
Artikel
Gud i rummet
Hvordan vi kan bruge science fiction til at udvide vores horisont og begribe lidt mere af virkeligheden og Gud.
En lille scene fra verdens ende
“I looked about me to see if any traces of animal life remained. A certain indefinable apprehension still kept me in the saddle of the machine. But I saw nothing moving, in earth or sky or sea. The green slime on the rocks alone testified that life was not extinct” (H.G. Wells, The Time Machine, Henry and Holt Company, s. 199-200).
Sådan lyder den tidsrejsendes beretning, da han drager 30 millioner år frem i tiden og betragter en døende jord, hvor menneskets tid for længst er ovre, og hvor jordens rotation er blevet langsommere, således at han befinder sig i en konstant skumring. En evig solnedgang. En døende verden.
Hvis du har læst The Time Machine af H.G. Wells, en af de første science fiction-romaner, har du måske studset over denne scene. Den forekommer i bogens næstsidste kapitel og er egentlig ligegyldig for plottet. Dog har den altid fascineret mig, billedet af den tidsrejsende, der sidder alene på stranden i den ellevte time, hvor alle menneskelige bedrifter er glemt, alle mennesker døde, alt liv er reduceret til mos og gopler.
Forestillingen om den tidsrejsende på stranden kan fortælle noget om tiden, som ville have været noget nær umuligt at fortælle på nogen anden måde end med science fiction.
Sådan et billede får en til at tænke over nogle spørgsmål, både om mening med livet individuelt, meningen med fællesskaber, samfund og civilisationer. Hvis det hele alligevel ender på en strand, hvor alt er glemt, og vi er væk, hvad så?
Den slags refleksioner, som fortællingen sætter i gang, kan virke dybere og mere levende end den refleksion, der opstår på bagkant af et filosofisk system, nogle naturvidenskabelige teorier eller (og nu må jeg passe på som teolog) nogle teologiske begreber. Alle ting, som naturligvis stadig kan være ekstremt nyttige.
Udvid din horisont
Jeg tror ikke, at stranden fra Wells roman bliver verdens endeligt. Det gjorde en litteraturprofessor, som var dybt fascineret af science fiction og beskæftigede sig med den i sin guldalder (ca. 1940-1960), heller ikke. Jeg taler om C.S. Lewis, der ellers er mere kendt for Narnia og kristen faglitteratur. Mindre kendt er han for sine tanker om og bidrag til science fiction-genren. Dem vil jeg her forsøge at give et lille glimt af.
I sit essay On Science Fiction skelner Lewis mellem en god og dårlig form for science fiction. I den dårlige form bliver den futuristiske teknologi eller rumrejserne blot baggrunden for en historie, der kunne have udspillet sig et hav af andre steder: Teenagedramaet på et rumakademi kontra teenagedramaet på en britisk kostskole, et fransk børnehjem eller en amerikansk high school.
Science fiction, mener Lewis, er mere end bare lokationen, hvor historien udspiller sig. God science fiction er som “et spring i fremtiden, en hurtig antagelse om alle de forandringer, man forestiller sig, er forekommet, en legitim ‘maskine’, der gør det muligt for forfatteren at udvikle en fortælling af sand værdi, som ikke kunne være blevet fortalt (eller ikke så effektivt) på nogen anden måde” (C.S. Lewis, Of Other Worlds, HarperCollins Publishers s. 68-69, egen oversættelse).
Forestillingen om den tidsrejsende på stranden kan fortælle noget om tiden, som ville have været noget nær umuligt at fortælle på nogen anden måde end med science fiction. Man kan sige, at det udvider vores horisont for, hvad vi kan forestille os og dermed fatte. Dette gælder ikke kun forholdet til tid, men også historie (Foundation af Isaac Asimov), tænkning (Dune af Frank Herbert), menneskelighed (Frankenstein af Mary Shelley) og meget mere.
En lille scene fra Edens have
Derfor tror jeg også, at C.S. Lewis’ science fiction-trilogi er yderst værdifuld for os. Nu kommer der nogle afsløringer, så hvis du er typen, der læser alle historier, som om de var krimier, så må du stoppe her.
Herfra udspiller Eden 2.0 sig, men denne gang kan Ransom advare kvinden om, hvad der skete i Eden 1.0.
I sin rumtrilogi skriver Lewis historien om solsystemet som fyldt med liv, men hvor det kun er på jorden, at livet er bøjet, så ondskab hersker. Derfor kan Ransom, vores hovedperson, udforske verdener uden synd og ondskab. Alene det er fantastisk at leve sig ind i. Det er dog en scene fra rumtrilogiens andet bind, der har hjulpet mig til at fatte lidt af Guds væsen.
Vi befinder os på planeten Perelandra. Her har ikke tidligere været liv, men nu har Gud valgt, at en mand og en kvinde skal være her. De ligner mennesker, for sådan vil liv skabt i Guds billede fremover se ud, for Gud blev jo menneske på Thulcandra (Jorden).
Manden og kvinden er blevet adskilt. Ransom, der er blevet bragt dertil af engle, møder kvinden og hører, at hun har fået et forbud. Kort efter ankommer den kløgtige videnskabsmand Weston i sit rumskib. Weston, der i forrige bind var en stålsat materialist, forklarer den aften Ransom, at han har opdaget den åndelige og okkulte verden. Den nat ophører Weston med at have kontrol over sin egen krop, der fremover styres af andre magter.
