22

Splittelse

Vi har alle et ansvar for at modvirke polarisering

Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?

Af Mogens S. Mogensen, Forfatter og foredragsholder, mogenssmogensen@gmail.com

5. jun. 2023

8 min. læsning

I de senere år har vi været vidne til en voldsom polarisering i det amerikanske samfund, der truer med at føre landet ud i alvorlige konflikter. Også i lande i Europa hører vi om polariserende tendenser, der giver grund til bekymring for den politiske stabilitet. Spørgsmålet er, om Danmark også er truet af en voksende polarisering i samfundet, og hvordan vi som kristne og kirke skal forholde os til det.


I Danmark bliver revolutioner aldrig tilnoget på grund af regnvejr.


Danmark – et ikke-polariseret samfund

I udgangspunktet har det danske samfund imidlertid aldrig været stærkt polariseret. Vi har således aldrig haft nogen revolution. Spøgefugle har sagt, at i Danmark bliver revolutioner aldrig til noget på grund af regnvejr. Men årsagen til, at vort samfund ikke har været stærkt polariseret, skal nok søges i, at Danmark på mange måder har været et meget homogent samfund. Indtil for få år siden var næsten alle indbyggere etniske danskere, der havde dansk som modersmål og langt hen ad vejen havde en fælles kultur. Alle var kristne – eller i det mindste kulturkristne. Vi havde en fælles folkekirke og folkeskole.


Naturligvis var der forskellige dialekter i de forskellige landsdele, men vi kunne trods alt forstå hinanden. Der var forskel på rig og fattig, men klasseskellene var ikke så markante, som i mange andre lande. På baggrund af ovenstående har Danmark også været karakteriseret af en meget høj grad af tillid mellem borgerne. Vi har haft politiske partier med forskellige ideologier, men langt de fleste love er blevet vedtaget med brede flertal, og med få undtagelser har alle partier bakket op om velfærdsstaten.


Men også i Danmark mærker vi i disse år polariserende tendenser. Årsagerne hertil er mange. Her skal jeg blot nævne nogle udvalgte faktorer, som jeg mener, er vigtige.


Indvandring

Siden slutningen af 1960’erne har vi oplevet en indvandring, der har ændret landets demografi. Først var det gæstearbejdere fra blandt andet Tyrkiet, Pakistan og Nordafrika, og siden var det flygtninge fra verdens konflikt- og katastrofeområder, der kom til Danmark. Dertil kommer i de senere år arbejdsmigranter fra Østeuropa og andre dele af verden. Pr. 1. januar 2023 udgjorde migranter knap 12 % af befolkningen, og føjer vi hertil andengenerationsindvandrere, udgør de til sammen godt 15% af befolkningen. En stor del af disse kom til Danmark med andre kristne konfessioner eller, endnu vigtigere, med islam og andre religioner.


Denne indvandring har ført til en polarisering mellem grupper af indvandrere og grupper af danskere, som er meget skeptiske i forhold til visse indvandrergrupper, og som for eksempel har advaret om, at Danmark er ved at blive islamiseret. Samtidig er der opstået en polarisering mellem disse indvandrerskeptiske, eller ligefrem indvandrerfjendtlige grupper, og så de grupper, der engagerer sig i mødet med indvandrerne og tager dem i forsvar. Ord som ”islamofober”, ”godhedsindustri” og ”halalhippier” fyger gennem luften.


Denne konflikt er blevet udnyttet af politiske partier, som har appelleret til danskeres frygt for ”de andre”, og haft held med at skaffe sig stor opbakning på en hård retorik mod især muslimer, mens andre partier har slået sig op på at varetage flygtninges interesser.


Identitetspolitik

Identitetspolitik handler om bestemte (minoritets)gruppers identitet og disse gruppers oplevelse af ulighed eller undertrykkelse og varetagelsen af deres interesser. Og om omverdenens afvisning af disse holdninger, som de føler truer hele kulturen. Identitetspolitisk bevidste minoriteter beskylder omverdenen for ”privilegieblindhed”, og omvendt beskyldes disse for at være præget af en ”krænkelseskultur”. At være krænkelsesparat er at være hurtig til at udråbe sig selv til offer og opfatte det, andre siger, som krænkende. Privilegieblinde er personer, som ikke er bevidste om, hvilken privilegeret status de har i samfundet. Et af de områder, hvor polariseringen foregår for øjeblikket, handler om sproget omkring køn. Det handler imidlertid ikke længere kun om anerkendelsen af kvinders ligestilling med mænd. Modstandere af identitetspolitik anerkender typisk kun to køn, mand og kvinde, mens tilhængere af identitetspolitik på dette område kræver anerkendelse af en række forskellige kønsidentiteter.


