Artikel 2

Overflod

Overflødig?

Caroline Hartmann Bernhard deler ud af sine op- og nedture og spørger, hvilken rolle vi spiller i Guds store plan for at nå mennesker.

Af Caroline Hartmann Bernhard, Studerer teologi, caro.bernhard@hotmail.com

3. dec. 2025

6 min. læsning

”Det er som om, I kristne har en fred, jeg ikke har,” fortalte min ven, da han var med i kirke.” Jeg kan godt huske, du var anderledes – altså på den gode måde. Det er derfor, det er fedt at være venner med dig,” sagde min anden ven, mens vi snakkede gymnasietiden igennem over en øl.


Begge kommentarer efterlod mig med en varm følelse. En fornemmelse af, at jeg havde gjort noget rigtigt. At jeg havde gjort et indtryk, bare ved at være mig. At jeg havde gjort en forskel, og ikke var overflødig. På den anden side kan jeg huske min blå bog fra gymnasiet, hvor der under ”Om 10 år” står ”medlem af KristenDemokraterne” og ”gift med en fra Luthersk Mission”. De kommentarer sårede mig. For jeg følte mig ikke set som hele mig.


Hvordan kan det være, at de venner, jeg har bedt for i mange år, ikke kommer til tro? Den bøn kan da ikke være andet end Guds vilje.


Min reaktion på mine klassekammeraters kommentar i blå bog kommer af, at jeg var træt af at være stemplet som ”hende, den kristne”. Jeg følte, at i deres øjne var jeg kun min religiøse overbevisning. Jeg følte mig proppet ned i en kasse, jeg ikke kunne være i. Jeg spurgte mig selv mange gange om, hvad det nyttede, at jeg var på det gymnasium. Jeg opfattede ikke mig selv som den, der var god til de store trossnakke.


Mine klassekammerater ville ofte gerne diskutere religion, så jeg fik kastet spørgsmål i hovedet i starten af dansktimerne. Deres spørgsmål gav mig lyst til at krybe ned i et hul: Hvad nu, hvis jeg sagde noget forkert og skubbede dem længere væk? Hvad tænkte andre mon om mig?


Den stille vækkelse

Noget jeg har tænkt meget over, er en bevægelse, der er startet i England, man kalder for ”den stille vækkelse”. Vækkelsen kan også ses og måles i Danmark. Den stille vækkelse er i sin essens, at flere – særligt unge mænd – er begyndt at gå i kirke. Jeg mødte selv en dag et menneske, som var kommet til gudstjeneste for at bede en bøn. Jeg har oplevet kristendomskurser, hvor mennesker er kommet, fordi de søgte på nettet efter noget med tro.


Det er fuldstændigt uforklarligt for mig, hvordan disse mennesker er endt i kirken. Jeg kan konkludere, at Gud uden om kirken har rakt ud til mennesker, fordi han gerne vil dem. Har Gud så brug for os kristne til at fortælle om ham? Er vi overflødige, eller kan vi bare godt føle det sådan nogle gange?


I København er jeg en del af en KFS, der mødes hver mandag. Vi beder tit om, at nye mennesker må lære Jesus at kende gennem vores fællesskab. Hvordan kan det være, vi ikke oplever, at der strømmer nye til? Hvordan kan det være, at de venner, jeg har bedt for i mange år, ikke kommer til tro? Den bøn kan da ikke være andet end Guds vilje, men har den en effekt, eller er den overflødig? 


Jeg får den samme fornemmelse af, at tingene ikke altid går, som vi håber og beder om, når Jesus beder sine disciple i Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” For det er en fuldstændig uoverskuelig opgave, vi – hans efterfølgere – får givet: at bringe hele evangeliet til hele verden. Det, vi skal huske at læse med, er verset lige inden: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (vers 18).


Når Gud møder mennesker

Ordbogsdefinitionen på at være overflødig lyder sådan: ”Som slet ikke gør nytte eller er nødvendig, og derfor kan undværes.” Men Gud siger det modsatte til os. Gud har givet os en opgave, fordi vi kan gøre nytte. Jesus siger, vi skal være verdens lys, men han siger også, at han selv er verdens lys.


Vi er altså verdens lys ved at pege på Jesus som verdens lys. Nogle gange lykkes vi med at være lys – ligesom da min ven fortalte mig, at jeg var anderledes på en god måde. Andre gange frygter vi mennesker mere end Gud og er bange. Uanset hvad er Jesus stadig suverænt verdens lys, som har al magt og kan møde mennesker.


Et andet mindre flatterende aspekt ved at være verdens lys er, at lys kan blænde. Lys er kraftfuldt og kan drive mørket væk. I Johannesevangeliet står der, at “mennesket elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde” (kapitel 3, vers 19). Med andre ord: Sommetider ønsker vi mørket, fordi vi kan bruge det til at dække over både det, vi skammer os over, og det, vi ved, vi har begået af fejl. Vi bryder os ikke om at blive afsløret af lyset.


