19

Splittelse

DEBAT 2/2: For folkekirke

Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?

Af Robert Strandgaard Andersen, Sognepræst i Hjordkær sogn, rsa@km.dk

5. jun. 2023

6 min. læsning

Hvorfor og hvordan mon en frimenighedspræst ender som sognepræst – og endda er glad for det og ikke vil tilbage til en frimenighed?


Som folkekirkepræst står jeg i en ordning, der er blevet til gennem århundreders forandring, men som har sin rod i de menigheder, der blev lutherske ved reformationen. Indtil da havde alle kirker været katolske, men med Sønderjylland som forløber blev alle menigheder med tiden lutherske. De lutherske kirker overtog bygninger og sogne og videreførte den katolske kirkes arbejde med at være kirke for og med alle, der boede i et område. Dermed blev de lutherske menigheder folkets menigheder, uden at man skal gøre sig indbildninger om, at alle dengang havde en klar luthersk tro. Faktisk var troen så dårligt funderet, at katekismen blev skrevet for at sikre bare et minimumsniveau af kristelig viden. Andre grupper ved reformationen dannede frie menigheder, mest omkring gendåb, og de udskilte sig for at opnå en renere menighed. Folkekirken blev kirke for rajgræs og hvede og er det endnu.


Gennem årene er en sådan ordning blevet udfordret på, om den er bibelsk. Nogle frikirker siger frimodigt, at de har den bibelske menighedsmodel, men i mine øjne aner man allerede konturerne af mange menighedsmodeller i Det nye Testamente. Derfor handler det måske ikke så meget om at finde den ene sande model, men at vi finder en måde at være i den kirkemodel, der nu findes. Jeg har været frimenighedspræst i det, der i dag hedder Silkeborg Oasekirke. Jeg har været præst i Brødremenigheden i Tanzania. Og jeg er nu præst i Hjordkær Sogn under Haderslev Stift. Alle har sin berettigelse, alle har sin bibelske begrundelse og alle har sine udfordringer.


Jeg har valgt at være her, fordi det giver mig adgang til mennesker, jeg som frimenighedspræst skulle vinde over til min kirke.


Folkekirken er en ramme for luthersk kristendom, fordi den er afgrænset af en bekendelse. 500 års kirkehistorie viser, at denne ikke tolkes ensidigt, men til tide så mangfoldigt, at det kan være svært at holde bukserne sammen. Men i mit sogn betyder det, at jeg som præst har fået ansvaret for omkring 1700 mennesker, der er medlemmer, og 300 der ikke er. Jeg er deres præst, også selvom de ikke kommer til gudstjeneste, for ringer de efter en, er det mig. Dem, der samler sig om gudstjenesten er folk fra missionshuset og andre, som bare kommer fast i kirken. Derudover er der en stor gruppe, som kommer til særlige anledninger, mest kirkelige handlinger og jul, og så er der mange, der aldrig kommer.


Jeg har valgt at være her, fordi det giver mig adgang til mennesker, jeg som frimenighedspræst skulle vinde over til min kirke. Nu skal jeg vinde dem ind i deres egen kirke.


Udfordringen er ikke, om jeg som sognepræst kan få lov til at forkynde Guds ord rent og purt, det kan jeg. Men kan jeg også forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse? Forkyndelse og sakramenter definerer, om der er en kirke, siger Luther i vores folkekirkes augsburgske bekendelse. Det har altid været en udfordring for folkekirker, også for Luther selv. I skriftet Den Tyske Messe fra 1526 taler Luther om tre slags gudstjenester og om to slags menigheder. Den latinske messe kan være ok, siger han, men bedst er en tysk messe. Om de to siger han: ”dem må vi lade foregå og ske således, at de holdes offentligt i kirkerne for alle mennesker, iblandt hvilke der er mange, som endnu ikke tror eller er kristne, ganske som om vi holdt gudstjeneste midt iblandt tyrkerne eller hedningerne på »en åben plads eller mark.«” Det er de gudstjenester, hvor dåb og nadver forvaltes, og hvor ordet forkyndes, så de ikketroende kan komme til tro. Den tredje gudstjeneste han beskrev, førte han aldrig ud i livet, men den kan sammenlig- nes med missionshusenes aktiviteter med dybere bibelstudium, bøn, lovsang og fællesskab. Her kunne de sandt troende mødes. De kan sagtens gå hånd i hånd.


At formene mennesker dåb og nadver er at formene dem formidling af Guds Ånd, ham der alene kan vække derestro.


Skal dåb og nadver så egentlig helst forbeholdes den tredje slags gudstjeneste og kun som nødordning bruges i den offentlige gudstjeneste? Nej! Luther skriver i den augsburgske bekendelse: ”For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro.” At formene mennesker dåb og nadver er at formene dem formidling af Guds Ånd, ham der alene kan vække deres tro. Et lukket nadverbord frarøver et søgende menneskes adgang til et møde med Gud. Det var ved bordfællesskabet med Jesus, at folk som Zakæus kom til tro. At døbe et barn er også at give dem hjælp til at tro, fordi dåben ifølge vores bekendelse giver to ting: Helligånden og syndernes forladelse. Som sognekirke hjælper vi med forældres og fadderes opdragelsesopgave, noget de færreste forældre magter, og vi gør det med babysalmesang, tumlingesang, spaghettigudstjenester, minikonfirmand- og konfirmandundervisning. Ved dåben får forældrene en bøn at bede højt og lægger sammen med fadderne hånd på barnet under fadervor. De får en bibel og et lys med hjem og opmuntres til at bruge begge dele. Nogle gør det, andre ikke, men skulle jeg begrænse dåben til en mindre flok i en lukket menighed, så tænker jeg, at det frarøver masserne to særlige mødesteder med Guds nåde; dåben og nadveren. Ja, vi frarøver dem de handlinger, Guds Ånd bruger til at skabe tro.


