Ny udfordring: Frygt for bedre tilbud

Forestil dig, at du skal købe et par nye sko. Det kan være vinterstøvler, fodboldstøvler eller sneaks. Men inden, du kan køre kortet igennem og gå hjem med dine nye sko under armen, skal de helt rigtige findes – og det er måske nemmere sagt end gjort. Måske shopper du online og finder mange flotte sko, som du godt kunne tænke dig. Før du ved af det, har du 15 forskellige åbne faner og alt for mange gode muligheder at vælge imellem. Du sætter søgningen på pause og lukker computeren uden at have truffet et valg. Mulighederne er for mange, og du er bange for at vælge forkert, så du ender med at udskyde beslutningen til senere.

Eksemplet er banalt, men hvis du kan genkende dig selv i det ovenstående scenarie, kan du sikkert også genkende det begreb, som denne artikel handler om, nemlig: ’FOBO’ - Fear of Better Options. Og du er ikke den eneste – mange unge har svært ved at binde sig til én beslutning, i hvad der føles som et væld af uendelige valgmuligheder. Studie, job, venner, kæreste, den nyeste serie på HBO, sociale medier og sociale arrangementer – det hele skal passes. Hver dag skal vi tage stilling til, hvad vi vil fylde vores kalender med. Denne konstante tilstand af valg og fravalg skaber en fornemmelse af, at vi skal være åbne for enhver mulighed – for hvad nu, hvis der er noget bedre lige om hjørnet? Hvad hvis jeg forpligter mig til én ting, men senere får mulighed for at lave noget andet, som jeg faktisk hellere vil?

Hvis vi nu udelukkende skulle planlægge vores liv med fokus på os selv, kunne vi sådan set vælge til og fra uden at skulle overveje konsekvenserne for dem omkring os. Men den konstante jagt på bedre muligheder kan forhindre os i at forpligte os til fællesskaber og engagement uden for vores individuelle interesser. At sige ja til én ting betyder ofte at sige nej til en anden. I disse tider er der en tendens til, at flere fravælger at forpligte sig til et kirkeligt fællesskab i frygt for at gå glip af andre muligheder andre steder. Og man kan stille spørgsmålet, om kirken og det åndelige fællesskab er i fare for gang på gang at blive nedprioriteret i vores konstante søgen efter at få vores individuelle behov opfyldt?

Kalenderen skal jo holdes åben

’FOBO’-effekten kan have negativ betydning for kirken og de åndelige fællesskaber på mange måder. Her er det dog vigtigt at skelne mellem engagement i frivilligt arbejde og engagement i form af deltagelse. Vores erfaring fra det frivillige arbejde i kirken er, at det er enormt svært at få folk til at engagere sig i en fast tjeneste i menigheden, fordi det føles som en for stor en forpligtelse. Kalenderen skal gerne holdes åben i tilfælde af bedre alternativer eller mangel på overskud. I vores forsøg på at inddrage flere mennesker i tjenesten i kirken har vi flere gange oplevet, at folk siger nej til at binde sig til en bestemt opgave. De vil hellere spørges fra gang til gang. Det er særdeles drænende for de ansvarlige, som skal bruge tid på at ‘overtale’ frivillige til at hjælpe. Jo flere gange du spørger og får et nej, desto kor- tere bliver listen over mennesker, du har lyst til at spørge.

Claus Grønbæk, som er præst i Københavnerkirken, oplever også, at det kan være svært at engagere medlemmer i menighedens arbejde.

“Tiden har ændret sig. Der er kommet endnu mere pres på, at tingene skal gå endnu stærkere, og mulighederne er blevet langt flere. Det stiller meget større krav til prioritering og til at fastholde prioriteringen! Og spørgsmålet er, om rigtig mange af os er blevet dårligere til begge dele. Når man så samtidig kombinerer dette med en stærk lytten til, hvad jeg føler og har lyst til, så har vi problemet. Og for at sikre, at jeg altid har mulighederne åbne, er jeg meget tilbageholdende med forpligtende long-term engagementer”, siger Claus.

“Giver man dem muligheden, så udskyder flertallet beslutningen så langt, som overhovedet muligt”

Særligt på KFS’ egne lejre, Påskelejr og Discipeltræf, bliver det tydeligt, at vi i dag har svært ved, i god tid, at tage beslutningen om at deltage.

“En stadig større andel af vores tilmeldinger kommer i sidste øjeblik. På seneste Påskelejr fik vi lidt over en tredjedel af alle deltagernes tilmeldinger i den sidste weekend op til deadline. For det kommende Discipeltræf, som vi lige nu er ved at forberede, er den andel oppe på næsten 50%,” siger Peter Bjerre, Sekretariatsleder i KFS.

