Den kristne ghetto – problem eller løsning?

I disse år synes den kristne ghetto at være et yndet udskældelsesobjekt. Det bliver hyppigt kritiseret, at kristne samler sig i klynger, både i storbyer og i købstæder som Hillerød eller Fredericia. Det kritiseres, at sådanne kristne ghettoer lukker sig om sig selv, at de bliver fællesskaber for de få, med de rigtige meninger og holdninger. Eller at man ved at samle sig om hinanden svigter et missionalt ansvar, så man ikke længere kan være salt eller lys i ens nærområde.

Men er den kritik rimelig? Min familie – kone plus 5 børn – og jeg bor på Midtlolland og ved om nogen, hvad det vil sige at være kristen i provinsen, langt fra de kristne kerneområder. Jeg har kontakt til rigtig mange små kristne fællesskaber og har længe tænkt fordele og ulemper ved disse strategier. Jeg har også talt med flere kristne, som ikke bare er kritiske overfor denne tendens, men direkte taler om en pligt eller et ansvar for at flytte ud og være i mission ude i det brede, almindelige Danmark. 

Ukærligt at være gavmild på andres bekostning 

Men er det den rigtige vej frem? Det mener jeg faktisk ikke. For selvom impulsen er rigtig og sympatisk, så er denne strategi ikke omkostningsfri og uden ulemper. Vi bør huske, at der er en rækkefølge og et hierarki i de pligter og de ansvar, som vi har som kristne. Vi er som troende først og fremmest skyldige overfor Gud. Intet højere mål eller nogen som helst person kan have forrang for Herren. Derom er der dog ikke den store uenighed. Men hvad så os mennesker imellem? For nogle vil det måske være kontroversielt, men som kristne har vi et kald og et ansvar overfor dem, vi er i relation til.

Som forældre har vi et særligt og specifikt ansvar for vores ægtefælle og vores børn. Her må Paulus’ ord også tale klart og tydeligt til os: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro” (Første Timotheusbrev kapitel 5, vers 8). Det er en misforstået og ukristen næstekærlighed, som vægter kærligheden og ansvaret over for næsten og den fremmede højere end for familie, kone og børn.

Ligesom det er afgudsdyrkelse at behandle og omgås med ting eller personer, som vi gør med Gud, således er det også forkert at elske eller behandle sin næste eller den fremmede, som man ville behandle sin søn eller fader. Næstekærlighedsbuddet befaler os at elske næsten som sig selv, dvs. ofre os selv, vores egne behov og hensyn til fordel ham. Vi har ikke mandat til at svigte vores pligter over for vores husstand eller familie, eller være gavmilde på andres bekostning. Kun på vores egen.

”Men Mikkel, hvad I alverden har det med bosættelse og mission at gøre?” Det er et rimeligt spørgsmål, men for at give konkret vejledning mener jeg, at vi må afklare de bagvedliggende principper. Når kristne spredes, isoleres de også. Fællesskaberne bliver små og dermed sårbare. Det kan være hårdt at være kristen, især hvis der ikke er en bibeltro menighed lokalt, eller der er meget få unge. Vel kan man være i mission, men det er naivt at tro, at påvirkningen kun går den ene vej.

En kristen kan være salt i sin skoleklasse eller sit gymnasium, men hvad nu hvis de 23 andre elever udskyller saltet, så det mister sin kraft? Når en familie beslutter sig for at bosætte sig i et yderområde, så må man huske ansvaret for sin familie, og at dette ansvar kommer først. Nogle er uden tvivl kaldet til en sådan mission, men ikke alle.

Det bør vi overveje, når vi rejser kritikken og problematiserer de kristne, som samles i områder med store og stærke fællesskaber og institutioner. Jeg mener, det er for sjældent, at det modsatte synspunkt rejses.

At flytte eller blive?

Derfor må et valg om bosættelse tage mange hensyn i betragtning. Det nytter ikke noget, at forældre vælger at være gavmilde på de andres bekostning, fx ved at sende deres søn i folkeskole som mini-missionær frem for i kristen privatskole. Sekulære omgivelser, sekulære venner og sekulær undervisning mange timer hver dag har alt andet lige større indflydelseskraft på junior end junior har på skolesystemet, lærerstaben og klassekammeraterne.

Et sådant valg må derfor altid foretages ud fra en samlet vurdering af familiens situation. Måske mener du som far eller mor, at du er kaldet til at flytte ud og være salt og lys i samfundet, men har du overvejet, at din ægtefælle og dine børn måske ikke er? Det er en misforstået kærlighed, som er rundhåndet på andres bekostning. Du kan ofre af egen tid, energi og økonomi. Men vi har ikke mandat til at tage disse fra vores familie. 

Rigdommen i grænselandet 

Når alt dette er sagt, så ligger der dog i de danske landområder stor åndelig, naturlig og materiel rigdom. En rigdom, som min egen familie i høj grad er velsignet af, og som ligger og venter for de familier, der samlet er klar til at tage samme spring.

Vi flyttede selv fra København for ti år siden og oplevede et langt mere forankret, involverende og vedkommende lokalsamfund. De meget lave boligpriser muliggjorde også, at vi kunne købe både gård og bil og hjemmepasse på bare en enkelt (lav!) indkomst. Tid er en af børnefamiliernes største mangler, og den enorme frihed, som det er at have en forælder gående hjemme, giver en rigdom og ro, som er langt de fleste børnefamilier vel undt. 

Den naturlige skønhed i de åbne landskaber, hvor man mærker årets gang og lever i rytme med den, sætter også en herlig ramme om landlivet. Kristeligt set må man dele sol og vind ligeligt. Der kan være meget langt mellem bibeltro menigheder og gode kirkelige tilbud, som ofte også er ret små. Ofte kan det være svært at ramme nicher, ungdomsarbejde m.m. Men hvor sådanne tilbud så findes, er der ofte en langt større vedkommenhed og interesse, og der er kortere fra idé til virkelighed.

Ses vi på Lolland? 

Der skal derfor lyde en invitation til Lolland og Falster herfra. Her er mange tilbud i regi af Luthersk Mission og Indre Mission. Her er billigt, her er skønt, og her er plads til mange flere. Helt konkret er vi selv blevet rigt velsignet af, at en ny børnefamilie med masser af kræfter og kærlighed flyttede fra Jylland til Nakskov.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.