Kirke og LGBT+ - to uforenelige størrelser?

Håbløse tanker driver ned

knuste drømmes mismodige tårestrøm

tung modløshed

smerten - sorgens lænkebånd

Dybt i mørkets blygrå kælder

et kærligt strejf af nærvær fra Guds finger

en lyssprække

- glædens budbringer

(Lise Irene Christensen)

Forholdet mellem Kirken og seksuelle minoriteter har ofte været præget af splittelse, konflikt, sorg og skam. De sidste 50 års konflikt lærer os noget i forhold til at finde pejlemærker mod en mulig vej til forsoning, som jeg her vil tage udgangspunkt i. Jeg tror, at der er mulige veje til forsoning igennem begreber som anerkendelse, kærlighed, sandhed og samtale.

En kamp mod undertrykkelse

I 1971 blev Bøssernes Befrielsesfront dannet. Den opstod blandt andet som en reaktion mod Forbundet af 1948, som var navnet på den hidtil eneste organiserede forening af homoseksuelle i Danmark. Forskellen på de to bevægelser var tydelig. Mens den ældre primært var et tilbud til enkelte om socialt fællesskab imod isolation og stigmatisering, ville befrielsesfronten skabe revolution. I en kronik i Dagbladet Information opfordrede man til handling: “For at bevidstgøre vores brødre og søstre om at de i virkeligheden er undertrykt af mandssamfundets intolerante moralbegreber, må de modigste og mest bevidste af os være aktivister i enhver situation.… Den offensive holdning, som vi bør fremme, går ud på, at det at være bøsse er godt, og at det, vi gør, er rigtigt, ja revolutionært, fordi det i sidste instans er et oprør mod den reaktionære borgerlige moral.”

Dette var et opråb til sammenhold i en radikal kamp mod de samfundsnormer,som man oplevede som undertrykkende for menneskeligheden og kærligheden. I en anden artikel fortsætter man: “Først når vi indser, at vi ikke har noget at skamme os over, at det er skønt at være bøsse, kan vi bekæmpe det system, som har øvet vold mod os ved at få os til at fornægte os selv.”

På den ene side kan jeg forstå behovet for anerkendelse. Et opgør med en verden af hemmelige liv og fortrængning med de tilhørende følelser af skam, vrede, sorg og fortvivlelse. Forståelsen for, at Kirken også har været med til at ydmyge og udskamme.

Som kristne tror vi på det positive i at blive set og anerkendt. Da Jesus møder den samaritanske kvinde, og hun kritisk spørger, hvorfor han, som jøde, vil tale med hende, der er en udstødt samaritaner, tilbyder han hende sit livgivende fællesskab. Han ikke bare ser og anerkender hende som menneske, han tilbyder hende fuldt fællesskab og en ny begyndelse på livet.

På den anden side er det svært fra et kristent perspektiv at godtage behovet for at ændre samfundet ved hjælp af oprør og revolution. Det er en grundlæggende kristen tanke, at ondt skal bekæmpes med godt og tilgivelse. Jesus nægtede at blive en revolutionær leder på en voldelig og samfundsomstyrtende måde. Hvis vi bliver slået på den ene kind, skal vi vende den anden kind til. For Jesus foregik det samfundsændrende først og fremmest på et indre eller åndeligt plan. Hjerterne skulle ændres før samfundet.

Den manglende anerkendelse af nuancer, samtale og menneskers forskellighed i kampen for forandring står som en skygge over det aggressive revolutionsprojekt.

En kamp mod frafaldet

I 1989 skrev den vestjyske kvinde Emmy Fomsgaard et læserbrev i Kristeligt Dagblad. Det var en reaktion på blandt andet Loven om Registreret Partnerskab og Statens AIDS-kampagne: “Bibelens AIDS-bekæmpelse hedder: ‘du må ikke bedrive hor'. Homosex er den ækleste form for hor; og ‘vildfarelsens velfortjente løn høster de, som det sømmer sig på sig selv’, siger Bibelen (Romerbr. 1,27). Hvem tør så give Gud skylden for AIDS? Vi er advaret i Bibelen. Sodomasynden skal i højsædet nu; men Gud lader sig ikke spotte, det siger Sodoma og Gomorra og andre hedenske kulturer alt om. Danmark fører, hvad hedenskab angår, med den lov.”

