3

Forventning

Distancerer vi os fra verden, hvis vi håber på Jesus?

På grund af troen på et efterliv fremstilles kristendommen af nogle kritikere som verdensfjern. Sognepræst Søren Aalbæk Rønn reflekterer over forholdet mellem et håb efter døden og et kristent liv på jorden. Læs med og find ud af hvilken rolle tatoveringer, elefanter og bønnen “Kom snart igen Jesus” spiller i dette.

Af Søren Aalbæk Rønn, Sognepræst ved Øster Snede Kirke, soar@km.dk

5. dec. 2023

6 min. læsning

Da jeg blev 18 år, skulle jeg have en tatovering! Det blev på overarmen, og det blev et vers fra Filipperbrevet kapitel 1, vers 21: ”Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding.” Min studievejleder blev enormt bekymret for mig, da jeg en dag var på hendes kontor. Hun spurgte, om jeg da ikke var glad for at være i live? Det gik op for mig, at jeg kunne have valgt et bibelvers, som krævede mindre forklaring, og som forkyndte et tydeligere budskab. Men jeg fortrød selvfølgelig ikke – den sejr skulle min mor ikke have.


Dét, som var svært at kommunikere, var, hvordan en stærk forventning om et vidunderligt efterliv, ikke medfører en devaluering af det jordiske liv. Og det er ikke kun i mødet med ikke-kristne, jeg oplever den udfordring. Gennem mange år har jeg ofte bedt sætningen: ”Kom snart igen, Herre Jesus, og gør alting nyt, som du har lovet.” Da jeg indimellem har bedt bønnen fra en talerstol, har jeg oplevet at få reaktioner efterfølgende. Af forskellige årsager synes nogle kristne ikke om, at jeg beder sådan. For nogen handler det om, at de elsker det her liv, og har så meget, de gerne vil nå. For andre handler det om, at der stadig er mange, som mangler at lære Jesus at kende.


Kristne skal nyde og værdsætte livet

Det er en misforståelse, at en stærk forventning til Jesu snarlige genkomst nødvendigvis medfører en verdensfjendsk eller apatisk attitude. Hvis vi ser på verdenshistorien, så har mange af de mennesker, som har skabt stor forandring til det bedre, været drevet af troen på Jesus og levet i forventning til den nye jord. Jesus gør ikke denne verden betydningsløs, men giver netop denne verden, dette liv og denne dag enorm værdi. Jeg elsker mit liv her på jorden. Jeg takker Gud for mine relationer, for fodbold, for kaffe, for elefanter (fordi de er mega seje!), for min krop, for mit arbejde osv.


Hvis vi møder kristne, som kun kan tale om denne verden med negativt fortegn, så mangler de simpelthen et bibelsk blik på verden. Gud elsker verden! Og vi ser, særligt i det Gamle Testamente, at Gud finder velbehag i venskaber, fede retter, fester, erotik mellem ægtefæller og meget andet, som dette liv tilbyder. At boltre sig i Guds gode gaver i taknemlighed er en kristen dyd. Et kristent menneske bør være kendetegnet af et stort JA til Guds skaberværk, og bør være interesseret i at forbedre denne verden i stort og småt.


Håbet giver modstandskraft

Alt dette med evigheden var jeg førhen ret forlegen ved. Fordi det på en måde er absurd, og fordi jeg var bange for at få skudt i skoene, at jeg er kristen, fordi jeg er bange for at dø. Derudover er det virkelig svært at forestille sig og forholde sig konkret til. Men jeg har ikke længere problemer med at tale om mit evighedshåb. Jeg har ikke lyst til at dø. Men det er jo ikke sådan, at når jeg møder Jesus på den nye jord, så står jeg der og ærgrer mig. Jeg ved, at når jeg dør, så bliver alting godt. Og det længes jeg ærligt talt efter.


Førhen tænkte jeg, at sorg var en gæst, som vi mennesker må døje med i perioder. Men det har vist sig, at sorg er en følgesvend. En konstant. Og når jeg læser nyheder eller tænker på mennesker, jeg elsker, som kæmper og lider, så opstår bønnen af sig selv: ”Kom, Herre Jesus, og gør alting nyt!”


Et kristent menneske bør være kendetegnet af et stort JA til Guds skaberværk og bør være interesseret i at forbedre denne verden i stort og småt.


Der er frihed, håb og glæde i at bede Jesus om at komme igen. Jeg kan bevare håbet midt i det svære, fordi jeg ved, hvordan det ender. Evighedshåbet bliver en modstandskraft, som gør, at jeg kan sige med Paulus: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.”


Dødens magttab

Døden er den ultimative fjende og vel også den ultimative frygt. Når den er pillet ud af ligningen, så ser alting anderledes lyst ud. Paulus skriver i Første Korintherbrev kapitel 15, vers 55-58:


Død, hvor er din sejr?

Død, hvor er din brod?

Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.

Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren.

I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.


