3 min. læsning
'You can be anything'
Af Signe Oehlenschläger Petersen, Studerer social- og kulturpsykologi,
6. oktober 20236. okt. 2023
Signe er hverken blevet filmanmelder, nobelprismodtager eller operasanger i løbet af sommeren, men tænker her videre over sommerens pinke hot topic: Barbie! For er vi virkelig skabt til at blive ’anything’, som Barbie dukkerne så stolt proklamerer? Eller har Bibelen en anden fortælling?
Var du klædt i pink eller sort i sommer?
Medmindre du tilbragte din sommerferie på en mark i det ydre Mongoliet, kan du næppe være gået glip af Barbenheimer-crazen, der raserede over det meste af verden i slutningen af juli.
Det handler ikke længere om at skabe mit eget liv som nobelprisvindende operasanger, men at leve et liv i lyset af, hvordan Jesus levede.
Jeg er selv mere til den pink side, så jeg troppede op i alle mine bedste nuancer af lyserød for at se filmen om dukken, jeg har brugt min barndom på at lege med – Barbie. Men bare rolig, kære læser, jeg har ikke forvandlet mig til filmanmelder, siden vi sidst læstes ved. Hvad jeg egentlig vil tage fat i, er det motto, som både barbiedukker og -film har klistret på sig med store glitrende bogstaver i en let genkendelig font: ’You can be anything’.
Fedt altså. Anything, det er lige mig. Så skal jeg bare finde ud af, om jeg helst vil være fysiker, operasanger, nobelprisvinder eller virkelig god til rulleskøjter. Og det kan være en spændende vej at gå ned ad. Hvem vil jeg egentlig gerne være, hvis der bare er frit valg? Formentlig noget ret storslået. Noget, der giver mig opmærksomhed, og får andre til at udbryde; ’wauw, gid jeg kunne være ligesom Signe’ (omend mottoet blotlægger ironien i, at det kan de jo så bare være). Men måske helst på en moderne Moder Theresa-agtig måde, der tilgodeser andre og bringer lidt mere håb omkring menneskehedens tilstand.
Jeg synes egentlig godt om mottoets sentiment, nemlig opmuntringen, især rettet mod piger og kvinder, til at tro på, at de kan udrette ting her i verden. Problemet er bare, at jeg er uenig i den præmis, opmuntringen bygger på: Jeg tror ikke, at jeg kan være anything. Og det er der to grunde til:
Den første (men mindst substantielle) er bygget på erfaring. Jeg er faktisk ret begrænset. Og det er til tider ikke så fedt at finde ud af. Lige nu står jeg for eksempel og leder efter et job, og det er mere end tydeligt, at jeg ikke kan være anything. Der er ingen, der hyrer mig som operasanger, muligvis fordi jeg ikke synger så godt, og medmindre brevet er gået tabt i posten, så har dem, der uddeler nobelpriser, heller ikke rakt ud endnu.
Men det er for det andet bygget på, hvad jeg ved om mig selv gennem Bibelen. At jeg ikke er skabt til at være anything, men til at være Guds. Og at selvom det kan se begrænsende ud, så er det faktisk meget frisættende. For så handler det ikke længere om at skabe mit eget liv som nobelprisvindende operasanger, men at leve et liv i lyset af, hvordan Jesus levede, hvilket for det meste af tiden var mere sand og mindre glitter end Barbie. Og hvilket 100% af tiden handler mindre om mig og mere om Gud. Men i det er jeg sat fri. For jeg skal ikke genoprette verden eller vores tro på menneskeheden. For verden her er slet ikke perfekt, og det er ikke menneskeheden der kan fikse den. Den skal genoprettes af Gud, ham som både kan og har lovet at gøre det.
Så frygt ej, hvis du også kigger på det glitrende ’anything’ og ikke oplever, at det passer. Det er meget bedre at være Guds.
Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Karakter”.
Udforsk mere
Find mere indhold
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.
Af Hans Erik Sørensen
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Peter Leif Mostrup Hansen
6. oktober 20236. okt. 2023
10 min. læsning
Troen på Gud er personlig og relationel. Den ændrer sig og formes i mødet med verden, med tvivlen, med smerten, med glæden. Ja, alt det, livet møder os med. I denne artikel lukker Morten os ind i et personligt og sårbart rum for at dele et par skridt i den vandring, han har haft med Gud. Fra den trygge (barne)tro til den ituslåede, fortvivlede og ægte (voksen)tro.
Af Morten Lund Birkmose
6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
4. marts 20244. mar. 2024
6 min. læsning
Selvironi er ikke på listen over Åndens frugt. Er der alligevel noget at hente for os? Hvis vi spørger sognepræst Thomas Frovin, er svaret ja. Med reference til Evagrius Eneboeren plæderer Frovin for, at selvironi og munterhed er stolthedens modgift.
Af Thomas Frovin
5. december 20235. dec. 2023
3 min. læsning
Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.
Af Signe Thorup Elmelund
5. december 20235. dec. 2023
8 min. læsning
“At følge Jesus indebærer afkald og lidelse” Sandt eller falsk? Redaktionen svarer “sandt.” Vi har lært at svare rigtigt, men vi er usikre på, om det nu også er gået helt op for os. Derfor har vi spurgt valgmenighedspræst Hans-Christian Vindum Pettersson om at prikke til vores måske misforståede forventninger til livet i fodsporene af Jesus.
Af Hans-Christian Vindum Pettersson
26. marts 202626. mar. 2026
6 min. læsning
Har du nogensinde oplevet, at Gud greb ind? Det oplevede Signe Due i Cameroun.
Af Signe Due
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Robert Strandgaard Andersen