På den ene side kan jeg forstå frustrationen i oplevelsen af, at den kristne etik og samlivsforståelse ikke er blevet inddraget i tilstrækkelig grad i den førte politik på området. Jeg ser sorgen over, at den generelle holdning og tilgang til homoseksualitet i Danmark var på vej til at vende sig væk fra en bibelsk til en ny-hedensk forståelse. Jeg forestiller mig også et hjerteligt ønske om at bevare mennesker fra fortabelsen bag ordene.

På den anden side er det svært at anerkende det legitime i, at hun på så unuanceret og ufølsom vis vil gøre sig klog på Statens AIDS-bekæmpelse og for den sags skyld Bibelens omtale af homoseksualitet. Den ufølsomme retorik og det manglende blik for menneskene bag kampagnen og deres udfordringer spærrer for budskabet.

De to eksempler viser tydeligt, at der har været en (kultur-)krig mellem Kirken og LGBT+-bevægelsen i Danmark. Et af problemerne er, at man gør sine følelser til ideologi.

“Ideologi er noget bras”

Den tidligere danske statsminister Poul Schlüter er blevet kendt for denne parole, siden han udtalte den ved et møde i 1984. Det var ellers en tid, hvor mange ideer stadig stod stærkt i verden – ikke bare i politik, men på mange forskellige områder. Problemet med ideologiske systemer er tendensen til at gøre bestemte temaer eller ideer til et hovedspørgsmål over alt andet. Det kan for eksempel være et revolutionært projekt eller en frihedsbevægelse, som man samles om. Som kristne er vi ikke fri for fristelsen til at ideologisere. Vi kan alt for let komme til at sætte en særlig kultur eller bestemte synspunkter over Jesus Kristus.

Kærlighedens vej til målet

Det er tankevækkende at læse i evangelierne, hvordan Jesus møder og anerkender mennesker. Han forsøger ikke at reducere dem ned i små kasser, men han går heller ikke på kompromis med den sandhed, han er. På samme måde er vi kaldede til at følge Jesus i denne kombination af menneske- lig anerkendelse og samtidigt ydmygt fastholde sandheden i kærlighed.

Johannes gør meget ud ad denne kærlighedens vej i sit første brev. Han skriver: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.” (Johannes’ Første Brev kapitel 4, vers 10-11).

I brevet udfolder han, hvordan kærligheden fra Gud gennem Jesus gør os i stand til at elske andre. Det er en ydmyg kærlighed uden frygt, som sætter Guds kærlighed over vores egen. Jo mere, vi erkender den kærlighed, Gud har vist os gennem Jesus, jo mere vil det få indflydelse på, hvordan vi ser og møder andre mennesker – også når vi udfordres af deres vrede og sårethed. Jesu kærlighed kan bearbejde vores modstand og vrede, og dermed kan vi være med til at skabe den forsoning, som både kirken og verden har så hårdt brug for.

Målet for en kristen er at være med i Kristi forsoning ved at være sandheden tro i kærlighed (Efeserbrevet kapitel 4, vers 15). Det sker først og fremmest ved det gode fællesskab i kærlighed med Kristus og dernæst min næste, frem for ideologiske kampe om rettigheder for mig selv og mine meningsfæller. Selvom gudsperspektivet mangler, havde Michael Jackson fanget noget central, da han i sin Man in the Mirror sang: “If you wanna make the world a better place take a look at yourself and then make a change.”

Forsoning

Skal vi bevæge os i en retning af forsoning, går vejen fra skam til anerkendelse. Det er en anerkendelse af, hvem vi er, og hvad vi har med i bagagen. Det er dog ikke en anerkendelse, der giver lov og ret til at leve, som vi vil og gøre op med alle normer, men til, uanset hvor vi er, at se Jesus og blive set af ham i kærlighed og respekt.

En af måderne at opnå dette på er bevægelsen fra konfrontation til samtale. Den gode samtale er kendetegnet ved, at uenighed ikke lukker af for gensidig respekt og imødekommenhed. To nyere eksempler på dette er Freja Kirks interview med KNUS (i podcast-serien Kærlighedens Kartel, den 09.12.2022) og samtalen Plads til uenighed mellem Susanne Branner Jespersen og Michael Wandt Laursen på FrikirkeNets lederkonference november 2021 (se samtalen på FrikirkeNets YouTube-kanal). Det kan være svært på et så følsomt område som seksualiteten, men her må Jesu nådefulde tilgang stå foran. Når Jesus overfor sine disciple påpeger, at vi skal tilgive utallige gange, så må vi tage det til os (Lukasevangeliet kapitel 17, vers 1-4). Det gælder også i forhold til os selv. 

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Splittelse”.