Er livet uden Gud meningsløst?

Den britiske teolog og evangelist Michael Green døde i 2019. Dagen inden sin død ringede han til sin ven Lindsay Brown, fordi han gerne ville have ham til at prædike ved sin begravelse. Han instruerede Lindsay i at prædike over missionsbefalingen, og formanede ham til ikke at spilde tid på at fortælle om hans liv; han skulle forkynde evangeliet. Michael spildte heller ikke den sidste tid. Han havde en stak af sine bøger liggende ved sygelejet, og når der fra tid til anden kom sygeplejersker eller læger på besøg, så fik de en bog om Jesus med på vejen ud. Michael var en mand med et klart formål. Han levede sit liv i lyset af en større historie.

Spørgsmålet om meningen med livet er på én gang vigtigt og dybt, og samtidig kan det føles klicheagtigt og lommefilosofisk. I kirkelige kredse bliver der nogle gange sagt, at livet uden Gud er meningsløst. Men holder det? Spørgsmålet har delvist sine rødder blandt det 20. århundredes franske eksistentialister som Jean-Paul Sartre og Albert Camus. De forsøgte at komme overens med et liv ”efter Gud”.

Fra antikken og frem til oplysningstiden udgjorde gudstroen og Bibelen et eksistentielt fundament i det vestlige samfund. Man forstod sit liv i lyset af denne historie. Tabet af den kristne tro indebar tabet af et livssyn, hvor mennesket var sat ind i historie og en etik, der ikke var skabt af mennesket selv. Sartre hævdede, at med gudstroen går essens forud for eksistens. Livet har således en mening og et formål (essens) før mennesket bliver kastet ind i det (eksistens). Med tabet af gudstroen blev rækkefølgen byttet om. Eksistens gik herefter forud for essens: Mennesket må selv opfinde en tilfredsstillende mening med livet. I det lys synes det således korrekt, at livet er meningsløst uden Gud.

Og så alligevel ikke. For sekulære mennesker står jo stadig op om morgenen og går på arbejde. De har planer og drømme for deres liv. De trives og oplever livet som godt og meningsfyldt. Den kristne apologetik har ofte stillet sig kritisk over for dette. Sekulære mennesker burde ikke opleve livet som meningsfyldt. Objektivt set er der ingen grund til at glæde sig over legende børn, strandture og gode bøger, for uden Gud kan man ikke etablere et rationelt fundament for denne værdsættelse. Spørgsmålet om mening bliver således en version af det moralske argument for Guds eksistens: Uden Gud, ingen objektive værdier. Det betyder, at sekulære mennesker lever irrationelt, når de værdsætter ting, fordi deres livssyn ikke kan etablere en objektiv basis for denne værdsættelse.

Jeg køber ikke denne apologetiske kritik. I hvert fald ikke helt. Jeg mener, der kan etableres værdisystemer uden Gud. Men uden Gud er de helt underlagt menneskets valg og præferencer. Den kristne Gud er kærlighed. Og han holder os fast på kærligheden. Han kræver den af os. Og det gør en forskel. En stor forskel. Og ligesom det er med etik, sådan er det med mening: Gud gør en stor forskel for livets mening.

Ordet ”mening” er besværligt. Det kan nemlig bruges til at italesætte en række forskellige aspekter af livet. Her vil jeg blot trække ét sådant aspekt frem: formål. Vi har brug for et formål med livet; et livsprojekt. Vi kan bruge brætspil som en analogi for livet i sin helhed. Alle brætspil består af brikker, regler og mål. Det hele er skabt af en brætspilsdesigner. Det er således spildesigneren, som står uden for spillet, der har bestemt, hvad spillet handler om. Opgivelsen af troen på Gud indebærer også en opgivelse af troen på, at livet har et formål givet udefra. Det indebærer, at individer selv må opfinde deres eget formål med livet.

I den kristne tro er der givet et formål udefra. Vi finder det delvist i skabelsesberetningen (bliv frugtbare; forvalt skaberværket) og i den helbibelske tænkning (elsk; del evangeliet). Den bibelske historie giver os således et overordnet formål med livet. Men et overordnet formål med livet er ikke det samme som at have et livsprojekt. Hvis livet skal erfares meningsfuldt, så må vi have et (eller flere) livsprojekt(er), der passer ind i Guds historie. Det overordnede formål kan udleves på mange forskellige måder. Det afgørende for et meningsfuldt liv er, at vi finder en livsbane, der kropsliggør Guds mål med vores liv. I kirken er dette ofte blevet omtalt som et ”kald”.

Michael Green fandt sit kald som evangelist. Han arbejdede utrætteligt hele livet på at lede mennesker til Jesus. Det var en livsstil, der bestod af en lang række konkrete handlinger: bøn, bibellæsning, læse bøger, skrive bøger, skrive e-mails, undervise, blive undervist, snakke med mennesker, lave arrangementer osv. Alle disse handlinger udgjorde én samlet historie, der gav hans liv retning og formål: at dele evangeliet med andre.

Paulus skriver i Andet Timotheusbrev kapitel 4, vers 6-8 kort før sin død: ”Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente.” Paulus kunne dø med fred i sindet, fordi han vidste, at han havde givet alt i kamp for den sag, han troede på.

Ligeledes med vor egen danske troshelt Kaj Munk, der gav sit liv i kampen mod Nazismen. Han skriver i salmen Altid frejdig, når du går: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller.”

Når man finder et værdigt livsprojekt, så finder man noget, der er værd at lide og dø for. Det handler ikke om mig. Jeg er en del af noget større, sandere og smukkere. Det er ikke en virkelighed, jeg har digtet; det er en virkelighed, der digter mig.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mening”.