“Det er nok de færreste KFS’ere der først en uge inden efterårsferien finder ud af, om de har tid, lyst og mulighed for at tage på lejr i ferien, men giver man dem muligheden, så udskyder flertallet beslutningen så langt som overhovedet muligt. Uanset om det er en eller to uger før, så venter de til deadline, før de tager beslutningen”, fortæller Peter.

Konsekvenser?... Konsekvenser!

Vi kender også selv til, hvordan det at forpligte sig kan virke uoverskueligt, for hvad nu hvis man ikke har lyst alligevel? Men selv, når vi føler, at det er lettere at blive hjemme, har vi stadig brug for fællesskabet. Og når vi vælger at deltage i et fællesskab og forpligte os på det, så er vi også til gavn for andre. Det er vigtigt. Vi er ikke kun en del af fællesskabet for vores egen skyld. Vores erfaring er, at mangel på forpligtelse, både i forhold til at deltage og være frivillig, har konsekvenser. For fællesskabet og for individer deri.

1. For den enkelte kan den konstante tøven og beslutningsudskydelse føre til en følelse af uro.

Når vi altid vægter beslutninger helt op til sidste øjeblik, kan denne uro komme til udtryk ved, at man er fanget mellem ønsket om at være en del af fællesskabet og frygten for at forpligte sig. Samtidig vil det for mange skabe en rodløshed på sigt. Individet har brug for fællesskabet, og særligt i vores åndelige liv har vi brug for en forankring og en trofasthed til et fællesskab, som kan holde os fast i troen. Hvis vi konstant lader vores beslutning om deltagelse i kristne fællesskaber være op til vores omskiftelige lystfølelse, så får vi aldrig et ejerskab, og så bliver det aldrig "mit fællesskab".

2. På samme måde har det også konsekvenser for fællesskabet.

FOBO og mangel på forpligtelse devaluerer fællesskabets værdi. Hvis fællesskabet ikke prioriteres kontinuerligt og i trofasthed, udtrykker det uundgåeligt, at det heller ikke er ens tid værd. Værdien af fællesskabet kommer ikke til syne, før man forpligter sig, og vil derfor være svær at få øje på af den, der er ramt af FOBO og ”shopper rundt”.

3. Ligeledes gælder det også alle de frivillige med ansvar for fællesskabet og arrangementer.

Planlægning bliver i store træk næsten umuligt, når antallet af frivillige kan svinge meget. Samtidig vil aftener uden opbakning skabe demotivation hos dem, som gerne sætter kryds i kalenderen og fast møder op til tjeneste. De frivillige risikerer at brænde ud, fordi arbejds- og planlægningsbyrden bliver for stor. Uden flere frivillige risikerer vi at overbebyrde de få, som er villige til at møde op og gøre arbejdet udholdende.

Hvordan kan du gøre en forskel?

Den moderne udfordring med FOBO er tydeligvis en virkelighed, om vi vil det eller ej. Og i stedet for at lade frustrationerne tage over, så husk at vise hinanden imødekom- menhed og overbærenhed, men vi skal også turde at holde hinanden oppe på, at et fællesskab medfører et ansvar hos hver enkelt.

Kom i én kirke, ét fællesskab

Du kan ikke lægge alle dine kræfter flere steder. Vælg én menighed og vær noget for den menighed. Et valg af flere menighedsfællesskaber er et udtryk for, at du ikke har valgt at prioritere ét fællesskab fuldt ud endnu. Det påvirker dit ejerskab.

Tilbyd din hjælp

Snak med nogen om, hvilken opgave du kan hjælpe med. Tænk, hvis alle gav en hjælpende hånd - så ville byrden være let.

Vi har ærligt talt svært ved at finde den helt gode løsning, andet end at vi alle skal overveje: hvad kan jeg gøre? Skal du, der kæmper med at forpligte dig, lægge bekymringer til side og bare gøre det? Skal du, som engagerer dig, lægge mindre pres på andres engagement?

Uanset om vi kan se os i det ene eller andet, så lad os støtte hinanden, respektere vores forskelligheder og forpligte os til at skabe et fællesskab, der er baseret på tillid, ærlighed, kærlighed og Jesus. “Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” (Filipperbrevet kapitel 2, vers 4). Hvis vi hver især bringer dette med ind i fællesskabet, kan vi vokse sammen i troen og tilliden til Jesus.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Forventning”.