Vi måtte bo blandt dem, vi delte evangeliet med

Vi boede ikke det rigtige sted

I 2016 solgte Tine og jeg vores hus i Hillerød og flyttede til Ishøj. Det har vi ikke et øjeblik fortrudt! Før vi satte ”Til Salg”-skiltet i jorden i Hillerød var der gået mange overvejelser.

Ingen af os kender fremtiden. Selv om vi mange gange har en forventning om, hvad vores dispositioner for fremtiden vil betyde, ved vi det i virkeligheden ikke.

Fra 2003-13 arbejdede jeg som konsulent for international mission hos Luthersk Mission. Her fik jeg lov til at lede både en undersøgelse og opstarten af arbejde i Tyrkiet. Mødet med tyrkiske kristne gjorde et stærkt indtryk på mig og førte til, at både Tine og jeg fik en nød for, at mennesker med tyrkisk oprindelse i Danmark skulle høre om Jesus.

Ikke fordi, de har mere ret til det end andre, men fordi ingen tidligere målrettet havde forsøgt at dele evangeliet med dem.

Vi boede i et udpræget dansk villakvarter i et område med relativt få mennesker med tyrkisk oprindelse. Vi var overbeviste om, at skulle vi møde tyrkisktalende med et vidnesbyrd om Jesus, måtte vi bo der, hvor de bor. Vi boede ganske enkelt ikke det rigtige sted!

At flytte med det formål var et ambitiøst projekt. Vi havde ingen sikkerhed for, at det ville lykkes. Det mest sandsynlige var vel, at det ikke ville lykkes. Alligevel tog vi skridtet. Vi sagde til hinanden, at vi hellere ville gøre forsøget og risikere, at det ikke lykkedes, end at sidde tilbage som pensionister og sige, at vi kunne have gjort det, men at vi ikke turde.

Jeg har siden lært tyrkisk, været i Tyrkiet et utal af gange og leder i dag en tyrkisktalende menighed i København – den både første og eneste i Danmark!

Martyriet i Malatya

I 2007 blev tre kristne slået ihjel i Malatya i den sydøstlige del af Tyrkiet på grund af deres tro. Inden jeg i 2008 rejste til Tyrkiet første gang, vidste jeg, at det var vanskeligt at være kristen i Tyrkiet. Jeg havde også hørt om ”Martyriet i Malatya”. Alligevel gjorde det et stort indtryk på mig at møde lokale kristne som oplevede chikane og forfølgelse på grund af deres tro.

Selv om jeg var kristen, var virkeligheden, at jeg ikke var særlig optaget af at tale med mennesker om tro. I Danmark er det ufarligt at tale om sin tro. Ingen vil gøre mig fortræd, fordi jeg fortæller, at jeg er kristen. Måske nogen vil trække på skulderen eller smile lidt bedrevidende og overbærende af mig.

På den baggrund gjorde det indtryk at møde mennesker, for hvem det havde store konsekvenser bare at fortælle, at man var kristen. Jeg mødte mennesker, hvor familien ikke ville betale for deres uddannelse, fordi de var blevet kristne. Folk, som ikke kunne få arbejde eller som fik de dårligste job uden mulighed for forfremmelse, eller hvor familien ikke ville have med dem at gøre.

Lige meget, hvem jeg mødte og talte med af kristne i Tyrkiet, bragte de ”Martyriet i Malatya” op i vores samtale. At møde de kristne i Tyrkiet oplevede jeg på en måde som at dumpe ned i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente.

Jeg oplevede det som om, jeg konkret mødte noget, der mindede om det, vi læser om dér. Alligevel var det, der gjorde stærkest indtryk på mig, at opleve, at selv om det kunne betyde døden at fortælle andre mennesker om Jesus, tav de kristne ikke! De fortsatte med at vidne om Jesus.

En amerikaner, som jeg talte med, havde boet i Malatya, da de tre kristne var blevet slået ihjel – i øvrigt en tysker og to fra Tyrkiet. Den organisation, der havde sendt ham, havde bedt dem om at flytte til Ankara. Det, mente han, var en fejl. De skulle være blevet i Malatya! Og den tyske enke og hendes børn blev boende i Malatya efter, at manden var blevet myrdet!

Hvorfor lever jeg, som jeg gør?

Det, jeg mødte i Tyrkiet, satte mange tanker i gang hos mig. Jeg boede i et land, hvor jeg havde alle muligheder for at fortælle om Jesus, men jeg brugte dem stort set ikke.

I Tyrkiet mødte jeg mennesker, for hvem det havde store konsekvenser bare at sige, at man var kristen, og for hvem det ultimativt kunne koste livet at fortælle andre om Jesus, uden at det så ud til at stoppe dem.

