skyldfølelse, når nogen falder ved siden af fællesskabet?
Den skarpe samtidsanalytiker og teolog Christian Hjortkjær tager livtag med nogle af disse spørgsmål i sin fremragende bog Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig. Med sine korte 92 sider, formår Hjortkjær både at reflektere dybt over mistrivslen blandt unge, pege på konkrete løsninger på de beskrevne problematikker og udfordre læseren.
Hjortkjær peger på at unges mistrivsel blandt andet udløses af tårnhøje, destruktive inklusionsidealer. Unge kæmper benhårdt for store, åbne, tolerante fællesskaber, med plads til en mangfoldighed af mennesker, ja, helst med løfte om dannelse af livslange venskaber til alle. På den anden side af idealerne er virkeligheden dog: at nogle få mennesker uundgåeligt falder igennem. Vi skuffes over og drænes af fællesskabet og dets uopfyldelige idealer.
Alle har brug for små, intime, livgivende fællesskaber.
Ifølge Hjortkjær har alle brug for små, intime, livgivende fællesskaber. Små fællesskaber med færre idealer, hvor vi i højere grad anerkendes og ses som mennesker. Hjortkjærs løsning er at give fuld frihed for klikerne og stoppe tvunget inklusion.
Jeg blev særligt udfordret af et citat, hvor jeg virkelig synes, Hjortkjær rammer hovedet på sømmet:
”Vi bliver nødt til at være ærlige overfor hinanden: De tre-fem personer (...) føler de sig (...) i dybere forstand anerkendt eller elsket i det store fællesskab? Får de faktisk dannet venskaber, de kan tage med sig? Eller føler de sig netop kun tolereret? (...) Men tolerance er jo ikke venskab og slet ikke fortrolighed, ærlighed eller nærvær” (s. 36).
Vi tolerer måske andre med vores floskler om, at ”alle er velkomne”, men kalder Jesus os ikke til mere end tolerance, når han siger, at vi både skal tjene, hjælpe og elske hinanden, ligesom han har gjort for os? Kan vi så acceptere at nogle falder igen?
Vi må gerne trække os, når vi har brug for det. For ved at trække os kan vi acceptere og ære vores menneskelige begrænsninger.
Christian rammer hovedet på sømmet med sin analyse af, at vi drænes, når vi skal opretholde facaden i det store fællesskab. Derfor må vi gerne trække os, når vi har brug for det. For ved at trække os, kan vi acceptere og ære vores menneskelige begrænsninger. Jeg synes, Hjortkjær, sætter denne balance enestående på spidsen. Kort sagt: Der er ingen undskyldning. Køb bogen, drik en kop kaffe, så er den læst, og få så vendt bogens tanker med en makker i et livgivende, lille fællesskab.
Jeg vil give den her bog 5 ud af 6 stjerner. To ting har jeg at udsætte på den: Den er for kort, og der er for få løsninger. Men Rom blev jo heller ej bygget på én dag.
Køb bogen Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig af Christian Hjortkjær her.
Udforsk mere
Find mere indhold6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Signe er hverken blevet filmanmelder, nobelprismodtager eller operasanger i løbet af sommeren, men tænker her videre over sommerens pinke hot topic: Barbie! For er vi virkelig skabt til at blive ’anything’, som Barbie dukkerne så stolt proklamerer? Eller har Bibelen en anden fortælling?
Af Signe Oehlenschläger Petersen
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?
Af Mogens S. Mogensen
5. december 20235. dec. 2023
8 min. læsning
Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning.
Af Anders Højgaard og 1 anden
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.
Af Hans Erik Sørensen
6. oktober 20236. okt. 2023
10 min. læsning
Troen på Gud er personlig og relationel. Den ændrer sig og formes i mødet med verden, med tvivlen, med smerten, med glæden. Ja, alt det, livet møder os med. I denne artikel lukker Morten os ind i et personligt og sårbart rum for at dele et par skridt i den vandring, han har haft med Gud. Fra den trygge (barne)tro til den ituslåede, fortvivlede og ægte (voksen)tro.
Af Morten Lund Birkmose
28. april 202628. apr. 2026
1 min. læsning
Hvad har en gammel tysk filosofby til fælles med det gamle israelitiske monarki?
Af Troels Nymann
6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Redaktørers opgave er blandt andet at hjælpe med dette, og jeg spejder forgæves efter en redaktør her, der ikke bare har distribueret bogen uden forbehold.
Af Benedikte Støvring
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Kender du det? Din underviser er lige gået ud ad døren. I vender jer mod hinanden. Og pludselig går snakken. For er hun/han egentlig ikke lidt strid? Søren Rønn har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt og kommer med en stærk opfordring til at tale op og tale ord til liv – hvilket kan være lidt af en udfordring, når man selv taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock!
Af Søren Aalbæk Rønn
5. marts 20265. mar. 2026
10 min. læsning
Bølgerne går højt, når kristendommens betydning for samfundet bliver drøftet. Men hvem har ret, Tom Holland eller Frederik Stjernfelt? Læs med om kirkens brogede historie og kristendommens positive potentiale.
Af Michael Agerbo Mørch
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Peter Leif Mostrup Hansen
5. december 20235. dec. 2023
5 min. læsning
Kasser, klasser og kategorier. Hvor hører du til? Statskundskabsstuderende Jonatan Lippert Bjørn forklarer, hvordan det i dag er mere vanskeligt at inddele danskerne i klasser. Alligevel er vi præget af en uhjælpelig ind- og udgruppetænkning, der kan forhindre et konstruktivt møde med vores næste. Læs hvordan Jesus trækkes frem som det gode eksempel.
Af Jonatan Lippert Bjørn











