Hvorfor prise Herren?

Alt efter humør kan det være lige lovlig krævende, når vi flere gange i Salmernes Bog beordres til at prise Gud. Siden hvornår er lovsang blevet et krav? ”Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn” (kapitel 103, vers 1). Hvorfor dog det?

Lovsangens årsag

Den første lovsang i Bibelen har en helt specifik anledning. Guds folk, israelitterne, er på vej ud af Egypten. Med myg, mørke, fluer og førstefødtes pludselige død har Gud cementeret sin position som den mægtige skaber. Men Gud har mere i ærmet. Han viser sig også som frelseren.

Efter euforiske første skridt står israelitterne nu ved et stort hav. Faraos kavaleri kommer buldrende i baggrunden, mens det sagesløse folk råber til Gud. Hvilken Gud lader sit folk dø i ørkenen?

Gud griber ind. Han baner en vej gennem vandmasserne, så israelitterne kan passere, mens den egyptiske hær går under i bølgerne. Og så, mens de kigger ud over det blikstille hav, begynder Moses og israelitterne at synge:

”Jeg vil synge for Herren,
for han er højt ophøjet,
heste og ryttere
styrtede han i havet.
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.”

(Anden Mosebog kapitel 15, vers 1-2)

Lovsang er respons, og den sker på baggrund af Guds indgriben. Vi synger til Gud, fordi han har grebet ind. Det er pointen, al lovsangs dybeste årsag.

En bog af lovsange

Dette er den første lovsang i Bibelen, men langt de fleste sange findes i Salmernes Bog. Her er det stort for mig at se, hvordan Moses’ lovsang spiller en rolle for salmernes sprog og temaer. Moses beskriver Gud som en hyrde: ”I din trofasthed ledte du det folk, du havde udfriet, i din styrke førte du dem til din hellige bolig” (Anden Mosebog kapitel 15, vers 13). Det samme gør David: 

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.” 

(Salmernes Bog kapitel 23, vers 1-3).

Moses synger om Gud som ophøjet, mægtig og trofast. Det er beskrivelser af Gud, som vi måske tager for givet, men grunden til, at Moses synger om Gud med de ord, er, at han og folket har set det med deres egne øjne. David synger også om Gud som ophøjet, mægtig og trofast. Han ved, at Gud gjorde store ting for hans forfædre, og han har selv set Gud gribe ind. Pointen er, at Guds folk synger om netop disse temaer, fordi de beskriver, hvordan Gud har ageret i historien generelt og over for dem specifikt. Han er trofast, han griber ind til frelse.

Lovsang fuldender

Alligevel kan man spørge sig selv, om vi virkelig behøver at sætte ord på det, Gud har gjort for os? Bliver Gud mindre, hvis ikke vi synger, at han er stor?

Jeg var for nogle år siden på en retræte, hvor jeg læste bogen Tanker om Salmernes Bog af C. S. Lewis. Som nyomvendt kristen undrede Lewis sig over praksisser, der af mange kristne opfattes som det mest almindelige.Han fandt det fjollet, at Gud ligefrem kræver lovsang. Senere kom Lewis frem til, at lovsangen er altafgørende, ikke for den lovpriste, men for lovpriseren. Han skriver, at ”når vi ynder at lovprise det, der fornøjer os, tror jeg, det skyldes, at lovprisningen ikke blot udtrykker, men også fuldkommengør vores fornøjelse; det er fornøjelsens nødvendige fuldbyrdelse” (s. 140). Lovsang gør noget for den, der synger. Det er godt – tilmed naturligt – at respondere på det, der sker med os. Dette forhold oplevede jeg tydeligt på retræten, hvor vi skulle være stille i 24 timer. For det betød, at jeg spiste i stilhed og ikke måtte lovprise maden. Det føltes naturstridigt, som om maden ikke kom til sin ret. På den måde smeltede min læsning og måltidets erfaring sammen: Lovprisning fuldender virkelig fornøjelsen. Gud bliver ikke større, men min glæde over Gud bliver større, når jeg sætter ord på den.

Fast indhold, fri form

Lovsang er vores naturlige respons på Guds gerning. Denne respons er ikke et biprodukt, men en nødvendig fuldbyrdelse af det, der er sket. Responsen er afgørende, og responsens indhold ligger fast. Lovsang handler om Gud og det, han har gjort. Det handler ikke om os selv, og hvordan vi går og har det. Vi synger ikke, fordi vi har det godt, men fordi Gud er god. Han har ”sendt sin søn som et sonoffer for vore synder” (Første Johannesbrev kapitel 4, vers 10). Han har grebet endegyldigt ind, og derfor er der altid noget at takke og lovprise ham for. Vi kan lovsynge under alle forhold.

Men responsen må ikke blive rigid. Indholdet er givet, men det er formen ikke. Den må være fri. Her rammer glæden over Gud måske ind i en kulturel barriere. Jeg har jævnligt set en hel menighed modtage det glædelige budskab om frelsen i Jesus med samme grimasse og gestik, som jeg har på mit pasfoto: Kølig, nærmest apatisk, stoisk ro. Man fristes til at spørge, om de overhovedet har hørt efter. Bevares, fri form inkluderer selvfølgelig muligheden for en kølig modtagelse, men det virker unaturligt, hvis 200 mennesker vælger lige netop den form for spontan respons på Guds gode gerning.

Salmernes Bog slutter med en opfordring til at lovprise Gud med horn, pauker, dans og fløjter (Salmernes Bog kapitel 150, vers 3-5). Så der skal lyde en opfordring til at respondere frit på den sejr, Jesus har sikret. Lad os give den alt, hvad vi har, for den Gud, der har skænket os alt i Jesus Kristus.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Pris”.