Det var som om min logik ikke passede. Jeg tænkte, at hvis det har negative konsekvenser at fortælle om Jesus, så tier folk stille – det var sådan, jeg selv gjorde – men det modsatte var tilfældet. Jeg kendte fra mig selv, at frie muligheder ikke førte til, at jeg talte mere om Jesus. Jeg blev klar over, at det ikke var mine tyrkiske kristne venner, der var ”forkerte”, det var mig!

Uden at jeg kan sige, hvor det kom fra, begyndte jeg at stille mig selv et spørgsmål, som jeg ikke har kunnet slippe siden: Hvis jeg virkelig tror på det, jeg siger, jeg tror på, hvorfor lever jeg så, som jeg gør? Eller sagt på en anden måde: Når jeg lever, som jeg gør, er det så fordi, jeg i virkeligheden ikke rigtig tror på det, jeg siger, at jeg tror på?

Jeg ved, at der ikke er frelse i noget andet navn end Jesu navn. Kun ved at kende Jesus kan mennesker blive sat fri til at leve det liv, som Gud har skabt dem til. Kun ved at tro på ham kan mennesker blive sat fri fra syndens, dødens og Djævelens magt og evigt komme til at leve i fællesskab med Gud. Den erkendelse og det spørgsmål har på en måde været drivkraften i mit liv siden.

Brug for at lære at leve evangeliet

Mit møde med tyrkiske kristne satte en proces i gang i mig, som smittede af på Tine. Det var med til at åbne vores øjne for den ubehagelige erkendelse, at vi ikke havde brug for mere ”teologi i hovedet”, men at lære at leve evangeliet ud i praksis.

I de år var det som om, Jesus gik fra at være en teoretisk og ikke så nærværende Gud, til at være en levende og kærlig Herre og Frelser og bror. Jeg blev på en ny måde overbevist om, at Jesus virker ved sit ord, og at der ikke er grænser for, hvad han kan gøre.

Evangeliet er virkelig Guds kraft til frelse, og derfor må et formidles. Det blev mindre afgørende for mig, om jeg lykkedes. Jeg ønskede, at de ressourcer, Gud havde givet mig, og de kompetencer, han havde udrustet mig med, blev bragt i spil for, at mennesker kunne lære Jesus at kende.

Vi må kende mennesker, som ikke tror på Gud

Samtidig blev mine øjne åbnet for, hvor meget fællesskab betyder. Fællesskab har naturligvis altid betydet noget for mig. Vi er sammen til gudstjenester, møder, på lejre, i familien, med vennerne og på mange andre måder. Men et fællesskab, hvor vi alle kan lære Jesus bedre at kende med en tydelig intention om, at dem, der ikke kender Jesus, skal møde ham, var på en måde nyt. Evangeliet vandrer ad relationer, og derfor må vi skabe og dyrke relationer med mennesker, som ikke kender Jesus. Vi må være venner med de mennesker, som vi gerne vil, skal lære Jesus at kende.

Jeg stoppede som konsulent for international mission hos Luthersk Mission i 2013 og vidste ikke rigtig, hvad jeg så skulle. Uafhængig af hinanden brugte Gud tre forskellige personer til at rette mine øjne mod tyrkerne i Danmark. Jeg opsøgte to, som jeg vidste havde tyrkerne på deres hjerte, og vi blev enige om at forsøge, om vi kunne rejse finansiering til en evangelist med fokus på tyrkere i Danmark.

Jeg vidste også, at det at kunne tale tyrkisk ville være afgørende, så jeg begyndte at pendle til Tyrkiet for at tage intensive kurser i tyrkisk. At forestille sig, at jeg som 50-årig ville kunne lære tyrkisk, var i sig selv et ambitiøst projekt.

Nærhed til mennesker

Tine og jeg blev hurtigt overbevist om, at hvis vi skulle have nogen mulighed for at møde tyrkere med et vidnesbyrd om Jesus, måtte vi bo et sted, hvor der boede tyrkere. Jeg husker, at mens vi boede i Hillerød, besøgte jeg moskeen i Ishøj. Da folk spurgte, hvor jeg kom fra, og jeg fortalte, at jeg boede i Hillerød, blev det hele temmelig akavet, for hvad lavede jeg så der. Efter vi flyttede til Ishøj, og jeg igen besøgte moskeen, var der en helt anden forståelse.

Selv om der bor mange med tyrkisk oprindelse i Ishøj, bor der også mange andre – og stort set ingen kender Jesus! Selv om vi oplever et specielt kald til tyrkisktalende, er der mange andre, der også må høre om Jesus. Derfor er vi optaget af at skabe relationer og bygge fællesskab med vores naboer. Vi inviterer regelmæssigt til brunch hos os. Ugentligt har vi et hverdagsfællesskab, hvor vi spiser sammen, læser i Bibelen og beder sammen. Her har forskellige mennesker været med. Efterhånden, som vi lærer mennesker at kende, giver det anledning til at tale om Jesus og nogle gange også til at bede for dem.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.