Vil du med på en trosrejse?

Kære Til Tro-læsere. Det rum, I nu bliver lukket ind i, er et personligt rum. Et rum fyldt med smerte. Og kærlighed. Et rum, hvor teologien forsvinder og livet og troen begynder.

Derfor vil jeg også opfordre jer til ikke at behandle det, jeg skriver, som teologi eller normative sandheder om Guds væsen. Min rejse med Gud er relationel, ligesom din er det. Mit mørke er ikke dit. Mit lys er ikke dit. Og min erfaring af, hvem Gud er, er kun et ufuldstændigt billede, som du får lov til at kigge med på. Ikke den fulde sandhed. Men måske er der noget undervejs, du alligevel kan spejle dig i?

Den trygge (barne)tro med revner i fundamentet

Min tro var og er bygget på de stolper, jeg fik givet af mine forældre. At Gud har skabt alle mennesker. Høj og lav. Synder og hellig. Og mig. De lærte mig, hvem Jesus er, og viste mig, hvordan vi i Bibelen får lov til at møde den Gud, der selv tog bolig blandt mennesker, selv gik korsets vej for at bryde syndens og dødens magt, så vi igen kan træde ind i en sand og hel relation til ham.

Jeg husker børneklubben, kirken, lejrene og alle børnesangene om, hvor stor, stærk og mægtig Gud er. Jeg husker billedet af Jesus som fårehyrden, der smider os op på ryggen og leder vej. Jeg husker en enorm tryghed.

Det er helt sikkert et romantiseret billede af, hvordan min tro har set ud. Jeg kan i hvert fald konstatere, at der undervejs fra min barndom og frem til voksenlivet opstod nogle grimme revner i fundamentet og i mit billede af, hvem Gud er.

For jeg lærte også skammen over at være en synder at kende. Ikke den sunde syndserkendelse, der leder til nyt liv og frimodighed hos Gud. Men en selvoptaget og altopslugende tvivl på, om jeg er god nok. Jeg lærte Gud at kende som en hård og streng gud, der aldrig er tilfreds, altid forlanger mere. Mere bibellæsning, flere bønner og højere lovsang. Jeg lærte altid at tvivle på min egen frelse, og om jeg er inderlig nok i min tro.

Det er revner, som har været og er med til at forme min rejse. Jeg ved ikke, hvilken hammer der har forårsaget dem. Jeg ved, at det i hvert fald ikke er noget, jeg har fået med hjemmefra. Jeg har heller lyst til at pege fingre eller komme med kloge svar. Jeg kan blot konstatere, at revnerne er her. Også i dag.

En ituslået (ungdoms)tro

Den tro tog jeg med mig, da jeg startede på gymnasiet. Jeg kom, som så mange andre, direkte fra en kristen efterskole og blev fuldstændig overvældet. Pludselig virkede mine jævnaldrendes verden både fremmedartet og skræmmende. De drak. Talte åbent om at have sex – og nyde det. De sang ikke lovsange. Holdte ikke bibelstudier. Ja, de var faktisk fremmede for alt det, jeg kom med.

Jeg takker Gud for KFS og gode kristne venner i den periode. Langsomt landede jeg i tilværelsen igen, fandt fælles fodslag med mine nye kammerater, lærte at tale om og sætte ord på min egen tro, og fandt min vej i spændet mellem at være troende, ung og gymnasieelev.

Undervejs begyndte jeg også at nyde de mere frie og åbne samtaler, jeg kunne have med mine klassekammerater. Her skulle jeg ikke passe ind i en kasse af rigtige svar, men med bajer og smøger i hånden kunne jeg undersøge og sætte spørgsmålstegn ved alt i livet. Begå fejl og træde ved siden af. Det var en frihed, jeg ikke oplevede blandt mine kristne venner, hvor jeg altid havde travlt med at pudse glorien og skjule min tvivl. Det er ikke nogens skyld, og jeg har aldrig selv oplevet at blive set skævt til, når jeg har åbnet op for posen. Men vi havde ikke en udbredt kultur for at dele det svære.

Langsomt, og uden jeg selv var klar over det, drev jeg væk fra kirken og det kristne fællesskab, indtil det hele kulminerede i min studentertid. Her slap jeg det sidste greb, jeg havde i troen og i relationen til Gud. Jeg drak igennem – til mine gymnasiekammeraters store fornøjelse – og jeg sagde til mig selv: ”Det er slut. Jeg er færdig med Gud!”

Her kunne min troshistorie fint være endt som endnu en fortælling om en ung kristen, der blev forført af verdens fristelser. Ledt bort fra Gud af sine gymnasievenner og Satans løfter om frihed og selvbestemmelse.

Og hvor ville jeg have hadet det! For det er slet ikke den pointe, jeg selv har taget med mig fra de år. Er der noget, I ikke skal tage med fra min historie, så er det, at det var mine gymnasievenner og deres liv, der ledte mig væk fra Gud. Det primære problem lå netop ikke hos dem, men i det forstyrrede gudsbillede, jeg havde fået dannet i mit hoved, og i vores manglende mod til at dele det svære med hinanden. Dét var ved at tage livet af min tro.

