De kristne skal kendes på deres ... andagtstid?

”Jeg får ikke lige læst så meget i min Bibel eller bedt for tiden …” lyder svaret tit i delerunderne til spørgsmålet om, hvordan det går med Gud for tiden; ”Det kører ikke med mine andagtsrutiner.” Kan du genkende det? Det kan jeg. Det er udfordrende for mange at holde andagtstid i en klassisk forstand med læseplaner, bedelister og rutiner. Måske særligt ved siden af en skole- og studiehverdag, hvor en tilsvarende fordybelse og tålmodighed kræves af os med stillesiddende undervisning og læselektier. Spørgsmålet er, om vores fokus er veget fra det egentlige mål? Bliver ”andagtstid” en lidt ukonkret indikator for vores åndelige temperatur, og glemmer vi, at det at følge Jesus stikker meget dybere og bredere end bibelkundskab?

I Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 36-40, hører vi Jesus opsummere Moseloven med to bud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. […] Du skal elske din næste som dig selv.” De her vers er ret omfattende. Det handler om hele livet. At elske er ikke bare en handling, det er en livsstil. Kærlighed er en måde at være på, som vi skal lære af Jesus. Det er ikke nok at kunne de ti bud udenad. Ord uden handling er tomme. Det er måske lettere at forstå for jer, der erhvervsuddanner jer. Der udlæres man gennem mesterlære. Man følger efter en dygtig og erfaren person, lærer alle vedkommendes små tricks og tankerækker, der er samlet op gennem tiden (til Star Wars-fansene derude: Ja, det skal forstås ligesom en Padawan over for sin Jedi-mester). På mange måder handler mesterlære om at blive mere som sin mester. Det er kongens efterfølger. Mange af os er dog mere vant til at tænke undervisning, hvor en lærer læsser teoretisk viden af på os. Udenadslære, modeller, formler, lange tekster. Hos Jesus er vi i mesterlære. Det betyder, at discipelskab ikke bare er at kunne bibelteksternes dybde og sammenhæng på et teoretisk, teologisk plan. Det er også at være en god kammerat, en støttende ven, en søn eller datter, der ærer sine forældre. Vi skal holde os fra bagtalelse, begær og dovenskab og i stedet leve i tjeneste for Gud og andre.

Jesus siger, at vi skal kendes på vores frugter – det, som vokser ud af vores levevis. Måske skal vi prøve at dvæle ved, om vi lader os forme af Jesus, når vi tænker over, hvordan det går med Gud for tiden. Kan du høre Jesu stemme, direkte eller indirekte, fortælle dig, hvordan du lever kærligt i din hverdag? Høre ham opmuntre dig til gavmildhed og tjenersind? Hjælpe dig til at være sen til vrede? Rig på troskab? Dette skal ikke føre til dårlig samvittighed, men opmuntre til at ændre vores måde at tænke på. Det er ikke kun din streak med læseplanen, der viser, at du hører Jesus til. Farisæerne ville have haft en seriøst lang streak. Det handler om dit hjerte. Jeg taler ikke om, at vi kan være gode eller dårlige kristne eller mere eller mindre frelste. Når vi tror på Jesus, og han har frelst os, så er der intet, der kan skille os fra ham eller få ham til at bryde sig mere eller mindre om os.

Misforstå mig ikke: Jeg vil på ingen måde tale andagtstid ned, men snarere tale de kærlige frugter af et liv med Jesus op. Jeg er fuldt ud overbevist om, at intentionel tid med Herren – som jeg mener, bibellæsning og bøn er – er essentielt for at lære ham at kende og lade sig forme af det kendskab. Meget ligesom venner. Med tiden lærer man hinandens holdninger, typiske vendinger, værdier og måder at være på at kende. Heriblandt finder man tit gode egenskaber, man ikke selv besidder i samme grad. På den måde kan man lære af hinanden og blive mere som den anden. Jeg synes egentlig, det opsummeres ganske pænt i Andet Thessalonikerbrev kapitel 2, vers 14-17. Der står, løst gengivet, at vi skal blive som Jesus og holde os til ordet. Sidst er der en bøn til, at Gud må styrke os til alt godt i gerning og ord. Det er for mig at se det åndedræt, vi må efterleve: Trække vejret med Guds ord ind og ånde kærlige handlinger ud i verden.

Gennem historien er de kristne gået foran i kærlighed og tjeneste i vores verden. Tænk på Moder Teresas arbejde for fattige. De kristne, der kæmpede for at få sygepleje og vidensudvikling frem. De, der insisterer på nødhjælp til udsatte steder og på etisk og kærligt ansvar i klimakampen og i tøj- og kaffeindustriens slavearbejde. Vi har et kald til at skille os ud i den her verden ved at være forbavsende kærlige i alt, vi gør. Jeg er sikker på, at Moder Teresa og tidens andre troshelte har haft en nær andagtsrelation til Jesus med bøn og bibelstudie. Og det har udmøntet sig i kærlig livsstil.

Prøv at høre et citat fra kejser Julian. Han brød sig ikke om de kristne og kaldte deres religion for ateisme. Alligevel siger han således: "Hvorfor forstår vi ikke, at det er deres godhjertethed mod fremmede, deres omsorg for de dødes grave og deres foregivende hellighed, der har gjort mest for at udbrede ateisme (læs: kristendom)" (Brevet til Arsacius). Han peger på de kristnes kærlige levevis som den primære årsag til kristendommens fremgang. Deres kærlighed fører endda til, at han selv udsteder love og tiltag om at hjælpe sit folk, simpelthen for ikke at tabe ansigt i denne tjenesteduel. Lad det være målet for vores levevis: At leve tæt med Jesus gennem hans ord og kontinuerlig bøn og samtidig lade det komme til udtryk gennem en forbavsende kærlig levevis i vores verden.

Denne k er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Pris”.