“Underlæg jer Jorden” – mission complicated

”Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt”, som det hedder i Sangen om Larsen i Højskolesangbogen. Linjen passer uhyggeligt godt på vores forhold til naturen, dvs. til menneskehedens forhold til den biofysiske klode, som er vores levested, livsvilkår og i en vis forstand også vores ophav. Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive, og som kristne tror vi, at vi skal opstå af jorden igen. Kristendommen er verdens største religion, men ikke alle mennesker er kristne. Og klimaforandringer, biodiversitetskriser og alle de andre fejlslagne forhold på denne jord er menneskeheden, på tværs af religioner, fælles om. Men hvor placerer vi skylden for jordens tilstand – på de andre? Næppe.

Anklagen
Kristendommen ”bærer en enorm skyldnerbyrde for den økologiske krise”. Sådan formulerede idehistorikeren Lynn White sin anklage mod kristendommen i 1967. Hans tanke var, at ondets rod lå i ”den kristne skabelsesberetning”, i Første Mosebog kapitel 1. Både som bibellæser og som kritisk tænkende teolog er det let at få øje på nogle åbenlyse svagheder ved Lynn Whites anklage. Alligevel er anklagen blevet gentaget igen og igen. Den peger blandt andet på det kristne natur- og menneskesyn.

Det centrale i anklagen mod kristendommen, nemlig at den er skyld i naturkriserne, er en tolkning af den særstilling, som Gud giver mennesket. Menneskets særstilling, at det bliver skabt i Guds billede, menes dermed at give en ”transcendens”- man kan sige en slags evne til at overskride sig selv - lig Gud men ulig nogen anden skabning. White og efterfølgere tolker det, som om mennesket får ”monopol på ånd”, og at mennesket derfor kan sætte sig over verden i en herredømmeposition og gøre, hvad det finder for godt. Karakteristisk hedder det, at kristendommen ”har insisteret på, at det er Guds vilje, at mennesket skal udnytte naturen til sine egne formål”. Det lyder unægtelig som om, kristendommen fra begyndelsen har været på konfrontationskurs med naturen.

Et andet billede
Det lyder imidlertid også som om, man feder en kalv op til slagtning, altså at man begynder med konklusionen og så tilrettelægger forudsætningerne, så de understøtter den opfattelse, man havde til at begynde med. For det rimer vældig dårligt med, at Gud i samme skabelsesberetning går rundt i Edens Have og gang på gang indser, at det, Gud har skabt, er godt. Faktisk oversættes det udtryk, som her gengives med, ”at Gud ser, at det er godt”, andetsteds med, ”at det er dejligt eller elskeligt”. Det tyder på, at Gud faktisk elsker alt det, som Gud skabte – også før mennesket. Det er selvfølgelig muligt, at ”de kristne” simpelthen har misforstået bibelteksten som en license to kill. Men så er det altså ”de kristne”, ikke Bibelen, som er naturfjendsk, og så mister anklagen noget af sin styrke.

Det, der kan konstateres, er, at vores civilisation er kommet mere og mere på kant med naturen. Selv samme civilisation har set sig selv som kristen og derfor legitimeret sin udvikling med henvisning til, at det på en eller anden måde var Guds vilje. Det, der også kan konstateres, er, at udviklingen er kørt af sporet helt synkront med kristendommens tab af betydning i vores samfund. Det begyndte med renæssancetænkere som Francis Bacon (1561-1626) og René Descartes (1596-1650), hvor sidstnævnte er fader til den ”moderne dualisme”, som fraskriver den materielle verden værdighed, og førstnævnte mente, at naturen eller jorden var Guds gave til mennesket, som det skulle undertvinge, kontrollere og styre efter sin vilje. Det svarer nogenlunde til Lynn Whites anklage, men det er født af renæssancens antropocentrisme, altså renæssancens menneskecentrerethed, og ikke af Bibelen. Det er den logik, som blev altdominerende op gennem den industrielle revolution.

Det komplekse kulturmandat
Vi har brug for at få det kristne menneske- og natursyn til at vende rigtigt. Det er selv sagt en meget omfattende opgave, men i relation til naturen er der især to tilgange, som nutidige teologer griber til: næstekærlighed og forvalterskab. Kærligheden, næstekærligheden er naturligvis det grundlæggende. Vores omgang med den ikke-menneskelige natur har alvorlige konsekvenser – for vores medmennesker i verden og de kommende generationer. At nedbryde klodens klimatiske og biologiske bæredygtighed viser en form for ligegyldighed overfor medmennesket.

Men så er der det dybere spørgsmål om, hvorvidt ”min næste” i næstekærligheden også kan være andre og mere end blot mine medmennesker? Hvorfor skulle medmennesket være vores eneste næste? Hvad med hele skaberværket, alle medskabninger? For et kristent menneske- og natursyn er det et åbent og kompliceret spørgsmål, som blandt andet handler om, hvad der ligger i menneskets gudbilledlighed. Er menneskets særstilling i virkeligheden snarere et udtryk for det særlige ansvar, som mennesket har for hele naturens blomstring og bæredygtighed?

Det er en tolkning, som udfolder den bibelske forvalterskabstankes dybe mening. Hvor forvalterskabstanken i Lynn Whites slipstrøm er blevet set som udtryk for menneskehedens mulighed for at tyrannisere, dominere og herske over – så ses forvalterskabstanken af nutidige teologer omvendt som central i et kristent menneske- og natursyn, som kan spille konstruktivt ind i tidens naturkriser. En pointe her er, at vi mennesker nu engang bruger og lever af den ikke-menneskelige natur. Den er et middel for os. Skulle det betyde, at den ikke også var et mål i sig selv? Den bæredygtige forvalterskabstanke formår at rumme naturen som både mål og middel. Og det er begribeligvis komplekst. Der er ingen simpel formel for bæredygtighed. Men der er erfaring og akkumuleret indsigt i, hvad der går, og hvad der ikke går. Derfor skal kristne mennesker også lytte til videnskaben, når den igen og igen påpeger, hvor alvorlig klima- og biodiversitetskriserne er.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.