4 min. læsning
Gud, hvor jeg savner … dig!
Af Stefan Lumholdt Pedersen, Studerer engelsk og drama,
30. september 202530. sep. 2025
Noget af det, som efterlader det største indtryk, er håbet. Det håb, som en sygdomsramt dreng har om at blive rask, og om at tilbringe en evighed uden sygdom, men også håbet i de små ting, og i det daglige.
Jeg har sjældent læst bøger om sorg. En af grundene er måske, at jeg ikke har oplevet sorgen så nært, som de fleste forfattere til bøgerne har, og jeg derfor ikke har troet, at jeg kunne relatere godt nok. Men ved en gennemlæsning af Jakob Søe Esmarchs Gud, hvor jeg savner ham!, måtte jeg alligevel sande, at refleksioner over sorg ikke kun kan give mening for dem, som netop har mistet en nær ven eller et familiemedlem. I bogen fortæller Esmarch om, hvordan hans ældste søn Simon som blot 9-årig fik konstateret kræft, og om hvordan Simon og familien måtte se sygdommen tage mere og mere fra dem, indtil den til sidst også tog livet. Men bogen er ikke en beretning fra en tragedieramt familie med det formål at fortælle en ulykkelig historie. I stedet vidner hele bogen om en kamp, ikke kun mod en ondsindet tumor, men på mange måder også mod en god Gud. Læserne lukkes nemlig ind i Esmarchs tanker og følelser omkring situationen, selvom han ofte oplever den som meningsløs.
Man kan ikke intellektualisere den situation, familien Esmarch har stået i. Derfor er bogens følelsesmæssige ærlighed et frisk pust. Det er ikke en bog, der akademiserer sorgen, men en som giver plads til alle de følelser, der ligger i vores spørgsmål til Gud. Det er nemlig ikke filosofi omkring, hvordan Gud i teorien kan være god, når verden er ond. Nej, Esmarchs bog er et fremragende eksempel på den ærlige længsel efter Gud midt i lidelsen, også den meningsløse. Og i det møde åbner bogen op for at se på den lidende Gud, som ikke kun står hævet over mennesker i sin retfærdighed og suverænitet, men som også hænger på et kors eller beder en ængstelig bøn i Getsemane have.
På side 98 skriver Esmarch: ‘’Det giver mening for kvinden at lide, når hun gør det som et kærlighedens offer for sin søn. Når den her mor – og andre med hende – oplever belastning, afsavn og bekymring, fordi det barn, hun elsker, er alvorligt syg, så er hendes kærlighed i familie med Kristi kærlighed. Kristus led og ofrede sig, fordi han elskede. Kristi kærlighed er en lidende kærlighed. Jeg aner, at der er noget mere i det her: Mennesker kan søge at følge Kristus ind i lidelsen. I lidelsen kan ligge en oplevelse af fællesskab med Gud selv – en oplevelse, som kan få en åndelig betydning med stor dybde’’. Bogen veksler mellem dybe refleksioner som denne og stærke anekdoter fra perioden.
Gennem bogen får man malet et billede af Esmarchs søn Simon som en frisk og glad dreng, men noget af det, som efterlader det største indtryk, er håbet. Det håb, som en sygdomsramt dreng har om at blive rask, og om at tilbringe en evighed uden sygdom, men også håbet i de små ting, og i det daglige. På et tidspunkt i bogen fortælles der om en aftenbøn, hvor Simon en dag siger: ‘’Tak Gud, fordi jeg har haft et godt 10. leveår’’ (s. 257). Vidnesbyrdet om den umiddelbare taknemmelighed for, hvad der er muligt, og hvad der er godt, midt i smerten over alt det, der ikke er godt, er enormt stærkt. Og bogen lader Simons vidnesbyrd stå flot i lyset af Esmarchs egen tvivl og frustration, som skaber en større forundring over ideen om håb og livsglæde.
Køb bogen her.
Denne anmeldelse er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.
Udforsk mere
Find mere indhold6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
5. juni 20235. jun. 2023
2 min. læsning
En kristens liv kan føles splittet. Splittet mellem at ville det gode og gøre det onde. Mellem at være forandret, og ikke opleve at man ændrer sig. Anna-Theresa dykker ned i modsætningerne, når hun med udgangspunkt i Romerbrevet kapitel 7 gør Paulus til poesi og pligt til lyst.
Af Anna-Theresa Nielsen
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Fra lys til liv er en god bog, hvis man er nysgerrig på samspillet mellem de to aspekter, og dens længde gør den overskuelig at komme igennem.
Af Clara Lind Neuenschwander
19. maj 202619. maj 2026
1 min. læsning
For Gud er alting småt.
Af Troels Nymann
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?
Af Mogens S. Mogensen
2. april 20262. apr. 2026
3 min. læsning
Bonhoeffer minder os om to faldgruber: Den verdensfjerne og den himmelfjerne. Læs bogen, om ikke andet så for Kasper A. Bergholts forord.
Af Mads Due
9. juni 20269. jun. 2026
1 min. læsning
David får løftet om et evigt kongedømme, men hans eget hus begynder at falde fra hinanden. I sæsonens sidste afsnit samler vi trådene fra Hannahs lovsang og ser, hvordan Guds plan om den salvede konge fortsætter gennem svigt, vold, hævn og borgerkrig.
Af Troels Nymann
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
KRONIK: Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.
Af Christian Thusholt Jacobsen
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Peter Leif Mostrup Hansen
28. maj 202628. maj 2026
7 min. læsning
Kan Gud vejlede mig konkret, så jeg ved præcis, hvad jeg skal bruge mit liv på? Ja, men ofte er vejledningen mere indirekte. Læs artiklen og bliv klogere på Herrens veje.
Af Mathias Schultz Laursen
5. juni 20235. jun. 2023
9 min. læsning
Vi skal ikke alle samme vej. Jesu tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet er entydig. Teksten rammer os nok forskelligt alt efter, hvor vi er i vores liv, og hvad vi har med i vores bagage. Men alvoren i Jesu ord efterlader et indtryk. Vores skribent mærker i hvert fald teksten i sin krop og deler her sin udlægning og kamp med frelsen og fortabelsen som en realitet.
Af Børge Haahr Andersen
2. juni 20262. jun. 2026
1 min. læsning
Hvorfor slipper onde mennesker nogle gange tilsyneladende afsted med det?
Af Troels Nymann











