Imod strømmen

Har du nogensinde haft følelsen af at være den eneste fisk, der kæmper sig imod strømmen? Som om alle andre på et tidspunkt fik et kursus i, hvordan man lever livet, en dag, hvor du sov over dig? Det fede ved Bibelen er, at selvom den fortæller om en virkelighed, som på mange måder er langt fra vores egen, så er det, vi læser i den, ofte mere relaterbart end som så.

Jeg har på det sidste været ret fascineret af Daniels Bog. Ikke kun på grund af de vilde ting, som Daniel og hans venner får lov til at opleve Gud gøre, men fordi jeg kan spejle mig i Daniels situation. En klog mand sagde engang om Daniels Bog: Daniel blev taget fra én kultur til en anden. Vi har, rent fysisk, ikke flyttet os, men kulturen omkring os har ændret sig drastisk. Derfor er vi ikke Daniel, men hans situation ligner på mange måder vores.

Vi har, rent fysisk, ikke flyttet os, men kulturen omkring os har ændret sig drastisk. Derfor er vi ikke Daniel, men hans situation ligner på mange måder vores. Bibelen giver os faktisk her et forbillede til, hvordan vi kan involvere os i vores venners liv og i samfundet uden at give køb på vores identitet i Jesus. Fra først til sidst opretholder Daniel sin dedikation til Gud og sit vidnesbyrd for andre. Jeg kan faktisk lære af ham, hvordan jeg skal være “i verden” og ikke “af verden”.

Nye i skolegården
Daniel er en teenager, som tages væk fra sit land, sin familie og alt, hvad han kender, og placeres i et nyt land langt væk. Alt er helt anderledes. Jerusalem var en lille landsby i forhold til det kæmpe imperium, de deporteres til. Babylon var en utrolig udviklet og moderne by på mange områder.

Hovedgaden summede af liv og var omringet af templer, museer, kunst, musikalske oplevelser osv. På mange måder er det drengene fra Nørre Felding, der rykker til New York!

Allerede på de første sider af Bibelen kan vi læse om dette imperium. Historien om Babelstårnet, hvor mennesker i stolthed gør oprør mod Gud og går sammen om at bygge et tårn for at “skabe sig et navn”. Det er selvrealiseringens samfund, vi har med at gøre. I stedet for at følge Herrens vej gør mennesker egne forsøg på at opnå det, de søger, om det er magt, penge, status eller andre ting. Babylon er fyldt med guder, som babylonerne tyede til for at opnå, hvad de søgte. Derfor er byen, som drengene er landet i, symbol på folkenes oprør mod Gud. Spørgsmålet er, om de indoptages i kulturen, så de til sidst bliver et med den, eller om de formår at holde fast ved deres identitet som en del af den ene sande Guds folk?

Drengene er nye i skolegården. De ser anderledes ud, taler med dialekt og agerer på andre måder end de andre. Selv deres navne er et kultursammenstød. Deres hebraiske navne vidner om, at de kommer fra det deporterede folk. Et folk, som mange ser som arrogante og gammeldags, fordi de holder fast i kun at tilbede deres egen Gud, Herren. Der er endda en form for skæbnens ironi forbundet med drengenes navne.

Daniel betyder: “Gud er min dommer”, Hananja: “Herren er nådig”, Mishael: “Hvem er som Gud?” og Azarja: “Herren har hjulpet”. Spørgsmålet, man sidder tilbage med, er: men gutter, hvorfor i al verden er I så her i Babylon og ikke hjemme, hvor jeres gud regerer? Jeres gud er tydeligvis hverken i stand til at dømme, hjælpe eller være nådig, ellers ville de jo ikke være deporterede. Men Daniels Bog er tydelig omkring, at Gud er med dem, selv når han virker fraværende i deres umulige situation.

Kompromis?
Der er noget, der undrer mig i dette første kapitel af Daniels Bog. Daniel og hans venner gives nye navne for at passe bedre ind. Når hofchefen giver drengene nye navne, udtrykker det, at de nu starter forfra – en clean slate.

De kan nu helt og fuldt blive babylonere, opkaldte efter babylonske guder. Men når de sidder i spisesalen, sætter Daniel sig for ikke at gå på kompromis med sin jødiske identitet ved at spise maden fra kongens buffet. Han står fast og siger nej, hvor andre siger ja.