Identitetspolitiske kampe raser også på en lang række andre områder. Må ikke-sorte personer for eksempel male sig i ansigtet for at portrættere en sort person (blackfacing)?Eller er det ok, at universitetsstuderende ikke må holde udklædningsfest med mexicansk tema, og at et isfirma følte sig foranlediget til at give den klassiske eskimo-is et andet ikke-krænkende navn? I protest mod identitetspolitiske forsøg på at rense sproget for ord, der kunne krænke minoriteter, kom der i Aarskriftet Critique i 2019 en artikel med titlen, ”Lad os erobre sproget tilbage fra identitetspolitikkens kommissærer”.


Andre temaer

Også på andre områder har der været tendenser til polarisering. Det gælder for eksempel forholdet mellem provins og hovedstad, og mellem elite og folk. På det kunstneriske område oplevede vi for år tilbage en polarisering i form af den såkaldte ’rindalisme’, som stadig kan dukke op. Rindalisme, der er opkaldt af dens grundlægger Peter Rindal, er en bevægelse præget af folkelig modstand mod statsstøtte til kunstnere og især moderne abstrakt kunst.


Under coronaepidemien så vi en polarisering mellem tilhængere og modstandere af vaccination. En konflikt, som sikkert hentede sin inspiration især fra USA. Minksagen førte også til en politisk politisering, hvor nogle beskyldte Mette Frederiksen for magtarrogance, mens andre roste hende og regeringen for deres håndtering af krisen. Bag denne polariserede konflikt lå sikkert også hos mange en mere grundlæggende politikerlede.


Sociale medier

Da de sociale medier kom frem, var håbet, at de ville fremme den demokratiske samtale, idet det dermed blev lettere for flere at komme til orde. Det har imidlertid vist sig, at de sociale medier i høj grad har bidraget til en øget polarisering i samfundet. De har kastet benzin på de polariseringsbål, der var eller er blevet antændt.


Kommunikationen på de sociale medier er ansigtsløs. Man samtaler på de sociale medier, men uden at se hinanden i øjnene, og fristes derfor til at skrive ting, man måske aldrig kunne drømme om at sige til nogen ansigt-til-ansigt. At skrive et læserbrev tager tid og kræver, at en redaktør vælger at trykke det, mens enhver kan give luft for sin holdning her og nu på de sociale medier, uden filter. Der er desuden en tendens til, at der opstår såkaldte ekkokamre, hvor man taler med dem, man i forvejen er enige med, og dermed måske hidser hinanden op. Endelig favoriserer f.eks. Facebooks algoritmer opslag, der gør os vrede og forargede, fremfor mere nuancerede opslag. Alt i alt fører det til en mere og mere polariseret debat næsten uafhængigt af, hvilket emne der drøftes.


Som kirke og kristne må vi tagemedansvar for det samfund, vi lever i.


Kirkens og kristnes ansvar

Som kirke og kristne må vi tage medansvar for det samfund, vi lever i, og derfor må vi også overveje, hvordan vi kan bidrage til at bekæmpe den polarisering, der i værste fald kan føre til ødelæggende konflikter i vort samfund.


For det første må vi som kristne besinde os på, hvordan vi selv agerer både på de sociale medier og i alle mulige andre sammenhænge, så vi ikke kommer til at bidrage til polariseringen af vort samfund. Det handler ikke om at trække sig fra debatten, når vi føler, at der er noget vigtigt på spil. Men vi må øve os i altid at lytte og prøve at forstå, hvad modparten mener og hvorfor. Og øve os i selv at sige det, vi mener, på en nuanceret måde og i kærlighed.


For det andet må vi som kirke besinde os på, hvordan vi holder polariseringen ude af Kirken. Der er brug for rum og steder i samfundet, hvor vi kan mødes på tværs af vore holdninger, uanset hvor velbegrundede og måske skarpe de er. I kirken hører vi et budskab, der relativerer alle de holdninger, som brydes i et polariseret samfund. Her bliver vi mindet om, at vi alle – trods vore forskelligheder og uenigheder – har samme umistelige værdi som skabte i Guds billede, og buddet lyder til os alle om at elske vor næste som os selv. Kirken bliver dermed et fællesskab, der kan rumme alle de polariserede parter. Her synger vi sammen, beder sammen, lytter sammen og knæler ved det samme alterbord.


Kirken bliver dermed et fællesskab, der kan rumme alle de polariserede parter. Her synger vi sammen, beder sammen, lytter sammen og knæler ved det samme alterbord.


