Stolthedens muntre modgift

Selvironi?

Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet ’selvironi’, men det hænger nok sammen med, at jeg var ung i det årti, hvor ironien fik sit store gennembrud – i 1990erne. Her gennemførtes en type humor, som blev og stadig er en underlig gold og menneskefjendsk form for humor, der lukrerer på, at nogle bliver til grin, for at andre kan le.

Så hvis man med begrebet selvironi taler om en manglende respekt for sig selv, eller en afstandstagen til sin egen menneskelighed, så har jeg et problem med den. Men hvis vi med selvironi taler om ikke at tage sig selv så alvorligt, at man ikke indimellem kan le hjerteligt af sine egne tåbeligheder, så er jeg mere med på den. Så er der måske endda et evangelisk ærinde, der handler om at se på sig selv med sande og nådefulde øjne.

De onde tanker

En person i kirkehistorien, som er vigtig, når vi taler om selvironiens nytte, er Evagrius Eneboeren. Evagrius Eneboeren levede i det 4. århundrede efter Kristus. Han forlod en lovende karriere indenfor kirken i Konstantinopel for at søge et liv som munk i Ægypten. Her blev han kendt med ørkenfædrenes visdomstradition.

I kirkens første tid slog munker og nonner sig ned i ørkenen for at søge stilhed, askese og indadvendthed – og altså fællesskab med Gud. Det gjorde Evagrius også for at få bugt med de tilbøjeligheder, han havde noteret i sit eget liv, og som han bar skyld og skam over. Han blev kendt for aldrig at gå i bad, så seriøs var han omkring sit eget indre bønsliv. Men mon ikke også hans naboer bad for ham indimellem…!

Kirken efter Evagrius’ tid vurderede ham til at være en kætter, da han tilsluttede sig læren om alles frelse og dermed forlod troen på fortabelsens mulighed. Det skal man huske, når man læser ham. Alligevel satte Evagrius et stort aftryk på eftertidens kirke, for han sammenfattede det, han kaldte for ”De otte onde tanker”, som senere hen blev omformuleret til ”De syv dødssynder”, der særligt i den vestkirkelige og katolske tradition fik stor indflydelse på billedet af syndens omsiggriben i menneskets indre liv.

Stoltheden

En af disse onde tanker, som Evagrius satte ord på, handler om stoltheden, som er der, hvor selvkærligheden bliver til selvgodhed. Hvor man ikke længere på sund vis holder af det menneske, man ved Guds nåde har fået lov til at være, men hvor man takker sig selv for det. Stoltheden betyder, at man tænker skævt om sig selv overfor både Gud og sit medmenneske. At være stolt eller hovmodig er at sætte sig selv først i en misforstået ide om, at det har man ret til.

Vi kan møde stoltheden i vores hjerte forklædt som selvretfærdighed. Når vi føler os berettiget til at være vred på vores næste, fordi hun virkelig er en idiot. Når vi bortforklarer vores forkerte handlinger og tanker med, at vi ikke kunne undgå det, er det også et udtryk for stolthed. Det handler kort og godt om, at man tager sig selv mere alvorligt end både Gud og sit medmenneske.

Jeg tror desværre, vi lever i en tid, hvor selvretfærdigheden har utroligt gode vilkår for at vokse og sprede sig. Vi kender den måske bedst i den form, som tilhører visse tastaturkrigeres vredesfyldte domsafsigelser over andre; jeg tror dybest set, at menneskets selvretfærdighed ligger til grund for de fleste af de shitstorme, der kan opstå.

Man kan måske godt fristes til at kaste sig selv ind i det, når folk skriver noget, der er det rene vrøvl, men jeg tror, det er vigtigt at afsøge sit hjertes bevæggrunde, inden man gør det. For det bliver hurtigt en sportsgren, hvor man mister den grundlæggende fornemmelse for sine egne begrænsninger og for sine modstanderes dybe værd som mennesker.

Munterheden

Evagrius skrev ikke kun om de onde tanker. Som han så det, havde de også en smuk forside. Der er noget, vi i vores liv gerne må stræbe efter. Vi kender Galaterbrevets tale om de frugter, som Ånden kan sætte i et menneskes liv. Den forståelse af, at livet i fællesskab med Gud forvandler noget i os, kendte også Evagrius, der kunne løfte dyder frem, som var værd at hige efter.

I sin systematik så Evagrius, at stolthedens smukke forside var sand ydmyghed, men han fremhævede også munterheden, eller ”hilaritas”, som noget, det er værd at øve sig i.

Jeg ved ikke, om du før har tænkt over, at munterhed kan være en særlig kristen disciplin, der følger med det at gå i Jesu fodspor, men måske der her findes en hemmelighed. For munterhed kræver, at man har en lethed med sig. Og lethed i mødet med os selv, ja, det tror jeg simpelthen kræver en frelser.

Når vi støder på vores hjertes hårdhed, dets egenrådighed eller selvretfærdige stolthed, så trænger vi ikke alene til at blive tilgivet for det; vi mangler faktisk at blive helbredt væk fra det. Det er sådan noget, frelseren selv sætter i gang, når han møder os; han befrier os fra vores skyld og sender os ud i alverden for at give det videre, vi har fået: En lethed, der kun kan komme af, at man ved, at man er elsket, tilgivet, og frelst. At ens livs alvor ikke er det største, man har; nej, at det er Guds kærlighed, som må være fortegnet for livet (og i øvrigt også døden).

”Evangeliet er ikke andet end latter og glæde” sagde Martin Luther, som til tider havde et temmelig frimodigt sprog, og som holdt overraskende meget af toilethumor. ”Glæd jer altid i Herren!” skriver Paulus i Filipperbrevet kapitel 4, vers 4, og man får indtryk af, at for Luther var der tale om en rulle-helt-ned-fra-maven-latter. Glæden er et påbud, som vi må tage alvorligt, fordi – ja, hvorfor? Fordi manden på æslet, Jesus Kristus, er død og opstået for os.

Det er jo det, der er den kristnes største glæde: At påskemorgen slukker sorgen og kommer til os med en munterhed, der gør, at vi rent faktisk har lov til at le død og djævel lige op i hovedet. Og dét gælder ikke mindst også, når vi i os selv møder resterne af dødens magt i verden. Se, dét er en selvironi, jeg kan bakke op om. For her er tale om en virkelig og dyb glæde. En glæde, der sætter fri, og som vi må bo i. Det er så stort, at det er lige til at det er lige til at græde (og grine) over.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.