Helvede er ikke Guds torturkammer

Vi kender alle afbildninger af helvede som et underjordisk sted med ild og djævle med treforke, der stikker i ulykkelige mennesker, der bliver holdt fanget. Det kan være de noget uskyldige afbildninger fra tegneserier eller de ofte gruopvækkende fra kunstmalerier. Men hvis vi skal se bag om disse visuelle fortolkninger, hvad siger Bibelen så om helvede? Er det et fysisk sted? Er det et sted, hvor mennesker bliver holdt fanget? Bliver mennesker straffet med lidelse af Gud?

Helvede er ikke hævn og tortur

Gud er ikke en hævngerrig diktator, der vil torturere alle dem, der ikke tilbeder ham. Præmissen for Guds dom og straf i Bibelen er, at Gud er den retfærdige dommer, der dømmer retfærdigt og upartisk. Ikke ude af proportioner, ikke ud af sårede følelser eller i et raserianfald. Guds dom handler om, at retfærdigheden sker fyldest. I Salmernes bog kapitel 96 bliver Gud lovprist, fordi han skal holde ”dom over verden med retfærdighed” (vers 13). Paulus afslutter sin Areopagos-prædiken med at fastslå, at Gud “har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil” (Apostlenes Gerninger kapitel 17, vers 31).

Den (ret) afgørende pointe mister vi let, hvis vi svælger i helvedesbilleder med ildbefængte og evigt-lidende mennesker. For præmissen for alt helvedessnak er ifølge den anglikanske teolog Michael Bird, at det ikke er Guds Guantanamo Bay, men nærmere Guds himmelsk Haag (folkeretsdomstol), hvor alle menneskers krigsforbrydelser mod Gud og mennesker afsløres og dømmes. Som Bird skriver i Evangelical Theology: “Hell is about justice, not torture”.

Helvede er ikke et torturkammer, hvor Djævlen hersker som bøddel, og dæmonerne er sadistiske fangevogtere. For Djævlen og alle onde åndemagter skal som de første kastes “i søen af ild og svovl (…), og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder” (Johannes Åbenbaring kapitel 20, vers 10). Det er altså et produkt af menneskelig fantasi, når vi ser malerier af bizarre væsener, der piner mennesker.

Bibelens billeder af helvede

Det betyder ikke, at Guds dom, straf og helvede er fremmedelementer i den kristne tro. Jesus talte meget om Guds kommende dom og straf i helvede. Jesus refererer med helvede til “Hinnoms (søns) dal”. Det var en dal øst for Jerusalem, som ifølge profeten Jeremias skulle forvandles fra et sted, hvor børn blev ofret til afguder, til et sted, hvor Gud skulle dømme og straffe (Jeremias Bog kapitel 19, vers 5-6).

Guds endelige dom og straf bliver i Det Nye Testamente portrætteret med særligt tre billeder: En evig ild, et altomfattende mørke og grundlæggende ødelæggelse. Disse billeder viser os tydeligt nok konturerne af Guds kommende straf og vores skæbne, hvis vi ikke omvender os til Gud. Samtidig er de ikke udtømmende forklaringer, og meget står stadig gådefyldt tilbage, ligesom den nye himmel og den nye jord. Vi får ingen tydelige svar på, hvordan det vil være, eller hvilket sted det vil være.

Ild- og ødelæggelsesbillederne har fået nogle til at foreslå, at straffen vil bestå af udslettelse. Dette går dog imod Bibelens udsagn om, at både retfærdige og uretfærdige skal opstå: De første til ‘Guds rige og evig liv’ og de sidste til ‘evig ild & straf’ (Matthæus evangeliet kapitel 25, vers 31-46 og Johannesevangeliet kapitel 5, vers 29). Det er på én gang modsatte og parallelle livsformer. Andre har foreslået, at ilden er rensende, så alle (i sidste ende) skal slippe ud af helvede. Ildbillederne handler dog i langt overvejende grad ikke om en rensende ild, men en destruktiv ild: Den brænder, piner og ødelægger.

Helvedes “dobbeltlukkede” døre

C.S. Lewis fortolker i sin bog Den Store Skilsmisse helvede som den dødssyge ‘grå by’. Indbyggerne i ‘den grå by’ kan godt forlade den, men deres selvoptagethed får dem til at blive og trække sig længere væk fra hinanden. Vi kan rendyrke denne forestilling, så vi mister blik for helvede, som Guds aktive straf og udelukkelse. ‘Den grå by’ betoner dog en vigtig pointe: at helvede er Guds overgivelse af mennesker til deres oprør mod ham.

Lignelsen om den ubarmhjertige rigmand og den fattige Lazarus (Lukasevangeliet 16, vers 19-31) understøtter det. Rigmanden behandler stadig Lazarus mere som slave for ham selv end som et medmenneske. Han beder Abraham om at få Lazarus til at lindre hans smerte, men ikke om at blive befriet til fællesskab med Abraham og Lazarus. Rigmanden sidder fast i sin ubarmhjertige og gudsfornægtende livsstil.

På den anden side handler mørkebillederne på helvede om at blive sendt i eksil, bortvist fra nyskabelsen ud i mørket. Det indebærer en aktiv udelukkelse, hvor mennesker vil reagere med fortvivlelse, fortrydelse og frygt (jf. det bibelske udtryk ‘gråd og tænderskæren’). Men det vil ikke ændre på, at de stadig kun vil bøje knæ for Jesus som vrangvillige oprørere. Helvedes dør vil være “dobbeltlukket”: Det er Guds aktive udelukkelse, men dørene vil også, som C.S. Lewis udtrykker det i Lidelsens Problem, være “låst indvendigt fra.”

Vi kan altså både komme til at sige for lidt, men også for meget om Guds kommende dom og straf. Den anglikanske præst James I. Packer opfordrer til ikke at gå bag om billederne: “Do not try to imagine what it is like to be in hell”. Vi kan udpensle og holde fast i nogle forestillinger om helvede, så vi skader andres tro. Vi kan komme til at sige for meget. Derfor skal vi væk fra torturkammerforestillingerne, uden at miste grebet om at Gud igennem dom skal gøre alting godt en dag.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.