
Mellemrum
Efter døden, inden livet
Hvad sker der, når vi dør? En tidligere højskolelærer og forlagsleder undersøger lutherske svar på spørgsmålet, og hvad Bibelen egentlig siger.
Vi oplever alle døden omkring os. Fordi mennesker, dyr, planter – alt levende i denne verden – dør. Døden sker omkring os hver dag, men vi sanser det ofte ikke, fordi det opleves som normalen i vores virkelighed. Til gengæld ryster og martrer det os, når døden kommer tæt på. Og når den er rigtig tæt på, når det er os selv eller vores kære, der indhentes af døden, så bliver spørgsmålet om, hvad døden er og fører til, eksistentielt. Det er min egen erfaring. Min erfaring er også, at Himlen opleves tæt på. Fordi mine nære og kære afdøde havde levet med Jesus i deres liv, og jeg er overbevist om, at de i døden er hentet hjem til Gud i Himlen.
Det er Kristi genkomst og den evige frelse, der er vigtig. Fokus er ikke på tilstanden efter døden.
Men hvad ved vi om Guds himmel? I Bibelen er ’himlen’ betegnelse for Guds rige, både usynligt nu og synligt i den evige salighed. Så man kan sige, at kristnes jordiske liv er et ’venteværelse’ til den himmel, som Jesus kom fra, og som han er i hos Gud nu, før genkomsten. Og dør vi, før Jesus kommer igen, så er sjælens liv i Himlen hos Gud et ’venteværelse’ til opstandelseslivet hos Gud efter nyskabelsen af himmel og jord. Sjælens tilstand mellem døden og opstandelseslivet på den nye jord kaldes ’mellemtilstanden’.
Venteværelset
Det første venteværelse, vores jordiske liv, er Guds gave. Vi er skabt af Gud til at leve i hans velsignelse i en vidunderlig verden. Men for syndens skyld er ondskab og død kommet ind i verden, og kun Jesu stedfortrædende død kan befri os fra den evige fortabelse. Så det vigtigste for os i livet nu er at tage imod frelsen i Jesus. Han døde for os, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi kan derfor leve som frimodige Guds børn i denne verden. Hente trosfrimodighed hos Gud i de nådemidler, hvor han møder os og som i et spejl viser os sin kærlighed, herlighed og magt. Læs i Bibelen om Jesus, bed og lyt til ham! Tag imod Jesus i sakramenterne, søg fællesskab med ham sammen med andre kristne! Du er ikke alene i venteværelset, her hører alle Guds børn sammen, og han er nær ved sin Helligånd.
Om det andet venteværelse, mellemtilstanden, står der ikke meget i Bibelen. Der forkyndes i stedet om Kristi opstandelse som en forløber for os, om kødets opstandelse og om det evige liv. Det er Kristi genkomst og den evige frelse, der er vigtig. Fokus er ikke på tilstanden efter døden, men på at vi i evighed må være sammen med den treenige Gud i den endelige frelse.
Hvad står der så?
Flere steder omtales de døde som dem, der er ’sovet hen’. Fx de døde, der opstod af deres grave, da Jesus døde på korset, og Lazarus, som lå i graven på fjerde dag. Det er i og for sig et helt naturligt billedsprog om dødstilstanden, fordi det er, hvad vi ser og oplever ved almindelige dødsfald, hvor et menneske stille ’sover ind’ i døden.
At ’sove hen’ kan også forstås som ’hvile’, og dette udtryk bruges fx i Hebræerbrevet og Johannes’ Åbenbaring om frelsen hos Gud. I luthersk tradition forstår nogle dødssøvnen som hvile hos Gud, hvor kristne sover trygt og velsignet indtil Gud vækker dem på opstandelsens morgen.
Det er en stor trøst for mig at læse, hvordan Jesus kaldte på enkens søn i Nain, Jairus’ datter og Lazarus. De var døde, men de var et sted og i en tilstand, hvor de var i stand til at høre Jesu røst og reagere på den.
En anden luthersk tolkning er, at kristne ved døden straks kommer med Jesus til Paradis, som Jesus lovede røveren på korset. Paulus beskrev døden som at være sammen med Kristus. Jeg læser Paulus’ ord som om en bevidst tilværelse i ventetiden før opstandelsen. Jeg læser også ordet ”når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren” (Paulus’ Brev til Romerne kapitel 14, vers 8) som udtryk for, at det bevidste fællesskab, en kristen har med sin Herre og Frelser her i livet, ikke brydes af døden. Også lignelsen om den rige mand og Lazarus tyder for mig på et ’vågent’ fællesskab mellem Jesus og Abraham. Og når jeg tænker på mine kære afdøde, står det for mig, at de er livfulde og glade hos Jesus nu. Det er en stor trøst for mig at læse, hvordan Jesus kaldte på enkens søn i Nain, Jairus’ datter og Lazarus. De var døde, men de var et sted og i en tilstand, hvor de var i stand til at høre Jesu røst og reagere på den.