Heldigvis var Gud ikke færdig med mig. Fredag aften på Roskilde Festival, efter halvanden uges intens fest og med en ganske betydelig promille i blodet, fandt jeg et stille øjeblik mellem nogle koncerter, hvor jeg endelig stoppede op og konfronterede det, jeg altid har vidst:

Jeg tror på Gud. Jeg kan godt prøve at bilde mig selv ind, at det forholder sig anderledes, men dybt nede i mig, befinder der sig en tro på, at Gud virkelig er altings ophav. At Jesus virkelig er Guds søn. Jeg har prøvet at slippe den tro, både dengang og siden. Jeg er ofte træt af den. Men lige her, på en bænk i Roskilde, kom jeg frem til det, jeg har prøvet at tage alvorligt siden; jeg tror.

En (voksen)tro, der møder virkelighedens verden

Det næste nedslag i min troshistorie, I får lov til at læse, udfolder sig omtrent midt i min studietid. Jeg var flyttet til Aarhus med en af mine kristne barndomsvenner, og vi havde boet sammen i halvandet år cirka. Ud af det blå fortalte han mig en dag – mærkbart nervøs – at han var homoseksuel, og at han var begyndt at se en fyr. Det kom ikke som nogen kæmpe overraskelse for mig, men jeg kan huske, at jeg var sur på ham. Ikke fordi, han var homoseksuel. Det havde jeg det fint med, og det første, han fik at vide, var, at jeg stadig elskede ham. Hvilket ikke er noget, jeg har sagt til mange mennesker.

Jeg var sur, fordi han havde taget så lang tid om at fortælle mig det. Senere åbnede han op for, hvordan han igennem gymnasietiden havde bedt inderligt til Gud, om han ’ikke bare kunne blive forelsket i en pige’. Han græd sig i søvn. Tænkte på ’ikke at være her mere’. Og stod op næste morgen, kom til IMU og fortalte os ingenting.

Han kæmpede med alt det her, og os, der var tættest på ham, var lige præcis de eneste mennesker, han ikke turde dele det med. Fordi vi på en eller anden sindssyg måde havde fået ham til at tvivle på, om vi stadig ville holde af ham, hvis han fortalte os, at han var til fyre.

At han har tvivlet på det, er min og vores fejl og synd – ikke hans. Det har jeg siden erkendt. En erkendelse, der også har pillet ved min opfattelse af, hvem Gud er, og om hans vilje virkelig er god. Hvordan kan det andet, når det, jeg troede var Guds vilje, ledte til skam, selvhad og fortvivlelse? Er det virkelig de ’åndens frugter’, Paulus taler om, skal kendetegne det kristne liv? Så vil jeg gerne takke nej!

Jeg tror stadig, at der findes en kristen etik – men jeg er også blevet overbevist om, at vi misser noget essentielt, hvis ikke vi holder for øje, at vi som kristne altid først og fremmest er kaldet til at leve i en konkret videreformidling af Guds kærlighed til de mennesker, vi er sat iblandt.

Det betyder også, at når jeg ser, hvordan min tale om f.eks. homoseksualitet har ført til skam og selvhad hos min ven, så må jeg se min synd i øjnene: Jeg er skyldig i at have plantet de tanker. Jeg kan ikke gemme mig bag en formulering om, at det er Guds vilje, eller at jeg skal følge Guds ord mere end menneskers. Jeg må erkende, at jeg med mine ord og handlinger ikke har formidlet Guds kærlighed til ham. Og så må jeg finde ud af derfra, hvordan jeg kan begynde at gøre det.

Den fortvivlede tro på en god og kærlig Gud

Herfra hopper vi videre til det sidste og nyeste nedslag i min trosrejse. For et par år siden blev min mor syg med akut leukæmi. En voldsom og pludselig opstået sygdom, der kastede hele familien ud i krise. Men på mirakuløs vis blev hun rask. Hun er en af de historier, hvor lægerne siger; wow, den havde jeg ikke set komme. Ægte bønnesvar. Gud er god!

Alligevel er der en del af mig, der også efter denne oplevelse kæmper med at tro på og have tillid til, at Gud skulle være en god Gud, der hører vores bønner. Ja, min mor blev rask. Men jeg har så mange venner, der aldrig oplevede det bønnesvar. Hvor deres forældre, søskende eller venner døde fra den ene dag til den anden, uden et farvel, eller sov ind efter langt tids smertefuld sygdom.

Fortæl mig, hvordan jeg kan sige til min kammerat, hvis far begik selvmord, at Gud er god? At hele verden vidner om Guds godhed, når jeg ser hans smerte? Ser hvordan halleluja’erne forduftede og mørket tog over? Jeg har ikke tro til andet end at sige; livet er meningsløst, og Gud er utilregnelig.

Den fortvivlelse er en del af min trosrejse. Så jeg klamrer mig til Jesus. I ham kan jeg se den trofaste og kærlige Gud, der græder med de grædende. Sørger over Jerusalem. Handler imod ondskaben. Møder Martha og Maria i sorgen over deres brors død, og peger mod livet på den nye jord, da han oprejser ham fra de døde.

I Jesus kan jeg se en god Gud. En Gud, der er værd at tilbede og prise. En Gud, der holder sine løfter. Ham klynger jeg mig til. Nogle dage mere end andre.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Karakter”.