Samtaler under overfladen

Der er noget ved havet, som altid har fascineret mig. Noget, som vækker min opmærksomhed og min nysgerrighed. Det endeløse hav rummer hemmeligheder, som vi mennesker aldrig vil kende til. Havets dybder er langt udover vores fatteevne, og bølgerne hvisker en sang, hvis ord vi aldrig helt vil kunne forstå. Når solens stråler rammer vandet, vil det klare lys få overfladen til at glimte. Men hvad, der gemmer sig under overfladen, vides ikke.

Når jeg ser på havet, er der noget, som vækker en genklang. Der er det med havet, at alt det, der ligger under overfladen, er svært at se for dem, som står på strandbredden. På samme måde er det med troens dybder. Min tro er som havet, der findes dybder, som jeg ikke engang selv forstår. Men det er ikke godt for troen, hvis man kun betragter på overfladen og ikke dykker dybere ned.

Svært at åbne op

I løbet af efteråret er kampagnen ”Lad os tale om tro” blevet rullet ud; en kampagne, der sætter fokus på, at vi igennem samtaler om troen kan komme tættere på Gud og på hinanden. Samtalen om tro er vigtig. Jeg synes dog, at det er ærgerligt, at der skal en kampagne til, før vi tør nærme os hinanden og tage den samtale. Netop ”Lad os tale om tro”-kampagnen er et tegn på, at mange har brug for at tale om troen, men har svært ved at gøre det. Faktisk tror jeg, det er et generelt problem i vores tid, at vi ikke tør nærme os hinanden, at vi er blevet berøringsangste, for hvad nu hvis det støder vores samtalepartner, at vi åbner op og stiller nærgående spørgsmål? Troen er blevet en privat affære. Noget, som vi praktiserer i kirken og ellers holder for os selv. Måske er vi også bange for at blotte os og være sårbare? Bange for at den pæne overflade vil krakelere.

Som mennesker er vi nuancerede væsner. Der er mange spørgsmål, tvivl og tanker, som følger med det at være kristen. Sådan tror jeg, der er mange, som har det. Alligevel kan jeg føle mig alene med det. Jeg synes, det er svært at give Gud plads i min hverdag. Jeg savner at glædes over bibellæsning. Jeg bliver frustreret over at se, hvordan mine nærmeste lider, uden at jeg oplever, Gud griber ind. Og jeg har tidspunkter, hvor jeg tvivler på, om Gud overhovedet er der. Men det er svært at åbne op for en samtale om dette. Det er her, jeg har brug for fællesskabet. For hvem skal jeg tale med om troen, hvis ikke mit kristne fællesskab?

Samtalen skal starte i kirken

Alligevel sker der nogle gange det i de kristne fællesskaber, at vi heller ikke her tør stille hinanden de svære spørgsmål. Hurtigt bliver fællesskabet et sted, hvor vi mødes til lovsang, andagt, oplæg og andre åndelige tiltag, men når kaffen serveres, glider samtalen over i mere lette emner. Og jeg undres over, om de andre mon har det ligesom mig? Måske har de også brug for at tale om tro og tvivl og om, hvem den Jesus, man kender, egentlig er. Måske findes der også her en længsel efter at dykke ned under overfladen og gå på opdagelse i dybderne?

Det er vigtigt at snakke om tro med de mennesker, der er omkring en, men samtalen starter i kirken. Der er brug for, at vi i vores fællesskaber og relationer til hinanden, tør springe ud i at stille spørgsmål som: Hvordan har du det med Jesus? Og hvad fylder i dit trosliv lige nu? 

Af natur er jeg ikke en person, som uden videre bruser ud med mine tanker og følelser. Jeg har brug for at blive spurgt, før jeg taler, men hvis nogen spørger, så vil jeg gerne snakke. Det tænker jeg, er en gængs ting – at man gerne vil spørges, før man åbner op. Derfor er det vigtigt, at vi tør stille de spørgsmål, som trænger ind under overfladen.

At dykke dybere ned sammen 

Den største ressource vi har, er hinanden. Bonhoeffer skriver i sin bog Fællesskab: ”Kristus i min broders mund er stærkere end Kristus i mit eget hjerte”. Der er brug for, at vi taler om troen og livet med hinanden. Selvom det kan være svært at se Gud, så kan det kristne fællesskab være med til at pege på ham. En grund til, at jeg stadig er kristen i dag, er, at jeg midt i en livskrise var i et fællesskab, som løftede mig op og som i deres omsorg og kærlighed viste mig Gud. Et fællesskab, som gjorde plads til mig med al den tvivl og smerte som fyldte, og som var nysgerrige på mig i stedet for at skubbe mig bort. Et fællesskab, som turde dykke ned under overfladen.

Alligevel er det svært at tale om troen. Det er svært at sætte sig foran andre og vise, hvad der gemmer sig under overfladen. At sige: Jeg er ikke okay. Det er sårbart, for hvad nu hvis der ikke er nogen, som griber mig? Hvad hvis de andre ser skævt til mig, fordi jeg har ondt i mit liv? Jo mere man åbner op, desto mere kan man også blive såret. Derfor har vi også et ansvar for hinanden. De ting, som bliver delt, skal vi værne om.

Samtidig skal vi skabe et trygt rum og en kultur for at være nysgerrige på hinanden. Dybt inde i ethvert menneske findes der et ønske om at blive set og hørt.

Tør vi stille de dybe spørgsmål? Være sårbare? Eller skal vi risikere et tørt og goldt trosliv? Vi kan enten se på den blanke overflade eller dykke ned og finde havets forsvundne skatte.

Der er brug for, at vi tager en dyb indånding, bryder den glitrende overflade og med stærke armtag bevæger os dybere ned. Sammen. 

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.