
Artikel
Hvad afslører pengene om mit forhold til Gud?
Penge er ikke kun tal på en konto. De kan afsløre, hvad vi elsker, hvad vi frygter, og hvem vi i praksis stoler på. Zakæus’ møde med Jesus viser os både mammons magt og evangeliets frihed.
Jeg har altid haft et forholdsvis nært forhold til tal. På mit arbejde og som økonomistuderende, tidligere menighedsrådskasserer og nuværende kasserer i KFS København har jeg brugt mange timer på budgetter, bilag og regneark. Jeg har set tal på papir og tal på skærme, og jeg har flere gange oplevet, hvordan økonomi hurtigt bliver meget konkret: Hvad har vi råd til? Hvad skal prioriteres? Hvad kan vente?
Penge har det med at afsløre noget om os. De viser, hvad vi prioriterer, hvad vi frygter, og hvor vi søger tryghed.
Men penge er ikke kun et praktisk spørgsmål. De er heller ikke kun et spørgsmål om at få budgettet til at gå op. Penge har det med at afsløre noget om os. De viser, hvad vi prioriterer, hvad vi frygter, og hvor vi søger tryghed.
Til møde hos Gud
Det blev jeg mindet om en søndag i august sidste år. Det var syvende søndag efter trinitatis, og min præst prædikede over fortællingen om Zakæus i Lukasevangeliet kapitel 19. I prædikenen stillede han et spørgsmål, som jeg siden har haft svært ved at slippe:
”Hvis Gud indkaldte dig til et møde i morgen om, hvordan du forvaltede det, han har betroet dig, ville du glæde dig, eller ville du skamme dig?”
Jeg har tænkt på det siden, flere gange om ugen. For det spørgsmål skærer igennem alle undskyldninger. Og det samler sig i én sætning, jeg vil lade være en prøve på mit eget liv: Ærer jeg Gud med det, han har betroet mig?
Overtolderen
Zakæus er overtolder og rig. Som overtolder har han sandsynligvis ikke blot stået ved vejen og opkrævet penge fra forbipasserende. Han har snarere haft en overordnet rolle i et system, hvor man kunne få retten til at opkræve told, og derfor ladet andre toldere udføre arbejdet. Det var et system, som mange forbandt med grådighed, udnyttelse og samarbejde med den romerske besættelsesmagt.
Derfor var toldere foragtede. De opkrævede penge fra deres egne landsmænd, og mange af dem beholdt selv en del af det, de krævede ind.
Ærer jeg Gud med det, han har betroet mig?
Zakæus er altså ikke blot rig; han er rig på en måde, som mange ville opfatte som moralsk beskidt. Han har penge, men han har også noget andet: han har et ry, han har skyld, og han har en ufrihed, som penge ikke kan købe ham ud af.
Han vil se Jesus, men han kan ikke komme frem. Han klatrer op i et træ, og dér sker det afgørende: Jesus stopper, ser op og siger: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus” (Lukasevangeliet kapitel 19, vers 5). Og folk bliver forargede: “Han er gået ind som gæst hos en syndig mand” (vers 7).
Her bør man bemærke ordet “syndig”. Det er et udtryk for, at Zakæus er overtolder, altså en jøde, der inddriver penge fra andre jøder og endda tager lidt til sig selv.
Det er vigtigt, for Zakæus var altså ikke blot “ham, der havde styr på økonomien”. I folkets øjne var han “ham, der var forkert”. Han var en insider af fødsel, men en outsider i folkets øjne. Han var jøde, men blev behandlet som en forræder.
Zakæus viser os, at penge kan være mere end et redskab. Penge kan blive en herre. Ikke kun når man er grådig. Også når man er bange. Også når man skal kontrollere. Også når man måler sit værd i det, man kan betale.
Pengenes magt
Og hvis Gud kaldte mig til møde i morgen, ikke for at ydmyge mig, men for at spørge mig som en far spørger sit barn: “Hvordan forvaltede du det, jeg betroede dig?” Så er jeg ikke sikker på, at jeg ville gå ind til det møde rank og glad. Jeg ville nok have en del at forklare. Det er her, spørgsmålet bliver provokerende, for det rammer os alle:
Mit budget afslører, hvad jeg elsker.
Min konto afslører, hvad jeg stoler på.
Mine prioriteringer afslører, hvem der er herre.
Penge kan blive en herre. Ikke kun når man er grådig. Også når man er bange. Også når man skal kontrollere. Også når man måler sit værd i det, man kan betale.
Evangeliet
Men læg mærke til rækkefølgen: Zakæus bliver ikke først et bedre menneske og får så Jesus. Jesus kommer først. Jesus kalder ham ved navn.
Jesus går ind i hans hus. Og så sker omvendelsen.
Det afgørende i teksten er netop denne rækkefølge. Jesus siger ikke først: “Ryd op i dit liv, så vil jeg måske komme.” Nej, Jesus kommer først. Han kalder Zakæus ved navn. Han går ind i hans hus.
Først dér bliver den egentlige omvendelse mulig. For det er ofte sådan med os mennesker, at når vi blot bliver anklaget, forsvarer vi os. Men når Kristus møder os med sandhed og nåde, kan vi begynde at bekende det, vi ellers ville skjule.