Jeg tror ikke på, at der nogensinde skulle være behov for en ny løsesum fra Gud. Men med den vilde scene fra Perelandra forstår jeg lidt mere af, hvad Gud gjorde, da han skabte os, velvidende den pris, det ville have senere.
Allerede næste morgen begynder umennesket at overtale kvinden til at bryde Guds forbud. Herfra udspiller Eden 2.0 sig, men denne gang kan Ransom advare kvinden om, hvad der skete i Eden 1.0. Diskussionen tager lang tid. Ransom oplever langsomt, hvordan han taber terræn, og umennesket vinder overtaget. Til sidst erkender han opgavens alvorlighed, da Guds stemme først minder ham om hans navn (Ransom, altså løsesum) og bagefter siger:
“'Mit navn er også Ransom,’ sagde stemmen. Der gik lidt tid før den egentlige mening gik op for ham … Det var altså det, det virkelig drejede sig om. Hvis han ikke udførte sin opgave, ville denne verden herefter også skulle løskøbes. Hvis han ikke var løsesummen, vil en anden blive det. Men intet gentog sig. Ikke endnu en korsfæstelse, måske – hvem ved – ikke engang endnu en inkarnation … en handling af en endnu mere rystende kærlighed, en herlighed ud af en endnu dybere ydmygelse … Forløst ville Perelandra blive.”
(C. S. Lewis, Kampen – Perelandra, ProRex, s. 199)
Jeg tror ikke på et Eden 2.0 på Perelandra, eller at der nogensinde skulle være behov for en ny løsesum fra Gud. Men med den vilde scene fra Perelandra forstår jeg lidt mere af, hvad Gud gjorde, da han skabte os, velvidende den pris, det ville have senere. Sådan tror jeg, at science fiction i forskellige aspekter kan hjælpe os til at begribe lidt mere af virkeligheden og Gud.
Denne artikel er baseret på et oplæg, der blev holdt til Perspektiv oplægsfestival i foråret 2026.
Udforsk mere
Find mere indhold1. september 20261. sep. 2026
1 min. læsning
Denne gang skal vi læse en salme, der gentager den samme sætning igen og igen. Og med lidt hjælp fra Robin Williams og Matt Damon skal vi se lidt på, hvorfor gentagelse er så stor en del af salmerne i Salmernes Bog.
Af Hanne Terp Legarth
30. september 202630. sep. 2026
4 min. læsning
ANDAGT: Hvad kan vi gøre for at forstå Bibelen bedre?
Af Mads Due
20. oktober 202620. okt. 2026
2 min. læsning
Vi åbner Jobs Bog og møder den gudfrygtige Job, der på rekordtid mister alt på grund af et væddemål mellem Gud og Satan.
Af Mads Due
15. september 202615. sep. 2026
2 min. læsning
Vi slutter vores tid i Salmernes bog med et spørgsmål: Hvad vil det sige at have hjemme hos Gud? Det kan et 100 år gammelt broderi, der hænger i en præstegård i Herning, hjælpe os med at blive lidt klogere på.
Af Hanne Terp Legarth
28. juli 202628. jul. 2026
2 min. læsning
Jerusalem falder. Muren brydes ned, templet tømmes, og folket føres i eksil. Vi bevæger os fra Stefan Zweigs Wien og de europæiske imperiers sammenbrud til Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. Tab, sorg og klage, og så også håb, håbet om, at Bibelens fortælling ikke ender i ruinerne, men fortsætter på den anden side af eksilet.
Af Mads Due
18. august 202618. aug. 2026
1 min. læsning
I dette afsnit tager vi fat på Salmernes, og vi begynder med Salme 44 og dens fortvivlede råb til en Gud, der synes at sove.
Af Hanne Terp Legarth
8. oktober 20268. okt. 2026
5 min. læsning
SANDHED: Det er et under, at vi er til. Videnskaben kan forklare en del af vores tilblivelse, og sammen med den kristne lære vidner den om, at der står nogen bag.
Af Jens Olaf Pepke Pedersen
22. oktober 202622. okt. 2026
5 min. læsning
KRONIK: Vi taler ofte om sygdom som enten fysiske skader eller mentale lidelser. Men det fysiske helbred påvirker vores psykiske tilstand og omvendt. Og måske er det sandt, at ‘one man’s trash is another man’s treasure’.
Af Christian Thusholt Jacobsen
11. november 202611. nov. 2026
3 min. læsning
ANDAGT: Hvad betyder det, når Gud velsigner?
Af Kathrine Kofod-Frederiksen
22. oktober 202622. okt. 2026
3 min. læsning
ANDAGT: Jesus kalder os til at være ydmyge tjenere. Hvorfor det?
Af Daniel Solgaard
21. oktober 202621. okt. 2026
3 min. læsning
ANDAGT: Hvor er det, Gud allerede arbejder, og hvor ønsker han, at jeg tager del?
Af Lisa Rom Boye
17. november 202617. nov. 2026
2 min. læsning
Hvad betyder det egentlig, at Gud er hellig? Vi går med Esajas ind i templet, hvor seraferne råber "Hellig, hellig, hellig", og ser med hjælp fra Simone Weil på en Gud, der ikke bare er større end os, men helt anderledes.
Af Troels Nymann











