Bibelbaseret roman kan udvide vores forståelse for teksten, men ikke stå alene

Måske har du set eller hørt om The Chosen. Det er en tv-serie, som dramatiserer Jesu liv og forsøger at fortælle historien med de meget direkte filmiske virkemidler, som vi alle kender og elsker. Det er som sådan et nobelt projekt at ville fortælle evangeliet, men selvom mange oplever det som enormt givende at få bredt de tekstknappe evangelietekster ud, kan det også blive forstyrrende i nogles øjne. For eksempel kan man komme til at tænke på en skuespiller, når man læser i sin bibel, eller man kan komme til at låse sig fast på en idé om, hvordan en scene så ud. På samme måde er Under solen altså også en bog, der både kan give læseren en malerisk udbredelse af gammeltestamentlige fortællinger, og samtidig kan den også blive en hindring for, hvordan vi går til bibelteksten i sin renhed. 

I Første Mosebog kapitel 22 skal Abraham ofre sin søn Isak. Vi får ikke andet at vide, end at han binder ham og skal til at skære halsen over på ham. Vi må dog forvente, at Isak på en eller anden måde må have protesteret, vi ved i hvert fald, at han var gammel nok til at undre sig over, hvorfor de ikke havde taget noget offerdyr med. Under solen besvarer dette ved at indlægge protester, sveddråber, hjertebanken og tårer, og det bliver en svær passage at læse! Man mærker situationens rå realisme, og så kan vi måske godt forstå lidt bedre, hvorfor Gud somme tider i Første Mosebog bliver kaldt ”Isaks Rædsel”.

Men hvad skete der egentlig bagefter? Har Isak nogensinde kunne stole på sin far igen? Hvad vidste hans mor? Det siger Bibelen ikke noget om. Her vælger Under solen at lade Abraham og Isak holde det hele hemmeligt for Sara. Har det nogen betydning, at romanen vælger en løsning, som bibelteksten ikke giver? Jeg kan ikke umiddelbart se den store konsekvens i netop denne fortællefrihed, men man må som læser gøre sig det klart, at der er tale om digtning, som udvider og ikke uddyber. Bibelteksten i sig selv må stadig stå alene som fortolknings- og levegrundlag for enhver bibeltro kristen. Men bogen her kan udvide den empatiske forståelseshorisont og gøre det lettere at sætte sig ind i, hvordan de mennesker i Bibelen, hvis tro har givet genlyd gennem årtusinder, også var mennesker af kød og blod, med tanker, sanser og følelser.

Men forstår vi de mærkelige tekster bedre? Ikke altid. Bogen forsøger at trække en antik kultur op på bølgelængde med moderne forståelse, og det er et uhyre vanskeligt projekt. Fremmedelementerne kan komme til at virke mere fremmede, som for eksempel da Abraham og hele slægten skal omskæres, fordi den moderne klang i teksten virker til at skulle bygge lidt bro mellem kulturerne. Men omskærelse lyder stadig underligt i moderne, vestlige ører, selvom man siger, at Abraham også undrede sig. Alt i alt er det en fremragende læseoplevelse, men man gør nok klogt i at huske bibelteksten ved siden af, og at der er ting vi ved, ting vi kan gå ud fra, ting vi bør overveje, og ting vi slet ikke kan vide. Gud ved det, heldigvis.

Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Pris”.