Er det rationelt at tro på mirakler?

I centrum af den kristne fortælling står nogle mirakler, som synes at bryde vores fatteevne: en jomfrufødsel, Gud, der bliver menneske, Jesus, der genopstår. Miraklerne er væsentlige for den kristne tro, men de kan også være udfordrende at forene med vores fornuft.

I mødet med miraklerne kan vi gå forskellige veje: 1) afvise mirakler som en mulighed, 2) insistere på, at Gud bryder vores fornuft, eller 3) søge en fornuftig anskuelse af de kristne mirakler. Jeg vil med udgangspunkt i C.S. Lewis’ bog Mirakler gå ad den tredje vej.

De vigtige antagelser

Vores filosofiske antagelser bestemmer, hvordan vi forstår vores erfaringer. Hvis jeg ser noget, der på alle måder synes at være et spøgelse, men jeg mener, at spøgelser er umulige, så vil jeg være tilbøjelig til at mene, at der må være en naturlig forklaring på min oplevelse. Derfor er det værd at tage et kig på vores forudgående antagelser, når vi overvejer, hvorvidt mirakler forekommer eller ej.

Vi kan groft opdele den filosofiske antagelse til mirakler i to. En grundlæggende lukket indstilling kan vi kalde en naturalistisk anskuelse, hvor verden kun består af naturen og intet overnaturligt. En grundlæggende åben indstilling kan vi kalde en overnaturalistisk anskuelse, hvor man mener, at der findes noget, der står over naturen og opretholder den, men som selv er uafhængigt og selvopretholdende.

Et mirakel kan vi definere som en begivenhed, hvor noget overnaturligt bryder ind i den naturlige verden. Noget, som naturalisten er lukket overfor, men som overnaturalisten er principielt åben overfor. At være principielt åben er ikke det samme som at være åben overfor, at alle begivenheder, der siges at være mirakuløse, faktisk er det. Anskuelsen fordrer kun principiel åbenhed.

Ens forudgående antagelser om verden bestemmer, hvordan man vurderer beretninger om mirakler. En naturalist vil hellere godtage enhver naturlig forklaring på mirakuløse påstande — hvor usandsynlig eller dårlig forklaringen end er. Det skyldes naturalistens forudsætninger, som gør enhver overnaturlig forklaring mere usandsynlig end enhver naturlig forklaring. Men hvordan kan man vide, at enhver naturlig forklaring er mere sandsynlig end et mirakel?

Humes uforanderlige verden

Den skotske filosof David Hume skrev kritisk om erfaring, sandsynlighed og mirakler i blandt andet Of Miracles. I teksten skriver Hume, at sandsynlighedsberegninger bygger på vores tidligere erfaringer, og ud fra det udleder han, at forekomsten af mirakler afkræftes helt. Hume definerer mirakler som brud på naturens love, og eftersom Hume mener, at vores erfaring entydigt fortæller os, at naturens love er uforanderlige, så umuliggøres mirakler. Derfor konkluderer Hume, at det er mere sandsynligt, at alle, der iagttager mirakler, lyver eller tager fejl.

Problemet for Hume er imidlertid, at hans argumentation er cirkulær. Som Lewis skriver, så kan vi nemlig kun fastslå, at mirakler entydigt ikke forekommer, “hvis vi ved, at alle beretninger om mirakler er usande. Og vi kan kun være sikre på, at alle disse beretninger er usande, hvis vi på forhånd ved, at der aldrig er sket mirakler” (Mirakler, s. 205). Hume går i ring. Han forudsætter, at naturen er uforanderlig, for dernæst at påpege, at det er derfor, at det er usandsynligt, at der forekommer mirakler.

Naturens uforanderlighed synes ellers at være et godt sted for naturalisten at anfægte muligheden for mirakler. Det er dog ikke nemt at udlede naturens uforanderlighed fra en naturalistisk anskuelse af verden. Selvom Hume mener, at menneskets erfaring entydigt fortæller os, at naturen er uforanderlig, så er det ikke tilstrækkeligt for at underbygge antagelsen om naturens uforanderlighed.

Menneskeheden erfarer så lille en del af alle de hændelser, der finder sted i vores verden, at erfaring ikke kan underbygge den antagelse — og som Lewis påpeger, så vidste ingen det bedre end Hume, som i sine andre værker skriver om den slags fejl.

Det er væsentligt at pointere, at overnaturalismen ikke medfører, at naturen er uregelmæssig. Forskellen er dog, at overnaturlisten kan pege på, at regelmæssigheden kommer fra det, som står over naturen og ikke naturen selv.

Rimelige mirakler

Vi virker ikke til at komme langt med at vurdere muligheden for mirakler, når vi overvejer sandsynlighed. Hvordan skal vi så vurdere miraklerne? Lewis foreslår, at miraklerne skal vurderes på deres rimelighed og forklaringskraft. Det skyldes, at de centrale mirakler i den kristne tro er historiske mirakler.

De bibelske skrifter beretter om miraklerne på en måde, så de skal forstås bogstaveligt og ikke metaforisk. Derfor må de enten være “løgne, legender eller historiske kendsgerninger,” som Lewis skriver. De skal derfor vurderes ud fra de kriterier, som vi vurderer andre historiske begivenheder ud fra. Hvis en stor gruppe uafhængige vidner hævder at have set Jesus som genopstået, så skal deres vidneudsagn behandles ud fra kriterier, som vi ellers vurderer historiske kilder på — og ikke afvises principielt.

Da de kristne mirakler er historiske, så vil kristendommen lide under det, hvis miraklerne viser sig at være falske — eller hvis vi bortforklarer dem. Lewis skriver, at hvis miraklerne afvises, “så er det, kristendommen har hævdet gennem de sidste to tusind år, ganske enkelt forkert”. Mirakler er så centrale, at kristen tro kræver principiel åbenhed overfor dem. Derfor må kristne søge en fornuftig anskuelse af miraklerne — hvis ikke enten troen eller vores egen forstand skal lide under det.

C.S. Lewis viser, at troen på mirakler ikke nødvendigvis er ufornuftig. Naturen er ikke med nødvendighed et uforanderligt system, der udelukker mirakler. Det kan derfor være ganske fornuftigt at mene, at der findes noget, der står over naturen, som naturen er afhængig af, og som nogle gange bryder ind i naturen.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.