
Undskyld
Syndens svaghed
Serier eller morgenandagt? Steffen Birkmose oplever, at han er god til at tale, men ikke til at handle. Læs om hans oplevelse med skam og synd, og hvordan han oplever at syndens magt afmonteres.
”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” Paulus’ Brev til Romerne kapitel 8, vers 1.
Selvom om det er mega ”spoiler alert”, så er det altid her, jeg starter, når det handler om synd. Der er ingen grund til at lade som om, at jeg ikke ved, at Jesus har frelst mig. Det er hovedgrunden til, at jeg frimodigt kan bekende min synd. Intet, jeg trækker frem, kan rive mig ud af hans frelse.
Forestil dig at sidde med en ven, du er så tryg ved, at du kan fortælle ham eller hende alt. Selv det, du hader allermest, at du har gjort. Nu ved jeg ikke, hvordan det er for dig, men jeg har selv ting, jeg ikke fortæller til andre. Deres syn på mig ville da briste, hvis de vidste, hvilke sindssyge tanker jeg tænker.
Men hos Gud har jeg et løfte. Jeg vil aldrig blive mødt med fordømmelse, når jeg er i Jesus. Det er det vildeste. At jeg frimodigt kan fortælle Gud om alt det, jeg fortryder, og så blive mødt med lige præcis 0 % fordømmelse.
Okay – med det på plads, så lad os gå til synd.
Vasen er dyrebar
Vi forestiller os, at mine forældre har en vase. Det kunne være en vase, min mor havde arvet, som havde været hendes oldemors. En pænt gammel vase, og meget dyrebar. Jeg får at vide, at den skal jeg passe på. Det er forståeligt.
På samme måde er der ting, som Gud har sagt, vi skal passe på.
Der er ingen grund til at lade som om, at jeg ikke ved, at Jesus har frelst mig. Det er hovedgrunden til, at jeg frimodigt kan bekende min synd.
Noget af det første han satte os til, da han havde skabt os, var at passe på jorden. Gud skabte jorden, med alle dyrene – og han så, at det var godt. Og så bad han os passe på den. Det handler både om klima, miljø og dyrevelfærd.
Vi er dyrebare, højt agtet, og han elsker os (Esajas’ Bog kapitel 43, vers 4). Det har to konsekvenser. Gud siger, at du skal passe på dig selv. Du er dyrebar, og sådan skal du behandle dig selv. Det har også den anden konsekvens. Alle de andre er også dyrebare. Det betyder, at du skal behandle andre på den måde. Dem skal du passe på.
Og så siger han, at relationen til ham er dyrebar. Vi skal elske og ære Gud. Det betyder blandt andet at bruge tid sammen med ham, lytte til ham og stole på ham.
Så crasher den simpelthen
Forestil dig, at jeg kommer til at puffe til den dyrebare vase. Den falder på jorden og knuses i tusind stykker.
Det var måske ikke med vilje. Måske var det.
Sådan er det også med det, Gud har sagt, var dyrebart, og som jeg skulle passe på.
Gang på gang kommer jeg til at smadre løs. Vi behøver vel ikke rigtig nævne klimaet? Altså selvom jeg godt ved, hvad der er det rigtige at gøre, og at situationen er rimelig akut. Jeg er god til at brokke mig, men så snart det kræver noget af mig, ryger den høje moral direkte ned i toilettet med tryk på stort skyl.
Jeg taler ikke til mig selv, som om jeg var dyrebar. ”Steffen, din store idiot”, cirkulerer med 120 i timen rundt i kraniet. Jeg taler mig selv ned. Min krop presser jeg også unødigt, fordi jeg vil så meget og glemmer at holde pause. Nogle gange er det også det, jeg fylder mig selv med, der ikke taler for, at jeg er speciel dyrebar. Fx når jeg bare doom-scroller en times Instagram. Så slukkes der hjerneceller til den helt store guldmedalje.
Og min næste. Føj, den kan give mig mavekneb. Jeg forsøger virkelig at være god og behandle alle godt og være rummelig – jeg er det bare ikke. Jeg snobber helt vildt og ser ned på andre mennesker. Hvis de bare var lige så gode som mig eller forsøgte lige så meget som mig. Det er frygteligt. Og måske er jeg god, når der skal tales, men når der skal handles, så er jeg en kujon.
Min relation til Gud er heller ikke i toppen. Alt for mange morgener vil jeg hellere se en tv-serie end holde morgenandagt. Og i løbet af dagen bliver tanker og følelser hijacket af alt muligt andet.
