Tempelrejsen

Synet må have været storslået, når jødiske pilgrimme gik det sidste stykke over Oliebjerget efter en lang og slidsom rejse. Foran dem lå en gigantisk plads, som Herodes den Store havde bygget ved at udvide selve det bjerg, den lå på. Midt på pladsen lå en høj bygning bygget af kridhvide kalksten og beklædt med guld. Her lå Mellemøstens på det tidspunkt mest imponerende bygningsværk. Templet i Jerusalem.

Templet var målet for pilgrimsrejsen. Men templet var også selv en rejse, en symbolsk rejse tilbage til den rene og uspolerede verden, som den så ud før Adam og Evas katastrofale syndefald. Kun ypperstepræsten måtte én gang om året foretage den fulde “rejse” igennem templets rum. Til gengæld giver Bibelen og andre historiske kilder os en mulighed for at følge i præstens fodspor.

Templets forgård

Den symbolske rejse gennem templet var en rejse mod vest. Templets indgang lå mod øst, og dets helligste rum lå mod vest. På den måde var templet en spejling af menneskehedens fordrivelse fra Edens have. Det beskrives nemlig, at Adam og Eva blev sendt ud af Eden mod øst (Første Mosebog kapitel 3, vers 24), og senere at Kain drog længere mod øst (Første Mosebog kapitel 4, vers 16), inden hele menneskeheden til sidst flyttede mod øst til Sinear, hvor de byggede Babelstårnet (Første Mosebog kapitel 11, vers 2). Fordrivelsen og vandringen mod øst var eksil. Den symbolske rejse gennem templet mod vest var hjemkomst.

Vi finder en beskrivelse af templets indretning og udsmykning i forbindelse med Salomos byggeri af det første tempel. Den inderste forgård tættest på templet var forbeholdt præsterne. Her stod det store alter, hvor præsterne på vegne af folket ofrede til Gud og formidlede hans fred og velsignelse. Ved indgangen til tempelbygningen var der to store søjler af bronze. Søjlehovederne var udformet som udsprungne blomster, og der var fletværk med granatæbler rundt om søjlehovederne (Første Kongebog kapitel 7, vers 15–22). Søjlerne markerede porten ind til helligdommen, og blomstermotiverne skulle lede tankerne hen på en have.

Det hellige

Inde i templet var der stille. Der var lukket af med en dør, og det var kun præster, der kunne komme ind. Bygningen var beklædt med planker af cedertræ, enebærtræ og oliventræ, og de var kunstfærdigt udskåret med motiver af keruber, blomsterknopper, udsprungne blomster og palmetræer. Plankerne var til sidst dækket af guld (Første Kongebog kapitel 6, vers 29–35).

I al sin stråleglans skulle templet føre tankerne tilbage til Edens have. Keruberne på dørene og væggene skulle minde præsterne om den fortidshave, der for altid var blevet afspærret af keruber efter syndefaldet.

Langs væggene stod der på hver side fem guldlysestager. Hver især var de udformet som en stamme med syv grene, og på hver gren var der blomsterknopper og skåle formet som udsprungne mandelblomster. Lysestagerne skulle altid være tændt for at ”lyse” Guds velsignelse over Israels folk, sådan som den aronitiske velsignelse lød.

Det allerhelligste

Templets bagerste rum mod vest var det allerhelligste. Det var kvadratisk og afspærret af endnu et sæt døre. Tredelingen af templet i forgård, helligdom og det allerhelligste afspejler geografien af Edens have. Der var landet Eden, haven i Eden og “midten af haven”, hvor livets træ og kundskabens træ stod (Første Mosebog kapitel 2, vers 9).

Der stod kun én ting i rummet. Det var pagtens ark, der indeholdt de ti bud. Over den lå et låg – sonedækket – sammen med to keruber i guld med vingerne spredt ud for at skærme arken. Det var herinde – i det allerhelligste – at Gud havde sin jordiske tronsal. Her ville han bo i midten af sit folk.

Det bagerste rum var afspærret af en dør, og kun én gang om året måtte ypperstepræsten gå ind med det blod, der ville rense helligdommen for israelitternes synd. Det var på den store forsoningsdag.

Forsoning og frimodighed

Templets symbolske rejse skulle lære israelitterne tre ting: For det første at Gud ønsker at bo iblandt sit folk. Gud ønsker nærhed og fællesskab, og mennesket er skabt til at være i Guds nærhed. Templet var det sted, hvorfra Guds velsignelse strømmede som lysskæret fra en lampe. Det gode, velsignede liv er et liv i Guds nærvær. Som en af Bibelens salmeskrivere formulerede det: “En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt” (Salmernes Bog kapitel 84, vers 11).

For det andet skulle templet på en meget synlig måde vise den afstand mellem Gud og mennesker, som syndefaldet havde bragt med sig. Det Gamle Testamente beskæftiger sig med dilemmaet mellem ønsket om at være tæt på Gud, men også faren og frygten forbundet med det. Templet er på én gang Guds nærvær midt i en syndig og uren verden og en konstant påmindelse om konsekvenserne af menneskets synd. Der var altid en fare for, at Gud ville fjerne sig fra sit folk på grund af dets synd, eller at det ville blive udslettet i mødet med Guds hellighed.

For det tredje skulle templet vise den eneste vej til genoprettelse, nemlig forsoning. Den konstante stank af brændte, ofrede dyr, duften af røgelse, og blod der blev smurt på altrene skulle minde om, at vejen tilbage til Eden – til nærheden med Gud – gik igennem forsoning: ”Det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet” (Tredje Mosebog kapitel 17, vers 11).

Forfatteren til Hebræerbrevet brugte rejsen gennem templet som et billede på betydningen af Jesu død: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme” (Brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 19–20). For jøder var det utænkeligt – nærmest anstødeligt – at man sådan uden videre kunne gå ind i det hellige tempel. Men det er jo netop den fantastiske betydning af Jesu død: At vejen til den hellige Gud er fri.

”Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.