Mind the gap: Hvad forventer vi af vores næste?

Der er kun én måde at starte, når man skal besvare dette spørgsmål i et studentikost magasin: Med en begrebsafklaring! Sociale klasser er en differentieringsform – en måde at inddele samfudet i grupper af mennesker, der deler vilkår. Vi kan for eksempel inddele samfundet i grupper efter løn. Vi kan se på uddannelsesbaggrund. Vi kan også, som den socialistiske Karl Marx, se på, hvem der ejer produktionsmidlerne, eller vi kan, som den altid mystisk formulerede Pierre Bourdieu, også inddrage menneskers kulturelle kapital, deres omgangskredse og deres livsstil.

Kan man så inddele Danmark i sociale klasser? Engang kunne man utvivlsomt. For godt hundrede år siden kunne man groft sagt inddele danskerne i henholdsvis landmænd, godsejere, arbejdere og husmænd. Landmændene stemte Venstre og læste byens Venstre-avis, mens arbejderne stemte på Socialdemokratiet og læste byens socialdemokratiske alternativ. Beskæftigelse forklarede stort set, hvem man omgik, hvad man tjente, og hvad man mente. Med andre ord: Ens sociale klasse.

I dag er det mere uklart. Der er landmænd, der ikke stemmer på Venstre, og der er – i den grad – arbejdere, der ikke stemmer på Socialdemokratiet. Og så er der kommet et hav af nye professioner. Hvor placerer vi kontorfunktionærerne? Folkeskolelærerne? Konsulenterne? Åbner vi dertil op for at se på menneskers livsstilsmarkører, bliver det ikke mindre mudret: Vi forbruger de samme massemedier. Se bare på DR, som tilbyder dig Gift ved første blik i dit fjernsyn, mens du ser Deadline på telefonen og hører Liga på P4 i din radio. Med sociologen Richard Petersons ord er vi blevet ”kulturelle altædere”.

En mere kompleks klassestruktur

En uklar struktur betyder dog ikke, at vi ikke kan inddele samfundet i klasser. Det betyder blot, at det ikke længere er nok at se på, om folk er husmænd eller godsejere. Det springer f.eks. i øjnene, at den rigeste fjerdedel af danskerne i dag kan forvente at leve 6-8 år længere end den fattigste fjerdedel ifølge Sundhedsstyrelsen. Den samme forskel gælder fra ufaglærte til akademikere. På uddannelsesområdet ser vi det samme: Forældres uddannelsesniveau er til stadighed den mest afgørende forklaringsfaktor på menneskers uddannelsesniveau. Jeg selv går f.eks. på et studie, hvor der ifølge VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) dimitterer ni akademikerbørn, for hver gang der bliver færdiguddannet én med faglærte eller ufaglærte forældre. Det kan selvfølgelig ikke undgå at spille sammen med de kulturelle klasseforskelle, som også er tydelige. Det viser f.eks. et studie af aalborgensernes livsstil. Helt som Bourdieu ville forvente, er den økonomiske elite i Aalborg til Dagbladet Børsen og arkitekttegnede boliger, mens den kulturelle elite med lange uddannelser er mere til Politiken og installationskunst. De lavtuddannede aalborgensere er derimod til BT og Kandis. Eksemplerne er mange og peger mod, at der stadig er store forskelle i menneskers livsvilkår og adfærd på baggrund af faktorer som indkomst, uddannelse og kulturel kapital, selvom billedet er blevet mere komplekst.

En subtil klassekamp

Det virker måske banalt. De fleste ved godt, at f.eks. indkomst og uddannelsesbaggrund afspejles i vores livsstil. Mange havde nok gættet, at Kandis ikke er at finde i – selv den aalborgensiske – kulturelites Spotify-søgehistorik. Og det er netop pointen: Vi ved godt, hvad der passer sammen. Vi ved også, hvor i samfundsstrukturen vi selv passer ind, og hvor vi ikke gør. Det er ikke nødvendigvis problematisk. Det tillader os f.eks. at sætte ind over for ulighed i sundhed, og vi kan afdække, hvilke barrierer studerende uden akademikerforældre møder, når de starter på universitetet. Problemerne opstår, når vores slet skjulte klassebevidsthed dominerer vores forventninger til andre mennesker. Det ligger nemlig dybt i os mennesker, at vi tenderer til at se positivt på dem, som ligner os selv, og negativt på dem, som ikke gør (prøv selv at modbevise det ved at tage en ”Implicit Association Test” fra Harvard University på nettet). I socialvidenskaben kalder man det udgruppe-bias.

Hvis vi er så gode til at se klassestrukturer, er det nærliggende at forestille sig, at disse strukturer kan blive genstand for en udgruppe-bias mod klasser, som adskiller sig fra vores egen. Udgruppe-bias kan være fint. Det kan være en beslutningsgenvej til at identificere eventuelle kilder til usikkerhed, men det er forsimplet, hvis vi lader udgruppe-bias stå alene, når vi møder andre mennesker.

Jesus som forbillede i mødet med andre

I Johannesevangeliet kapitel 4 møder Jesus den samaritanske kvinde ved brønden. Mødet repræsenterer et møde mellem køn, religion, etnicitet, men i særdeleshed også mellem sociale klasser. Samaritanerne er et folk, som jøderne havde lave forventninger til – her kan man for alvor tale om udgruppe-bias. Derfor er det også overraskende, at Jesus taler til den samaritanske kvinde. Disciplene forventede det ikke. Den samaritanske kvinde forventede det ikke. Alligevel trodsede Jesus samfundsstrukturens forventninger til hans syn på kvinden, og i mødet blev der skabt noget, en ny start for samaritaneren. Hvis Jesus ukritisk havde delt sin samfundsgruppes forventninger til samaritanerne, havde mødet aldrig fundet sted, og fornyelsen var udeblevet.

Vores forventninger til mennesker fra andre samfundslag end vores eget er efter al sandsynlighed forsimplede og negative, hvis vi lader udgruppe-bias styre vores forventninger. Det skaber distance mellem samfundsgrupper og danner grobund for yderligere bias. Fornyende menneskemøder udebliver. Det bliver vores samfund ikke bedre af. Erkender vi derimod vores iboende udgruppe-bias over for andre samfundslag, åbnes der for, at vores forventninger til andre mennesker også kan dannes efter Jesu forbillede. Det må være mere fordrende for en åbenbaring af en rigere verden end en verden, vi har puttet i kasser og sat vores egne klasse-labels på.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Forventning”.