Tiden

4 min. læsning

En mening om meninger

Af Signe Oehlenschläger Petersen

6. mar. 2023

Byd vores nye kronikskribent velkommen! Signe Oehlenschläger Petersen studerer Social and Cultural Psychology på London School of Economics and Political Science, og i hendes første skriv opfordrer hun os til at turde mene noget, turde at ændre holdning og turde at give os selv og andre plads til at blive klogere.

Meninger

Det er med en vis ærbødighed, at jeg samler pennen op som ny fast kronikskribent her i Til Tro. Ikke blot fordi mine to forgængere, Anders Kildahl Keseler og Jonathan Oehlenschläger Rasmussen, har formået at vende vigtige emner på interessante måder, men også fordi jeg helst vil skrive noget, der kan klare tidens tand.


At have en mening om noget kræver, at man vil stå på mål for den. I dag. Og også gerne år efter, hvor konteksten, man troede at tale ind i, kan have ændret sig. At have en mening kræver også i mine (om end internettet vil berette, ikke alles) øjne at sætte sig ind i det pågældende emne i en grad, hvor man forstår for og imod. Ofte er det dog også der, hvor svaret ikke længere er åbenlyst.


At have en mening om noget kræver, eller burde derfor kræve, tankevirksomhed og omtanke. Men den tidsånd, vi har besøg af for nuværende, fremstiller nogle ting som no-brainers: Det er selvfølgelig sådan her, og det kan faktisk ikke forstås, om du måtte tænke noget andet. Er man enig, er det en leg at cruise ned ad denne ensrettede meningsmotorvej, mens det til tider kan skabe en del tvivl om egne holdninger at skulle køre mod kørselsretningen.


Det betyder, at nogle, såsom mig selv, vil holde sig tilbage fra at mene særligt meget i håb om så aldrig at have taget fejl; mens andre vil køre hele vejen til Gedser-Rostock-færgen med en mening, der burde have været sat af på en afkørsel ved Køge, for ikke at skulle indse, at de tog fejl.


I begge tilfælde er frygten for fejlen styrende for handlingen. Vil man have en mening, kræver det, at man står på mål for den. Og det er ikke altid rart at være målmand. Vores eget selvbillede bliver selvsagt udfordret i mødet med egne fejl og mangler samtidig med, at førnævnte tidsånd ikke altid behandler fejltagere godt. I bedste fald kan man blive hængt ud, i værste fald cancelled.


Det værste, vi da kan gøre, er forkrampet at holde fast i vores gamle mening for selvbilledet eller omdømmets skyld.


Der er dog heldigvis også eksempler på folk, der hylder det at ændre sin mening: I Mads og A-holdet opererer de med et begreb, der hedder en 'Kopernikus', opkaldt efter skuespilleren Nikolaj Kopernikus, der, hvis han er den første til at besvare et dilemma, ofte ændrer sin mening efter at have hørt de andre panelister. Han lytter, vurderer og kommer frem til, at han ikke havde ret. Der er også Jens Otto Krags berømte 'man har et standpunkt, til man tager er nyt', der har printet sig ind i vores fælles ordforråd som en frase, vi kan bruge til at legitimere vores ændrede holdning.


Mit yndlingseksempel er de folk, der i Bibelen møder Jesus: Zakæus, der går fra at opkræve ekstra skat for at putte det i egen lomme til at ville give det firdobbelte igen; Paulus, der går fra at være de kristnes forfølger til at rejse fra sted til sted for at fortælle mennesker om Jesus. Vi ser kærligt på de mennesker, for nogle gange møder vi noget substantielt, der kræver, at vi skifter mening. Det værste, vi da kan gøre, er forkrampet at holde fast i vores gamle mening for selvbilledet eller omdømmets skyld.


Så men noget, det er sundt, tror jeg. Men vær varsom med at gifte dig med den mening, når du, trods alt, bare er et fejlbarligt menneske. Giv dig selv og andre lov til at blive klogere og vokse. Både i meningers mod, men også i meningers modgang. Vi tager fejl. Ikke blot nogle, men mange gange – vi begår dog først virkelig en fejl, vil jeg mene, hvis vi nægter at indse det.


Denne kronik er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.

Udforsk mere

Find mere indhold

5. jun. 2023

8 min. læsning

Kirke og LGBT+ - to uforenelige størrelser?

Er forsoning muligt mellem kirken og LGBT+-miljøet? Med historiske nedslag viser Peter Nissen, hvordan fløjene har bekæmpet hinanden. Skribenten tror, at der er veje til forsoning. Læs med, opdag nuancerne og bliv inspireret af Jesu eksempel.

Af Peter Nissen

11. mar. 2024

3 min. læsning

Når nogen skal tilgives, er begge parter ofre

Cancel culture er ikke vejen frem, siger Keller, der i stedet peger på ’forsoningens vej’.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

5. jun. 2023

6 min. læsning

DEBAT 2/2: For folkekirke

Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?

Af Robert Strandgaard Andersen

5. jun. 2023

6 min. læsning

Tal med hinanden om skilsmisse

Skilsmisse er blevet almindeligt. Alligevel oplever mange unge at stå alene i de udfordringer, som en skilsmisse medfører. Søren Aalbæk Rønn deler sine erfaringer med at vokse op med skilte forældre. Der er råd og forståelse at hente, både til dig som har oplevet skilsmisse på nært hold, og til dig der kender én som har.

Af Søren Aalbæk Rønn

5. dec. 2023

8 min. læsning

Ny udfordring: Frygt for bedre tilbud

Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning.

Af Anders Højgaard og 1 anden

5. jun. 2023

9 min. læsning

Wrestling med verdensdommen

Vi skal ikke alle samme vej. Jesu tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet er entydig. Teksten rammer os nok forskelligt alt efter, hvor vi er i vores liv, og hvad vi har med i vores bagage. Men alvoren i Jesu ord efterlader et indtryk. Vores skribent mærker i hvert fald teksten i sin krop og deler her sin udlægning og kamp med frelsen og fortabelsen som en realitet.

Af Børge Haahr Andersen

5. dec. 2023

6 min. læsning

Mere end forventet

“Gud giver os ikke altid, hvad vi tror, vi har brug for. Men nogle gange giver han os det og mere til. Lars’ artikel er en opmuntring til, at turde bede Gud om det vi konkret har brug for. Samtidig er artiklen en opfordring til at se de gaver som Gud giver os hver dag, og de gaver som vi har fået for evigt.”

Af Lars Boje Sønderby Jensen

26. mar. 2026

5 min. læsning

Kirke og kolde kontanter

I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.

Af Hans Erik Sørensen

26. mar. 2026

3 min. læsning

Bibelbaseret roman kan udvide vores forståelse for teksten, men ikke stå alene

Under solen er det en fremragende læseoplevelse, men man gør nok klogt i at huske bibelteksten ved siden af.

Af Stefan Lumholdt Pedersen