Jesus går ind i hans hus. Og så sker omvendelsen.
Zakæus siger: “Halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage” (Lukasevangeliet kapitel 19, vers 8).
Det er ikke tomme følelser. Det er ikke fine ord. Det er konkrete tal.
Udsagnet fra Zakæus handler næppe om, at han skulle opnå frelse, fordi han giver penge tilbage eller donerer dem. Det viser, at Zakæus’ forhold til penge bliver vendt om: Penge går fra at være et middel til magt og kontrol, til at blive et middel til kærlighed og oprejsning.
Og så siger Jesus: “I dag er der kommet frelse til dette hus” (vers 9). Efterfulgt af en den sætning, som mange af os kan have svært ved at tage til os: “For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte” (vers 10).
Nogle tænker: “Fortabt? Det er ikke mig. Jeg gør mit bedste. Jeg er et ordentligt menneske.” Men Zakæus viser, at du kan være insider, du kan være “Abrahams søn”, du kan være respekteret på papiret, og stadig have brug for frelse, fordi noget andet end Gud er blevet herre i dit liv.
Mig og mine penge
Og måske du kan relatere? Penge fylder. Husleje fylder. Dagligvarepriser fylder. Renter fylder. Det er ikke ligegyldigt at tænke på økonomi, det er ansvarligt.
Men spørgsmålet er: Hvad gør bekymringen ved mig? Gør den mig til en bedre forvalter, eller gør den mig til en tjener under mammon?
Jeg vender tilbage til spørgsmålet, der startede det hele: Ærer jeg Gud med det, Han har betroet mig?
Hvis mødet var i morgen, hvad ville mine prioriteringer sige? Og omvendt: Hvis Jesus virkelig er Herre i mit hus, hvad ville så ændre sig i min økonomi, min gavmildhed, min retfærdighed, min tryghed?
Det er ikke ligegyldigt at tænke på økonomi, det er ansvarligt. Men spørgsmålet er: Hvad gør bekymringen ved mig?
Zakæus viser os både problemet og løsningen: Vi er fortabte, men vi opsøges. Vi er bundet, men vi frigøres. Vi er grebet af mammon, men Jesus kommer ind i huset.
Denne artikel er baseret på et oplæg, der blev holdt til Perspektiv Oplægsfestival 2026.
Udforsk mere
Find mere indhold11. august 202611. aug. 2026
2 min. læsning
I dette afsnit tager vi udgangspunkt i Højsangens berømte ord om kærligheden som en voldsom brand og snakker lidt om ikke bare kærlighed, men kærligheder. Hvad betyder det, at kristendommen ikke svarer nej til den romantiske kærlighed, men med et ja – og så et ja mere?
Af Troels Nymann
31. juli 202631. jul. 2026
1 min. læsning
TILSOMMEREN: En film, en bog og en udstilling.
Af KFS Danmark
24. september 202624. sep. 2026
2 min. læsning
'Min Gud har lagngt hår og stritører. Min Gud er kunstner'. Sådan skriver Ida Enevoldsen i sit digt om den Gud, der lever og skaber.
Af Ida Enevoldsen
3. juli 20263. jul. 2026
1 min. læsning
TILSOMMEREN: Et album, en kyststrækning, en bog og en folkelig aktivitet. Til dig fra KFS' ansatte.
Af KFS Danmark
7. juli 20267. jul. 2026
1 min. læsning
I dette afsnit kommer vi et smut omkring Albert Speers tribune i Nürnberg, nazismens massemøder og Pergamonalteret. Kong Jeroboam opstiller to guldkalve i Nordriget for at holde israelitterne fra templet i Jerusalem.
Af Mads Due
11. juni 202411. jun. 2024
3 min. læsning
ANDAGT: Søg Guds rige. Hvad betyder det?
Af Mikkel Roswall Brunnstrøm
13. august 202613. aug. 2026
3 min. læsning
Kan videnskaben forklare alting? Det spørgsmål er omdrejningspunkt for John Lennox' bog, som nu findes på dansk.
Af Jeppe Fræhr Linderød
14. juli 202614. jul. 2026
2 min. læsning
I denne episode bevæger vi os fra Fukushima og naturens voldsomme kræfter til kampen mellem Elias og Ba’al-profeterne på Karmels bjerg. Vi får noget ekstremt vejr, afgudsdyrkelse, profetisk mod, Guds suverænitet, og så møder vi Elias, der peger frem mod Johannes Døber og den Gud, der selv træder ind i historien.
Af Mads Due
7. oktober 20267. okt. 2026
4 min. læsning
ANDAGT: Hvorfor er det vigtigt, om jeg går i kirke?
Af Mads Due
14. oktober 202614. okt. 2026
3 min. læsning
ANDAGT: Står jeg alene, når jeg føler mig mest forkert?
Af Frederik Wind
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
ANDAGT: Vi skal have samme mindset som Jesus. Hvad betyder det?
Af Lærke Højlund Wibe Søes
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
ANDAGT: Zakæus møder Jesus. Hvad betyder det?
Af Lisa Rom Boye