Hvorfor vil han ikke spise maden, men accepterer navneændringen? Daniel sætter sig for ikke at blive uren. Drengene melder sig ikke totalt ud af klubben, men går ind i samfundet og spiller efter reglerne, så længe det ikke kræver af dem, at de går på kompromis med deres identitet som Guds udvalgte folk. De gør ikke oprør, men tager imod navnene, deltager i aktiviteterne og lærer, hvad de kan, men holder fast i, hvem de selv er.

Derfor fortæller Daniels Bog os om to forskellige skæbner: Dem, der stoler på Gud og holder fast i deres identitet. Og dem, der satser på egne evner for at skabe et navn. Førstnævnte bygger sit hus på klippen, sidstnævnte i sandet.

Hvad er absolut?

Vi lever i en relativiserende kultur, og det har vi gjort siden Babylon. Alt med værdi har fare for at miste den, når tiden skifter. Eller måske endda blot i mødet med en, der ikke mener, det har samme værdi, som vi selv. Jeg kan for eksempel på ingen måde frembringe en entusiasme, der blot ligner den, min morfar udviser for gamle metalstatuer. Ej heller kan jeg sætte pris på Erasmus Montanus som dansk nationalskat på niveau med min dansklærer i gymnasiet.

Alting er på en måde udbud og efterspørgsel, og når gamle ting og traditioner ikke længere vægtes til at have samme værdi af den nye generation, så kasseres de. Der er ingen absolut sandhed. Ingen absolut værdi. Ingen absolut moral. Alt er til fortolkning i spørgsmålet mellem det absolutte og det relative. Du må selv bestemme, hvor dine værdier kommer fra. Vi kunne her tale om skyld og skam samt, hvordan normernes relativisering annullerer spillereglerne og ødelægger mennesker, men det er ikke der, vi skal hen. I stedet går vi til den lille sidebemærkning i Daniels Bog kap. 1, v. 2.

Babylonerkongen tog de kar, som havde været en del af tempeltjenesten, fra templet i Jerusalem og anbragte dem i sin egen guds skatkammer. Kongen gjorde karrene, som var af absolut værdi, til noget af relativ værdi. Netop her er sprængpunktet for den proces, at én kultur overtager en anden, og det, vi skal være opmærksomme på, når vi forsøger at holde fast i vores kultur, mens verden omkring os flyver afsted med 1000 km i timen.

I kapitel 1 relativiserer kongen det absolutte, og i kapitel 3 gør han tilmed noget relativt til absolut ved at opstille en billedstøtte, for at folket skal tilbede den. Senere i Daniels Bog(kap. 5) dømmer Gud kongens søn, den nye konge, for ikke at have gået i rette med sin fars handling: “Du har ophøjet dig over for himlens Herre, da du lod karrene fra hans hus hente, så du og dine stormænd, dine hustruer og medhustruer kunne drikke vin af dem. Du lovsang guderne af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken kan se, høre eller forstå; men den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret.”

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi mennesker er indrettet sådan, at vi ikke kan leve uden absolutter. Relativiserer vi det, der er absolut, så gøres i stedet noget relativt til absolut — også kaldet en afgud. Som følger af Jesus er der ét, der ikke er relativt, nemlig Ham. Han er Herre, den suverænt øverste. Men kulturen opsluger os. Vi presses til at privatisere udtrykkelsen af vores tro. Gud er ikke et offentligt emne, men en vi taler om i små rum.

Med livet som indsats

Jeg kan synes, det er svært at være som Daniel, ikke kun blandt mine venner og bekendte, som ikke er troende, men indimellem mindst lige så meget blandt dem, der er kristne. Kirken eksisterer på fremmed grund, og det, som har værdi for os, må vi ikke miste af syne. For Daniel og hans venner gjaldt det livet. Det kan synes som en anden og mindre vigtig kamp, vi står i i dag. Men vores liv er også på spil. Hvis vi går på kompromis med vores identitet som arvinger af det evige liv, risikerer vi at relativisere det absolutte. Det vidner Babylon om.

Daniels Bog følger imperiet i storhedstid og nedgang. Babylon skifter navn, imperierne skifter og, ligesom Babylon faldt, vil alle imperier bygget af menneskehænder uundgåeligt falde. Men Gud står fast. Vi kender ham, der ikke falder. Daniel har udfordret mig til at tænke over, hvor jeg kan gå på kompromis, og hvor jeg ikke kan. Ikke fordi vi kaldes til at være antikulturelle — tværtimod! Men fordi vi kaldes til at ære Ham, der giver liv. Fordi livets Gud er mit centrum. Fordi jeg intet har at være stolt af, da alt, jeg har og er, tilhører Herren.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mening”.