Undskyld, jeg er kristen

Det er pause på gymnasiet, og de andre i klassen har svunget sig op til at præstere noget nysgerrighed (hvor påtaget den er, kan diskuteres) overfor min tro. Det er et stort øjeblik – for lad os være ærlige, påtaget eller ej, så er nysgerrighed over for forskellige verdens- og livsanskuelser ikke noget, der hænger på træerne hos gymnasieelever. Og jeg var ikke et hak bedre selv dengang, vil jeg gerne indrømme.

Nu er det nu, jeg kan fortælle dem, hvad jeg tror på. De samler sig om det bord, jeg sidder ved. Først to, løbende kommer der flere, indtil vi til sidst er 8-9 stykker. Og så. Spørgsmålene, som alle kristne på gymnasiet altid har frygtet, lander på bordet som døde fisk, som ingen har lyst til at røre ved. ”Hvad synes du om sex før ægteskabet?”, ”hvordan hænger Bibelens skabelse og videnskaben sammen?”, ”er du ikke bare blevet indoktrineret?”.

Jeg prøver at samle dem op, men de er glattere, end jeg først troede. Jeg famler lidt (meget) med at få ordentligt fat, og da jeg så endelig næsten gør… så træder matematiklæreren ind ad døren og annoncerer, at timen starter. Og nærmest som en impuls, en overlevelsesmekanisme, begynder undskyldningerne og de halve forklaringer. Jeg prøver elegant og dog så klodset at runde emnet af – lægge de døde fisk ned i tasken – men jeg ved godt, at det ikke er tilfredsstillende for nogen. De vil ligge dér og lugte i lang tid. Lugte af mine manglende evner til at forsvare, hvad Gud mener i Bibelen. Pinligt, hva’?

Alene eller ej?

Kristne er i Bibelen kaldet til at være ”i verden men ikke af verden” (Johannesevangeliet kapitel 17, vers 14-18). Det er en tricky størrelse, for det betyder også, at jeg skal turde være anderledes – med de konsekvenser, det har. Det indebærer uundgåeligt, at jeg skal røre ved de føromtalte døde fisk, hvad enten de tager sig ud som spørgsmål, hån eller kritik. 

Men en misforståelse, jeg gerne vil være den første til at indrømme at have begået utallige gange, er, at jeg står alene i disse situationer. At jeg skal agere forsvarsadvokat for Gud ved at have alle svarene klar. Have de bedste reaktioner, de bedste formuleringer og de bedste argumenter, der gør, at jeg måske nok tager nogle slag, men Gud efter kampens hede står urørt, uden at have taget skade af episoden. Den misforståelse fordrer givetvis, at jeg skal være kampklar til det øjeblik, hvor bølgerne måtte stå højt. At jeg alene bærer på det kæmpe ansvar at skulle forsvare Gud. 

Men jeg står ikke alene. Tværtimod. Præmissen om, at jeg skal passe på Gud, fratager ham det ansvar, han hellere end gerne vil tage på sig. Det fratager ham muligheden for at give de svar, der egentligt bliver spurgt efter.

Hvor ville jeg ønske, at jeg dengang i pausen med mine klassekammerater havde vidst, at jeg ikke skulle påtage mig rollen som forsvarer for Gud. At Gud nok egentlig er meget bedre til den rolle.

Mit ansvar

Men har jeg så intet ansvar i mødet med modstand? Jo, det vil jeg jo nok egentligt sige, at jeg har. Godt nok er Bibelen Guds Ord, men jeg har trods alt selv valgt at tro på det, der står. Det må jeg gerne stå til regnskab for – det tror jeg faktisk, er sundt, at jeg gør. Og hvis jeg skal det, så må jeg også stræbe efter at forstå, hvad der står, hvorfor der står det, og hvordan jeg skal forholde mig til det. Det er umiddelbart en stor opgave at gå i gang med, og til det vil jeg hive en kliche frem: ”Rom blev ikke bygget på en dag”. Det er okay at være på vej i at forstå det, Gud siger i Bibelen, og det er ikke først, når jeg forstår til fulde (disclaimer: Det kommer jeg aldrig til), at jeg kan stå på mål for spørgsmål, kritik eller hån for mit valg om at tro på Gud. 

Min rolle er først og fremmest at være vidne – noget jeg også læser tydeligt i Apostlenes Gerninger kapitel 1 vers 8: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” Som vidne skal jeg ikke overbevise om eller forsvare Gud, men derimod ærligt fortælle, hvad jeg læser, tror på og forstår. Jo mere jeg undersøger i Bibelen, desto mere kan jeg fortælle om. Det tror jeg, er mit ansvar.

Sandheden tro i kærlighed

Når jeg så står der, i hvad der føles som kampens hede med mine klassekammerater, kollegaer, naboer eller venner, hvordan skal jeg så forholde mig til spørgsmålene – sådan helt praktisk? 

I min stilling som gymnasievolontør i KFS er jeg ofte ude og holde religionstimer på gymnasier. Til hver eneste time bliver den sidste del at timen sat af til, at eleverne kan stille spørgsmål til min tro, livsstil og holdninger. I den forbindelse har jeg fået et råd, jeg har oplevet, er et af de bedste svar på netop det ovennævnte spørgsmål: Jeg skal være ”sandheden tro i kærlighed” (Efeserbrevet kapitel 4, vers 15). 

Forudsætningen for, at jeg kan svare på de spørgsmål, der bliver stillet, er, at jeg er tro mod det, jeg tror er sandheden. Forudsætningen for, at de vil høre mit svar på spørgsmålet, er, at jeg møder mennesker med kærlighed. Ja, jeg skal stå ved, at jeg er anderledes, og det er uundgåeligt, at jeg møder modstand for det – og det er ikke rart. Døde fisk er sjældent særlig behagelige at røre ved.

Men at vide hvordan jeg skal være i situationen, kan gøre den lidt nemmere at være i. Jeg tror, det er sundt at blive udfordret – for det er en måde at lære noget om mine egne holdninger på. Men det er kun godt at blive udfordret, hvis man har værktøjer til at håndtere det. 

Så kære læser. Jeg håber, at du kan bruge nogle af de værktøjer, jeg har præsenteret i denne artikel: Jeg håber, at du har mod på at vise kærlighed i mødet med de svære spørgsmål; at du ved, at du har ansvar for at vidne og ikke overbevise (den del er Guds ansvar) og sidst; at du ikke behøver at vide alt for at kunne vidne.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.