Så står jeg der som en elefant i glasbutikken. Og det er bestemt ikke rart. Jeg kunne godt have lyst til bare at feje det hele ind under gulvtæppet. Det er meget oppe i tiden. Du skal bare sige til dig selv, at du er okay, og at du gør det godt nok – og andre velmenende råd. Der er bare det kæmpe problem, at jeg godt selv ved, at det er en løgn. Seriøst. Jeg gjorde det ikke godt nok. Jeg gjorde lige det modsatte. Jeg gjorde det onde.
Bekendelsen
Men her kommer det befriende. For Gud siger aldrig pyt til det, jeg har gjort. Han siger ikke til mig, at ”det er ok, du gjorde dit bedste”. Han anerkender mig som det handlende væsen, jeg er, og siger, at der er en straf.
Den straf rammer bare ikke mig. Den rammer Jesus.
år jeg får sat ord på min synd overfor Gud, så mister den sin magt.
Jeg oplever intet andet sted, hvor min synd i den grad bliver taget seriøst, samtidig med at jeg ikke oplever fordømmelse – men i stedet møder frelse og Guds store kærlighed.
Men hvis frelsen er sikret – hvorfor så bruge tid på syndsbekendelse? Fordi det, vi ikke sætter ord på, har det med at blive til kold slam i vores system. Min oplevelse er, at den synd, jeg ikke får snakket med Gud om, ligger nede i mørket og skaber tvivl og usikkerhed. Sætninger som ”Gud elsker dig ikke sådan rigtig” dukker op. Kan han virkelig elske mig, når jeg har gjort det her?
Men når jeg får sat ord på min synd overfor Gud, så mister den sin magt. Nogle gange ikke med det samme, og nogle gange skal der også andre ting til. Særligt hvis den har filtret sig ind i min psyke. Men generelt set så oplever jeg en kæmpe frihed, når jeg sætter ord på synden og får sagt, at nu er der ingen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus. Så skal ikke engang jeg selv gå rundt og fordømme den.
Så der skal lyde en kæmpe opfordring herfra til at bruge noget tid på syndsbekendelse. Ikke som en eller anden flagellant, der render rundt og pisker sig selv, men fordi der er en kæmpe frihed i det.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.
Udforsk mere
Find mere indhold6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Fra bønnens verden bevarer sin aktualitet, fordi Hallesby skriver om bønnen som en fælles kamp, vi alle kæmper, og fordi han konstant vender tilbage til korset.
Af Benedikte Støvring
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Praise er at plante frø, danse af begejstring og synge Velsignelsen i Tivoli og på Christiania. Emilie Hauge og Maria Würtz giver indblik i vejen til gospelfællesskabets succes.
Af Emilie Hauge og 1 anden
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling til alle, hvad enten emnet lyder interessant eller ej – den er mere end en gennemlæsning værd.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. december 20235. dec. 2023
4 min. læsning
Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. marts 20265. mar. 2026
10 min. læsning
Bølgerne går højt, når kristendommens betydning for samfundet bliver drøftet. Men hvem har ret, Tom Holland eller Frederik Stjernfelt? Læs med om kirkens brogede historie og kristendommens positive potentiale.
Af Michael Agerbo Mørch
23. april 202623. apr. 2026
3 min. læsning
Christian Hjortkjær stiller det svære spørgsmål: Hvordan balancere mellem inklusion af alle og tætte relationer?
Af Caroline Hartmann Bernhard
9. april 20269. apr. 2026
9 min. læsning
Vækkelse eller ej? I Danmark har det åndelige skvulp, der blev døbt den stille vækkelse, været et nærmest uundgåeligt emne i kirkens kredse. I Til Tros første onlineartikel kan du læse om, hvordan en lignende tendens rørte på sig i 90’erne, og hvordan Nils Gunder Hansen kan hjælpe os med at sætte ord på den nye interesse for Gud.
Af Jonathan Haahr Oehlenschläger
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.
Af Louise Høgild Pedersen
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Byd vores nye kronikskribent velkommen! Signe Oehlenschläger Petersen studerer Social and Cultural Psychology på London School of Economics and Political Science, og i hendes første skriv opfordrer hun os til at turde mene noget, turde at ændre holdning og turde at give os selv og andre plads til at blive klogere.
Af Signe Oehlenschläger Petersen
5. juni 20235. jun. 2023
3 min. læsning
Redaktørers opgave er blandt andet at hjælpe med dette, og jeg spejder forgæves efter en redaktør her, der ikke bare har distribueret bogen uden forbehold.
Af Benedikte Støvring
28. april 202628. apr. 2026
1 min. læsning
Hvad har en gammel tysk filosofby til fælles med det gamle israelitiske monarki?
Af Troels Nymann
6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.
Af Stefan Lumholdt Pedersen