Når polariseringen truer, er der brug for trygge steder, hvor mennesker med forskellige holdninger kan mødes ansigt til ansigt. Ikke nødvendigvis for at blive enige – for et demokrati er netop karakteriseret ved, at vi har lov til at være uenige – men for at prøve at forstå hinanden og hinandens bevæggrunde for at mene, som vi gør, så vi ikke ender med at dæmonisere hinanden. Der er i dag ikke mange ’forsamlingshuse’, hvor en sådan samtale kan finde sted. Men måske kan kirken i sine sognehuse lægge rum til sådanne møder ansigt til ansigt – og måske indrammet af fællessange.


Heldigvis er Danmark endnu ikke blevet stærkt polariseret, men vi har alle – også som kristne – et ansvar for at modvirke en ødelæggende polarisering af samfundet.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.

Udforsk mere

Find mere indhold

5. dec. 2023

6 min. læsning

Mere end forventet

“Gud giver os ikke altid, hvad vi tror, vi har brug for. Men nogle gange giver han os det og mere til. Lars’ artikel er en opmuntring til, at turde bede Gud om det vi konkret har brug for. Samtidig er artiklen en opfordring til at se de gaver som Gud giver os hver dag, og de gaver som vi har fået for evigt.”

Af Lars Boje Sønderby Jensen

5. jun. 2023

6 min. læsning

Tal med hinanden om skilsmisse

Skilsmisse er blevet almindeligt. Alligevel oplever mange unge at stå alene i de udfordringer, som en skilsmisse medfører. Søren Aalbæk Rønn deler sine erfaringer med at vokse op med skilte forældre. Der er råd og forståelse at hente, både til dig som har oplevet skilsmisse på nært hold, og til dig der kender én som har.

Af Søren Aalbæk Rønn

6. mar. 2023

4 min. læsning

Når livet bliver en salme

Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.

Af Benedikte Støvring

26. mar. 2026

5 min. læsning

De kristne skal kendes på deres ... andagtstid?

KRONIK: Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.

Af Christian Thusholt Jacobsen

5. jun. 2023

2 min. læsning

Paulus som poesi

En kristens liv kan føles splittet. Splittet mellem at ville det gode og gøre det onde. Mellem at være forandret, og ikke opleve at man ændrer sig. Anna-Theresa dykker ned i modsætningerne, når hun med udgangspunkt i Romerbrevet kapitel 7 gør Paulus til poesi og pligt til lyst.

Af Anna-Theresa Nielsen

6. okt. 2023

6 min. læsning

Når Gud siger ”ær alle”, og tungen siger 'din fede lort'

Kender du det? Din underviser er lige gået ud ad døren. I vender jer mod hinanden. Og pludselig går snakken. For er hun/han egentlig ikke lidt strid? Søren Rønn har brugt sommeren på at reflektere over tungens magt og kommer med en stærk opfordring til at tale op og tale ord til liv – hvilket kan være lidt af en udfordring, når man selv taler flydende sarkasme og har temperament som Kaptajn Haddock!

Af Søren Aalbæk Rønn

5. dec. 2023

3 min. læsning

Fortvivlelsens modgift

Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.

Af Signe Thorup Elmelund

11. mar. 2024

3 min. læsning

Man skal være villig til at grave dybt for at finde guld

Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.

Af Benedikte Støvring

5. dec. 2023

4 min. læsning

Et glædeligt gensyn med Narnia

Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

26. mar. 2026

6 min. læsning

Den gudfrygtige stjerneinvestor

Drømmen om penge og økonomisk frihed forførte Martin. Hvordan balancerer vi mellem kristenliv og investering i en verden, hvor grådighed regerer, og hvor kærligheden til penge er roden til ufattelig meget ondt?

Af Martin Falch Rasmussen

9. apr. 2026

9 min. læsning

Er Gud kommet ind fra kulden?

Vækkelse eller ej? I Danmark har det åndelige skvulp, der blev døbt den stille vækkelse, været et nærmest uundgåeligt emne i kirkens kredse. I Til Tros første onlineartikel kan du læse om, hvordan en lignende tendens rørte på sig i 90’erne, og hvordan Nils Gunder Hansen kan hjælpe os med at sætte ord på den nye interesse for Gud.

Af Jonathan Haahr Oehlenschläger

11. mar. 2024

8 min. læsning

Ytringsfriheden giver ikke carte blanche til at krænke andre

Statskundskabsstuderende, Nikolaj Bach, lægger op til debat om koranloven. Byd velkommen til vores nye faste kronikskribent og bliv klogere på Fogh-Rasmussen-doktrinen, berlinske bogafbrændingscitater – og hvad du selv mener. Skribenten skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning.

Af Nikolaj Nørgaard Bach