
Undskyld
Undergud
UNDSKYLD: Gud er over alle og under alle. Med et gammelt digt som prisme viser Kasper, at den kristne Gud ikke er bange for at besøge almindelige mennesker i middagsheden eller vaske deres fødder.
På listen over ting, jeg gerne vil være, står undergud ret langt nede. At være en gud, men stadig være underlagt andre, det må virkelig være surt. Olympens mellemleder uden portefølje. Administrerende direktør uden ret til at træffe beslutninger. Det vrimler ikke ligefrem med underguder i den jødisk-kristne teologi, for jo stærkere monoteisme, jo mindre plads til underguder. En undergud i et monoteistisk verdensbillede er noget nær en umulighed.
Det kan virke, som om Gud på underfundig vis ligefrem opsøger umulighederne og gør alvor af dem.
Men intet er som bekendt umuligt for den kristne Gud, og det kan virke, som om Gud på underfundig vis ligefrem opsøger umulighederne og gør alvor af dem. Gud er underlig.
”Man kan ikke blive en del af det, man selv har skabt,” siger logikken. ”Jeg gør det alligevel,” svarer Gud.
”Altings skaber kan ikke dø,” insisterer logikken. ”Jeg kan,” siger Gud.
”Døde bliver ikke levende,” konkluderer logikken, og erfaringen stemmer i. ”Her er jeg,” råber Gud, og verden var aldrig den samme igen.
Guds besøg
I Første Mosebog kapitel 18 fortælles det, at Gud engang i skikkelse af tre mænd kom forbi Abrahams lejr i den kvælende middagshede. Abraham fik øje på de tre mænd, bød dem velkommen, og Gud satte sig under et træ, mens Abraham vaskede Guds fødder. Gud lod sig betjene og forsørge af Abraham. Gud underlagde sig Abrahams vilje og gæstfrihed. Hvis Abraham havde set den anden vej eller havde haft en dårlig dag, var Gud gået forgæves.
I evangelierne har vi også en beretning om Gud, der besøger sit folk, Abrahams efterkommere. Denne gang kommer han ikke som tre vandringsmænd, men som én mand. På et tidspunkt samlede Gud tolv repræsentanter for dette folk i et stort rum ovenpå, og de lagde sig til bords på bænkene, mens Gud kravlede rundt under deres fødder og vaskede dem.
Disse to beretninger er ikke hinandens modsætninger, men de underbygger hinanden. Under den ene beretning kan vi ane den anden. Den, der har begge beretninger ved siden af hinanden, kan nikke ja til begge og sige: Ja, sådan er Gud. Gud er under træet, i skygge for den bagende sol, og Gud er under bænkene, svedende og med beskidte hænder og lugten af sure tæer i næsen.
Guds ydmygelse
Disse to beretninger beskriver på sin vis det samme: Gud gør sig selv til en undergud. Gud underlægger sig frivilligt andres vilje, lune og behov. Men mere endnu: Ultimativt gør Gud sig selv til et undermenneske. Det er kristendommens ultimative tåbelighed, men samtidig evangeliets nødvendige forudsætning.
I et ældgammelt kristent digt hedder det, at den ophøjede Gud i Jesus af Nazaret tog en slaves skikkelse på (Filipperbrevet kapitel 2). I den autoriserede oversættelse fra 1992 står der godt nok ”tjener”, men det er en lidt for blød oversættelse. Allerede der, som slave, har Gud placeret sig selv under langt de fleste mennesker, men Gud fortsætter ned gennem det sociale hierarki. Efter at have taget en slaves skikkelse led Jesus af Nazaret en slaves død. Ikke som en fortjent straf – det ville på en måde have fjernet noget af ydmygelsen – men i frivillig lydighed. Han valgte det ganske enkelt selv. Det er tåbeligheden.
En Gud, der kun kender til nederlag, er et dårligt budskab. En Gud, der kun kender til sejr, er et farligt budskab.
Men digtet fortsætter med den modsatrettede bevægelse: Gud har skænket ham ikke bare liv, men også magt og ære og herlighed, og alle skal bøje knæ for ham, alle skal underlægge sig ham og proklamere evangeliets allerinderste kerne: Jesus af Nazaret er Guds udvalgte konge og alles Herre! Det er triumfen.
Guds garanti
De to – tåbeligheden og triumfen – hører tæt sammen. Hvis vi kun har tåbeligheden, underminerer vi vores eget budskab, og så er der ikke noget at sige til, at mennesker ryster på hovedet af os. Hvis vi kun har triumfen, risikerer vi at reducere de gode nyheder til et budskab for de stærke. En Gud, der kun kender til nederlag, er et dårligt budskab. En Gud, der kun kender til sejr, er et farligt budskab.