Og hvad står der ikke?
Der udkommer fra tid til anden bøger og artikler om nærdødsoplevelser, hvor mennesker har mødt Jesus og set deres kære. Det kan helt klart være trøstende og trosstyrkende. Men det må ikke blive fundament for vores tro og forventning. Det er Bibelens ord, der holder urokkeligt!
I katolsk tradition læres om en skærsild, hvor afdødes sjæle kan renses for skyld, så Himlens dør alligevel åbnes for en forpint sjæl. Man henviser blandet andet til Første Korintherbrev kapitel 3 vers 15 om arbejde, som skal brændes op, men arbejderen blive frelst som gennem ild. Som lutheraner læser jeg ikke verset som om en rensende skærsild, men om kvaliteten af Guds medarbejderes tjeneste, og det er en anden sag. Bibelens budskab er klart, at den eneste og også fyldestgørende vej til frelse er troen på Jesus Kristus. Han er vores retfærdighed, helligelse og forløsning. Intet andet holder for Guds dom.
Der er også nyere protestantiske teologer, der lærer en slags skærsild for afdøde, fordi en yderligere renselse kan være nødvendig for kristne. Det er lige så ubibelsk som den gamle skærsildslære. Der er i Bibelen heller ikke plads for et efterliv for helgener i mellemtilstanden, hvor vi skulle kunne kontakte dem og bede dem om forbøn eller indgriben.
Det, som er klart bibelsk, er, at døden er uafvendelig, dommen kommer og er uafvendelig. En fortabelsesdom for dem, som ikke er kommet til tro på Jesus her i livet. En frifindelsesdom for dem, som i liv og død er i troens fællesskab med Jesus.
Og når Jesus kommer igen og nyskaber himmel og jord, skal alle hans frelste gå ind i saligheden og være sammen med Jesus og Gud Fader og Helligånden til en uudsigelig og forklaret glæde i al evighed.
”Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.
Udforsk mere
Find mere indhold6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Byd vores nye kronikskribent velkommen! Signe Oehlenschläger Petersen studerer Social and Cultural Psychology på London School of Economics and Political Science, og i hendes første skriv opfordrer hun os til at turde mene noget, turde at ændre holdning og turde at give os selv og andre plads til at blive klogere.
Af Signe Oehlenschläger Petersen
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Kan menneskelig visdom erstattes af ChatGPT? Nej, lyder svaret fra Lars Boje Sønderby Jensen, som i denne artikel tager et hop ned i filosofiens verden for at vise os forskellen mellem viden og visdom, og hvorfor visdom ikke kun er for Dalai Lama og piberygende mænd med skæg.
Af Lars Boje Sønderby Jensen
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Kender du det? Din underviser er lige gået ud ad døren. I vender jer mod hinanden. Og pludselig går snakken. For er hun/han egentlig ikke lidt strid? Søren Rønn har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt og kommer med en stærk opfordring til at tale op og tale ord til liv – hvilket kan være lidt af en udfordring, når man selv taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock!
Af Søren Aalbæk Rønn
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.
Af Benedikte Støvring
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.
Af Louise Høgild Pedersen
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Fra lys til liv er en god bog, hvis man er nysgerrig på samspillet mellem de to aspekter, og dens længde gør den overskuelig at komme igennem.
Af Clara Lind Neuenschwander
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.
Af Christian Thusholt Jacobsen
11. marts 202411. mar. 2024
8 min. læsning
Statskundskabsstuderende, Nikolaj Bach, lægger op til debat om koranloven. Byd velkommen til vores nye faste kronikskribent og bliv klogere på Fogh-Rasmussen-doktrinen, berlinske bogafbrændingscitater – og hvad du selv mener. Skribenten skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning.
Af Nikolaj Nørgaard Bach
5. december 20235. dec. 2023
8 min. læsning
Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning.
Af Anders Højgaard og 1 anden
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Under solen er det en fremragende læseoplevelse, men man gør nok klogt i at huske bibelteksten ved siden af.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Redaktørers opgave er blandt andet at hjælpe med dette, og jeg spejder forgæves efter en redaktør her, der ikke bare har distribueret bogen uden forbehold.
Af Benedikte Støvring
5. december 20235. dec. 2023
3 min. læsning
Annus Horribilis. Har du haft lyst til at gå i ét med en grå hjørnesofa? Har du været på dehydreringens rand fra tårer? Vores faste kronikskribent reflekterer over et ondt år, forventninger til livet og ønsket om kontrol.
Af Signe Oehlenschläger Petersen