Hvis vi skal pege på Jesus som verdens lys, kan vi altså ikke undgå, at nogle brænder sig på lyset eller vender sig væk. Har du tænkt over, hvordan mennesker i Markusevangeliet reagerer på Jesus? Nogle afviser Jesus, nogle følger Jesus, nogle vil slå Jesus ihjel, andre tilbeder ham. Nogle falder fra, andre bliver.


Menneskers hjerter afgør, om de vil tage imod Jesus. Du kan – og skal – gøre dig umage for at formidle din tro med mildhed, nænsomhed, sandhed og kærlighed. For det har du fået som opgave af selveste Himlens Konge. Men i sidste ende kan og skal du ikke tage ansvar for, hvordan mennesker reagerer på Jesu budskab. 


Uanset hvad er det Guds mission, hans ansvar og – ikke mindst – hans mennesker.


Uanset hvordan mennesker reagerer på, at du peger på verdens lys, er det Guds mission, du er en del af. Derfor er det hans ansvar og – ikke mindst – hans mennesker. For Gud er vi alt andet end overflødige – vi er elskede og betydningsfulde. Hver eneste dag du vågner op, kan du spørge dig selv: Gad vide, hvorfor Gud lader mig vågne op i dag?


Gud giver hver eneste af os liv, og det gør han kun, fordi han vil noget med os. Fordi vi er uvurderlige og kan være en del noget dybt meningsfyldt. Men uundværlige og overflødige, det er vi ikke. For Gud er suveræn. Og for ham er vi enestående, uerstattelige og uvurderlige. Og vil vi egentlig ikke hellere være det end uundværlige og overflødige?


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.

Udforsk mere

Find mere indhold

6. okt. 2023

6 min. læsning

Snavset tøj, festtøj, accessories? – Hvad er dresscoden til Guds bryllupsfest?

Hvad har festtøj, Karl Marx og den himmelske bryllupsfest egentlig at gøre med hinanden? Det folder Anton Bech Braüner ud i denne artikel, hvor han graver dybt i klædeskabet for at vise os forholdet mellem tro, tilgivelse og gode fromme gerninger.

Af Anton Bech Braüner

5. dec. 2023

3 min. læsning

Fortvivlelsens modgift

Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.

Af Signe Thorup Elmelund

5. jun. 2023

8 min. læsning

Vi har alle et ansvar for at modvirke polarisering

Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?

Af Mogens S. Mogensen

5. dec. 2023

6 min. læsning

Mere end forventet

“Gud giver os ikke altid, hvad vi tror, vi har brug for. Men nogle gange giver han os det og mere til. Lars’ artikel er en opmuntring til, at turde bede Gud om det vi konkret har brug for. Samtidig er artiklen en opfordring til at se de gaver som Gud giver os hver dag, og de gaver som vi har fået for evigt.”

Af Lars Boje Sønderby Jensen

5. mar. 2026

10 min. læsning

Er kristendom udemokratisk?

Bølgerne går højt, når kristendommens betydning for samfundet bliver drøftet. Men hvem har ret, Tom Holland eller Frederik Stjernfelt? Læs med om kirkens brogede historie og kristendommens positive potentiale.

Af Michael Agerbo Mørch

26. mar. 2026

6 min. læsning

Gud er der allerede

Har du nogensinde oplevet, at Gud greb ind? Det oplevede Signe Due i Cameroun.

Af Signe Due

26. mar. 2026

3 min. læsning

Det glade budskab og et begejstret fællesskab

Praise er at plante frø, danse af begejstring og synge Velsignelsen i Tivoli og på Christiania. Emilie Hauge og Maria Würtz giver indblik i vejen til gospelfællesskabets succes.

Af Emilie Hauge og 1 anden

19. mar. 2026

5 min. læsning

Hvorfor prise Herren?

For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?

Af Mads Due

5. jun. 2023

3 min. læsning

Hvordan vi skaber 'andre' med ord

Ord har magt og kan bruges til at gøre både skade og gavn. De kan blive sagt uden en negativ hensigt, men kan i realiteten fremmedgøre. I denne kronik forklarer Signe Oehlenschläger Petersen med hjælp fra socialpsykologien, hvordan vi som mennesker ofte skaber et 'os' og 'dem' med vores sprog.

Af Signe Oehlenschläger Petersen

11. mar. 2024

3 min. læsning

Man skal være villig til at grave dybt for at finde guld

Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.

Af Benedikte Støvring

6. okt. 2023

6 min. læsning

Jael - Den overraskende heltinde

Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.

Af Louise Høgild Pedersen

26. mar. 2026

3 min. læsning

Kære Søren

Som opfølger til Søren Toft-Jensens kommentar “Hellere eje end leje?” bringer vi følgende kommentar fra Niels Nymann Eriksen, som skrev den oprindelige artikel i Til Tro.

Af Niels Nymann Eriksen