For Paulus er den naturlige reaktion på dødens magttab at give sig helt hen i arbejdet for Herren. Og i det arbejde findes friheden, fordi vi arbejder for ham, der har al magt i himlen og på jorden. Paulus er et godt eksempel på en kristen, som lever med en forventning om Jesu snarlige genkomst, og som er alt andet end gået i stå. Hans nærforventning er en del af hans drivkraft. I den forbindelse har jeg altid fundet det ret interessant, at Paulus ikke skriver til menighederne, at de skal smide, hvad de har i hænderne, og blive omrejsende missionærer som han. Paulus er ikke alarmist. Men han opmuntrer menighederne til at lade troen og håbet give farve til hele det levede liv. På samme måde kan bevidstheden om, at Jesus kommer igen, måske give os perspektiv på vores hverdag. Når jeg som 18-årig fik dén tatovering, så handlede det i høj grad om at minde mig selv om, hvad livet grundlæggende drejer sig om. At blive mindet om Kristus fjerner selvfølgelig ikke altid sorg og smerte eller besværligheder og frustrationer, men det giver alligevel alting en anden nuance. Døden er fortsat en fjende, og jeg hader tanken om, at mine elskede skal dø. Men døden er midlertidig, og skal erstattes af liv i overflod. Nattens dage er talte.


Paulus er et godt eksempel på en kristen, som lever med en forventning om Jesu snarlige genkomst, og som er alt andet end gået i stå.


Kom, Herre Jesus! Det er den sidste bøn i Bibelen, og der-

for også oplagt at bede for os i dag. Hvis du er bekymret for,

at han kommer på et ubelejligt tidspunkt, så slap bare af. Han

kommer lige til tiden. Lad os indtil da leve i håbet og lade det

håb være en drivkraft, mens vi i taknemlighed og frihed hver

især øver os på at elske Gud og mennesker.


Kom, Herre Jesus!


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Forventning”.

Udforsk mere

Find mere indhold

6. okt. 2023

8 min. læsning

Kristus = Gerda, Aslan og Frodo

Tag med Kathrine Kofoed-Frederiksen på en rejse ind i litteraturen og fiktionens forunderlige univers, hvor Jesus-glimtene pibler frem med saft, kraft og berigende nuancer til Bibelens beskrivelser af Jesus.

Af Kathrine Kofod-Frederiksen

26. mar. 2026

5 min. læsning

Kirke og kolde kontanter

I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.

Af Hans Erik Sørensen

26. mar. 2026

5 min. læsning

De kristne skal kendes på deres ... andagtstid?

Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.

Af Christian Thusholt Jacobsen

26. mar. 2026

6 min. læsning

Den gudfrygtige stjerneinvestor

Drømmen om penge og økonomisk frihed forførte Martin. Hvordan balancerer vi mellem kristenliv og investering i en verden, hvor grådighed regerer, og hvor kærligheden til penge er roden til ufattelig meget ondt?

Af Martin Falch Rasmussen

11. mar. 2024

8 min. læsning

Ytringsfriheden giver ikke carte blanche til at krænke andre

Statskundskabsstuderende, Nikolaj Bach, lægger op til debat om koranloven. Byd velkommen til vores nye faste kronikskribent og bliv klogere på Fogh-Rasmussen-doktrinen, berlinske bogafbrændingscitater – og hvad du selv mener. Skribenten skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning.

Af Nikolaj Nørgaard Bach

6. okt. 2023

6 min. læsning

Hvad E=mc2 lærer os om Gud

Hvad vejer Gud? Mange børn (og voksne) har gennem tiden mødt naturvidenskabens grænse i dette spørgsmål. Men kan vi mon alligevel lære noget om Guds karakter ved at løfte øjet mod universet og Newtons faldende æbler? Det slår Simon Holm Stark et slag for i denne artikel.

Af Simon Holm Stark

4. mar. 2024

6 min. læsning

Stolthedens muntre modgift

Selvironi er ikke på listen over Åndens frugt. Er der alligevel noget at hente for os? Hvis vi spørger sognepræst Thomas Frovin, er svaret ja. Med reference til Evagrius Eneboeren plæderer Frovin for, at selvironi og munterhed er stolthedens modgift.

Af Thomas Frovin

11. mar. 2024

3 min. læsning

Man skal være villig til at grave dybt for at finde guld

Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.

Af Benedikte Støvring

5. jun. 2023

3 min. læsning

Hvordan vi skaber 'andre' med ord

Ord har magt og kan bruges til at gøre både skade og gavn. De kan blive sagt uden en negativ hensigt, men kan i realiteten fremmedgøre. I denne kronik forklarer Signe Oehlenschläger Petersen med hjælp fra socialpsykologien, hvordan vi som mennesker ofte skaber et 'os' og 'dem' med vores sprog.

Af Signe Oehlenschläger Petersen

5. dec. 2023

4 min. læsning

Et glædeligt gensyn med Narnia

Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

6. okt. 2023

3 min. læsning

Pludselig forstod jeg, hvad det vil sige at bede

Fra bønnens verden bevarer sin aktualitet, fordi Hallesby skriver om bønnen som en fælles kamp, vi alle kæmper, og fordi han konstant vender tilbage til korset.

Af Benedikte Støvring

12. mar. 2026

6 min. læsning

Mennesker og maskiner

Gud ønsker os, Gud giver os mening, og Gud stiller os til regnskab. Derfor har mennesket en ukrænkelig værdi. Men hvad er et menneske?

Af Jakob Valdemar Olsen