Og så er der en helt anden udfordring: “Hvordan kan du forsvare at være med, når der er så megen vranglære?” Jeg står til ansvar for min egen forkyndelse, ikke andres. Jeg har engageret mig i stiftsrådet, biskoppens menighedsråd. Jeg er aktiv blandt kollegaerne i provstiet. Jeg forkynder frimodigt, hvad jeg finder sandt og godt. Og jeg står sammen med andre, der gør det samme, både i og udenfor Folkekirken. Begge dele har sin berettigelse, og min frimodighed hviler ikke på ordningen, men i sidste ende på evangeliet.


Men der er en grund til, at en frimenighedspræst er endt med at blive helt vild med Folkekirken, trods alle dens fejl og mangler! Gud vil nå de mange – også rajgræsset og hveden – inden dommedag, og her har jeg fundet et sted at være med i den gerning.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.

Udforsk mere

Find mere indhold

25. aug. 2026

1 min. læsning

Højsangen og Salmerne 4/7 | "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?..." | Hanne Terp Legarth

Vi skal kigge lidt på en af de mest kendte sætninger fra Salmernes Bog og besøge Astrid Lindgren for at høre, hvordan man får fred i verden - ved at skrubbe verden fri for mennesker med en svamp...

Af Hanne Terp Legarth

15. okt. 2026

5 min. læsning

Hvem er hovedperson i dit liv?

SANDHED: Autenticitet er afgørende. Alle higer efter det. Findes der en sund måde at iscenesætte sit liv på, og hvordan kan jeg være mig selv på en troværdig måde?

Af Clara Buus Vigilius

3. sep. 2026

6 min. læsning

Tør du træffe valget?

RESONANS: Hvordan kan jeg lære at tage gode beslutninger? Det forsøger én af KFS' nye resonans-bøger at give svar på.

Af Rebekka Friis Rasmussen

22. okt. 2026

3 min. læsning

En roman, der ikke rammer plet

Bogen er et bud på, hvordan det ville se ud, hvis der kom en vækkelse til Danmark. Men den mangelfulde udførelse af romanen spænder ben for det, den kunne have været.

Af Clara Neuenschwander Lund

6. okt. 2026

2 min. læsning

Ordsprogene, Prædikeren og Job 3/7 | "Endeløs tomhed, alt er tomhed..." | Mads Due

Hvad er der tilbage, hvis alt det, vi bygger vores liv på, en dag forsvinder? Ingenting eller tomhed, som Prædikeren siger, endeløs tomhed.

Af Mads Due

1. okt. 2026

6 min. læsning

Gud i rummet

Hvordan vi kan bruge science fiction til at udvide vores horisont og begribe lidt mere af virkeligheden og Gud.

Af Rasmus Vævest Nymann Eriksen

21. sep. 2026

1 min. læsning

Sådan laver du en andagt

HOW TO: Her får du en guide til, hvordan du laver en andagt.

Af Troels Nymann og 1 anden

22. sep. 2026

2 min. læsning

Ordsprogene, Prædikeren og Job 1/7 | "At frygte Herren er begyndelsen til kundskab..." | Mads Due

Hvad vil det egentlig sige at frygte Gud? Vi tager vi hul på Bibelens visdomslitteratur, og vi begynder i Ordsprogenes Bog, der kalder gudsfrygt for begyndelsen til al visdom.

Af Mads Due

13. aug. 2026

3 min. læsning

Hvori bunder troen? Videnskab og erfaringer

Kan videnskaben forklare alting? Det spørgsmål er omdrejningspunkt for John Lennox' bog, som nu findes på dansk.

Af Jeppe Fræhr Linderød

10. nov. 2026

2 min. læsning

Esajas og Jeremias 1/7 | "Det syn om Juda og Jerusalem, som Esajas, Amos' søn, modtog..." | Troels Nymann

Hvad vil det egentlig sige at være profet? Vi tager hul på Esajas’ Bog og møder profeten som Guds talerør – en, der konfronterer sit eget samfund med ubehagelige sandheder og minder folket om, hvem Gud er.

Af Troels Nymann

31. jul. 2026

1 min. læsning

3 anbefalinger til din sidste sommermåned

TILSOMMEREN: En film, en bog og en udstilling.

Af KFS Danmark

18. aug. 2026

1 min. læsning

Højsangen og Salmerne 3/7 | "Vågn op, hvorfor sover du, Herre?..." | Hanne Terp Legarth

I dette afsnit tager vi fat på Salmernes, og vi begynder med Salme 44 og dens fortvivlede råb til en Gud, der synes at sove.

Af Hanne Terp Legarth