Gud er der allerede

Der er få dage, jeg husker så tydeligt som den 20. november 2021. I det efterår var jeg volontør i Camerouns hovedstad, Yaoundé, sammen med min efterskoleveninde, Amalie, og to andre piger, Ellen og Marie. Den lørdag var det Amalies fødselsdag, vi havde fri og gik en tur i nærheden af, hvor vi boede. Jeg gik bagerst og havde godt registreret to unge mænd langt bag os uden at tænke mere over det.

Efter noget tid vender jeg mig om ved lyden af hurtige skridt. De to mænd er nu løbet helt op til os. Den ene tager fat i Amalie, som hurtigt giver ham sin taske. Den anden har hårdt fat i mig og forsøger at vride min taske af. Jeg mister balancen og falder ned i buskadset langs stien. I næste sekund rammer han mit hoved med sit jernrør, flår tasken af mig og løber. Resten af episoden er tåget.

Ellen og Marie får hjulpet mig op og overbevist mig om, at vi bliver nødt til at gå op til det nærmeste hus for at finde hjælp. Jeg er svimmel og bange for at besvime, da vi går, men vi kan ikke blive på stien. Vi må have noget hjælp. Den ene mand har også haft fat i Marie. Ellen er løsningsorienteret, som den eneste, de ikke har haft fat i, og hun får hurtigt ringet til vores organisation, der sætter en proces i gang og sender en ud for at hente os.

Genforening

Først da vi er oppe ved et hus i nærheden, går det op for mig, at Amalie ikke er der. Jeg tænker på de to skandinaviske piger, der blev slået ihjel, da de rejste i Marokko et par år forinden, men jeg kan ikke overskue at tænke tanken til ende. Mens jeg sidder med et viskestykke mod mit blødende hoved sammen med Marie, er Ellen i fuld gang med at overbevise mændene ved huset om, at de bliver nødt til at gå ud og lede efter den fjerde pige, som vi mangler. Til vores overraskelse taler de her mænd fremragende engelsk, hvilket vi ikke havde forventet efter tre måneder i den fransktalende hovedstad. 

Amalie var i mellemtiden blevet fundet af nogle damer, der var ude at høste. De kunne nok godt se på hende, at der var noget helt galt, og heldigvis stødte damerne og Amalie på de mænd, Ellen havde sendt afsted. Jeg husker stadig lyden af Amalies stemme, da hun kom op til os ved huset. Nu skulle det nok gå, tænkte jeg. I Amalies og mit venskab har vi en uskreven regel om, at vi skiftes til at være den, der er mest presset. Her var der hård konkurrence. Men selvom Amalie havde set mig blive slået i hovedet og efterfølgende havde været alene og bange i en time, gik hun omgående i sygeplejerske-mode og tog sig med stor selvfølgelighed af mig. Hun gennede mig ind i den bil, der kom for at køre os, og sørgede for at være lige bagved mig igennem det hele, da vi var på hospitalet. 

Manden fra gangen

Amalie havde en ekstra telefon med fra sin mor, så vi to kunne godt blive på hospitalet natten over, mens Ellen og Marie tog hjem og overnattede hos vores ven fra kirken. Det viste sig dog, at telefonen ikke virkede, så hverken de andre piger, vores forsikring eller vores forældre kunne komme i kontakt med os.

Efterhånden modløs og udmattet gik Amalie ud på hospitalsgangen. Hun kom dog hurtigt ind på stuen igen og havde nu en stor afrikansk mand med. Jeg kunne godt se på hende, at hun var lige dele overrasket og forvirret. ”Vi må gerne låne hans telefon,” siger hun. Hun fortæller, at den her mand kom ud af det blå. Lige pludselig stod han foran hende og spurgte, hvordan han kunne hjælpe hende, om hun mon havde brug for en telefon. Jeg er ret overbevist om, at Gud satte ham på hospitalsgangen. Vi havde ikke engang nået at bede, og alligevel var Gud i gang med at give os alt det, vi havde brug for. Der var en anden mand, en fra kirken, der købte vand til os. Vi kendte ham ikke, men han havde hørt, hvad der var sket. En anden ven gav os en bærepose propfyldt med mad – meget mere end vi kunne spise. 

I den hospitalsseng forestillede jeg mig, at jeg lå helt sammenkrøllet i Guds store hånd. Gud sørgede for os, lige der midt i vores livs mareridt, og han gav ikke bare, så vi lige kunne klare den – vi fik i overflod.

Et råb til Gud

Efter udskrivelse flyttede vi hjem til vores gode ven fra kirken. Vi måtte bo hos ham, så længe vi ville, og vi tog glade imod gæstfriheden. Amalie og jeg kunne på ingen måde overskue, at vi om få dage var alene tilbage, når Ellen og Marie skulle tilbage til Danmark. Vi sov mest, og så talte vi om det, der var sket. Vi havde jo oplevet det samme og så alligevel overhovedet ikke. Amalie og jeg har heldigvis mange års øvelse i både at snakke meget alvorligt om bittesmå ting og finde det sjove i alt det, der er hårdt og mørkt. Det gav os et rum for at snakke det hele igennem, mange gange. Ofte med tårer i øjnene over at have troet, at den anden ikke var der mere, men også indimellem med grin over nogle af de absurde situationer, vi efterfølgende havnede i, når vi skulle navigere i det camerounske bureaukrati. Samtalerne fortsatte, og de opstår stadig indimellem. En af samtalerne var et par måneder efter overfaldet, hvor vi gik en tur om Slotssøen i Hillerød. Amalie sagde, at hun kunne huske, at vi råbte på Gud, imens vi blev overfaldet. Det kunne jeg slet ikke huske. 

Flere har også efterfølgende sagt til os, at det var ærgerligt, at det gik så galt, da vi var ude at rejse. Jeg har ofte haft lyst til at sige, at det kunne være endt værre, for vi har mærket frygten for, at den anden faktisk ikke var der mere. Jeg priser mig lykkelig for, at Gud tog sig af os, satte mennesker på vores vej, og gav os i overflod, før vi overhovedet kunne nå at bede om det. Tænk, at når vi råber på ham, så er han der allerede.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Pris”.