Tåbeligheden og triumfen må altid holdes sammen. Underguden og overguden er den samme. Underguden er garant for, at man aldrig kan komme så langt ned, at Gud ikke står nedenunder én og siger: ”Jeg har dig”. Overguden er garant for, at Gud ikke bare griber, men også genindsætter den, der faldt. Gud er ikke bare underlig, men også underfuld.
Al den smerte og lidelse, mennesker kan opleve i dette liv, forvandles i mødet med den Gud, der er under alle og over alle. Ja, smerten og lidelsen forvandles ikke bare, den helliges, sagde den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer. Fordi Gud gik under i smerten og lidelsen, er det et helligt sted at være. Og fordi Gud gik gennem smerten og lidelsen, er der ingen, som i sidste ende efterlades dér. Gud er under alle, så der er aldrig nogen, der efterlades til at gå under i smerten og lidelsen. ”Det lidende menneske bærer Guds billede,” sagde Bonhoeffer. Dét er kristendommens under!
Guds rige
Jesu Kristi opstandelse forandrer altså alting. Gud underlægger sig skrøbelighedens begrænsning, forgængelighedens realitet, dødens uomgængelighed, for at det alt sammen skal forandres – fra skrøbelighed til herlighed, fra forgængelighed til ukrænkelighed, fra død til liv. Dét er kristendommens største under. Dér bryder Guds rige ind i vores verden og viser sig at være det omvendte rige, hvor de sidste bliver de første, hvor de ringeste er de absolut mest værdige, hvor de undertrykte bliver sat fri.
Gud er en Gud, der underlægger sig det, der ikke kommer en gud ved. Gud er en Gud, der lader det eneste sikre i menneskers liv – skrøbeligheden, forgængelighed og død – undergå en overraskende forvandling. Gud er en Gud, der gør undere. Gud er på alle måder en undergud.
Find resten af Til Tro-magasinet "Undskyld" her.
Udforsk mere
Find mere indhold6. august 20266. aug. 2026
7 min. læsning
Skaberværk, grænser, lovsang og håb. Salme 104 rummer det hele. Simon udfolder den særlige salme, der bliver ved med at åbne sig for ham.
Af Simon Nymann Berggren
9. juli 20269. jul. 2026
7 min. læsning
Er Bibelen i sig selv patriarkalsk eller er det vores måde at læse den på, der overser kvinders fremtrædende rolle?
Af Lara Brosbøl-Legarth
11. oktober 202411. okt. 2024
3 min. læsning
ANDAGT: Alt er tomhed. Hvad betyder det?
Af David Skovbjerg
4. marts 20224. mar. 2022
3 min. læsning
ANDAGT: Gud kan sanses. Hvad betyder det?
Af David Rejkjær Knudsen
12. december 202212. dec. 2022
2 min. læsning
ANDAGT: Gud er retfærdig. Hvad betyder det?
Af Andreas Villumsen
11. juni 202411. jun. 2024
3 min. læsning
ANDAGT: Søg Guds rige. Hvad betyder det?
Af Mikkel Roswall Brunnstrøm
28. juli 202628. jul. 2026
2 min. læsning
Jerusalem falder. Muren brydes ned, templet tømmes, og folket føres i eksil. Vi bevæger os fra Stefan Zweigs Wien og de europæiske imperiers sammenbrud til Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. Tab, sorg og klage, og så også håb, håbet om, at Bibelens fortælling ikke ender i ruinerne, men fortsætter på den anden side af eksilet.
Af Mads Due
3. juli 20263. jul. 2026
1 min. læsning
TILSOMMEREN: Et album, en kyststrækning, en bog og en folkelig aktivitet. Til dig fra KFS' ansatte.
Af KFS Danmark
25. juni 202625. jun. 2026
3 min. læsning
Bogen åbner øjne for nye vinkler i ens eget trosliv og inviterer en til at inddrage fantasien i højere grad.
Af Clara Neuenschwander Lund
3. december 20253. dec. 2025
3 min. læsning
ANDAGT: Jesus giver liv i overflod. Hvad betyder det?
Af Kristina Eskildsen Overgaard
25. juni 202625. jun. 2026
3 min. læsning
ANDAGT: Jesus er livets brød. Hvad betyder det?
Af Silas Nymann Sulkjær
4. marts 20254. mar. 2025
3 min. læsning
ANDAGT: Der er forskel på loven og nåden. Hvad betyder det?
Af Torgeir Petersen











