1

Kald

Vi måtte bo blandt dem, vi delte evangeliet med

“Mens vi boede i Hillerød, besøgte jeg moskeen i Ishøj. Da folk spurgte, hvor jeg kom fra og jeg fortalte, at jeg boede i Hillerød, blev det hele temmelig akavet, for hvad lavede jeg så der?” Anker fortæller her forhistorien til en afgørende flytning til Ishøj med det mål at bo blandt muslimer og dele Jesus med dem.

Af Anker Nielsen, Evangelist og menighedsleder, an@gntt.dk

6. dec. 2024

8 min. læsning

Vi boede ikke det rigtige sted

I 2016 solgte Tine og jeg vores hus i Hillerød og flyttede til Ishøj. Det har vi ikke et øjeblik fortrudt! Før vi satte ”Til Salg”-skiltet i jorden i Hillerød var der gået mange overvejelser.


Ingen af os kender fremtiden. Selv om vi mange gange har en forventning om, hvad vores dispositioner for fremtiden vil betyde, ved vi det i virkeligheden ikke.


Fra 2003-13 arbejdede jeg som konsulent for international mission hos Luthersk Mission. Her fik jeg lov til at lede både en undersøgelse og opstarten af arbejde i Tyrkiet. Mødet med tyrkiske kristne gjorde et stærkt indtryk på mig og førte til, at både Tine og jeg fik en nød for, at mennesker med tyrkisk oprindelse i Danmark skulle høre om Jesus.


Ikke fordi, de har mere ret til det end andre, men fordi ingen tidligere målrettet havde forsøgt at dele evangeliet med dem.


Vi boede i et udpræget dansk villakvarter i et område med relativt få mennesker med tyrkisk oprindelse. Vi var overbeviste om, at skulle vi møde tyrkisktalende med et vidnesbyrd om Jesus, måtte vi bo der, hvor de bor. Vi boede ganske enkelt ikke det rigtige sted!


At møde de kristne i Tyrkiet oplevede jeg på en måde som at dumpe ned i Apostlenes Gerninger i Ny Testamente.


At flytte med det formål var et ambitiøst projekt. Vi havde ingen sikkerhed for, at det ville lykkes. Det mest sandsynlige var vel, at det ikke ville lykkes. Alligevel tog vi skridtet. Vi sagde til hinanden, at vi hellere ville gøre forsøget og risikere, at det ikke lykkedes, end at sidde tilbage som pensionister og sige, at vi kunne have gjort det, men at vi ikke turde.


Jeg har siden lært tyrkisk, været i Tyrkiet et utal af gange og leder i dag en tyrkisktalende menighed i København – den både første og eneste i Danmark!


Martyriet i Malatya

I 2007 blev tre kristne slået ihjel i Malatya i den sydøstlige del af Tyrkiet på grund af deres tro. Inden jeg i 2008 rejste til Tyrkiet første gang, vidste jeg, at det var vanskeligt at være kristen i Tyrkiet. Jeg havde også hørt om ”Martyriet i Malatya”. Alligevel gjorde det et stort indtryk på mig at møde lokale kristne som oplevede chikane og forfølgelse på grund af deres tro.


Selv om jeg var kristen, var virkeligheden, at jeg ikke var særlig optaget af at tale med mennesker om tro. I Danmark er det ufarligt at tale om sin tro. Ingen vil gøre mig fortræd, fordi jeg fortæller, at jeg er kristen. Måske nogen vil trække på skulderen eller smile lidt bedrevidende og overbærende af mig.


På den baggrund gjorde det indtryk at møde mennesker, for hvem det havde store konsekvenser bare at fortælle, at man var kristen. Jeg mødte mennesker, hvor familien ikke ville betale for deres uddannelse, fordi de var blevet kristne. Folk, som ikke kunne få arbejde eller som fik de dårligste job uden mulighed for forfremmelse, eller hvor familien ikke ville have med dem at gøre.


Lige meget, hvem jeg mødte og talte med af kristne i Tyrkiet, bragte de ”Martyriet i Malatya” op i vores samtale. At møde de kristne i Tyrkiet oplevede jeg på en måde som at dumpe ned i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente.


Jeg oplevede det som om, jeg konkret mødte noget, der mindede om det, vi læser om dér. Alligevel var det, der gjorde stærkest indtryk på mig, at opleve, at selv om det kunne betyde døden at fortælle andre mennesker om Jesus, tav de kristne ikke! De fortsatte med at vidne om Jesus.


Jeg boede i et land, hvor jeg havde alle muligheder for at fortælle om Jesus, men jeg brugte dem stort set ikke.


En amerikaner, som jeg talte med, havde boet i Malatya, da de tre kristne var blevet slået ihjel – i øvrigt en tysker og to fra Tyrkiet. Den organisation, der havde sendt ham, havde bedt dem om at flytte til Ankara. Det, mente han, var en fejl. De skulle være blevet i Malatya! Og den tyske enke og hendes børn blev boende i Malatya efter, at manden var blevet myrdet!


Hvorfor lever jeg, som jeg gør?

Det, jeg mødte i Tyrkiet, satte mange tanker i gang hos mig. Jeg boede i et land, hvor jeg havde alle muligheder for at fortælle om Jesus, men jeg brugte dem stort set ikke.


I Tyrkiet mødte jeg mennesker, for hvem det havde store konsekvenser bare at sige, at man var kristen, og for hvem det ultimativt kunne koste livet at fortælle andre om Jesus, uden at det så ud til at stoppe dem.


Det var som om min logik ikke passede. Jeg tænkte, at hvis det har negative konsekvenser at fortælle om Jesus, så tier folk stille – det var sådan, jeg selv gjorde – men det modsatte var tilfældet. Jeg kendte fra mig selv, at frie muligheder ikke førte til, at jeg talte mere om Jesus. Jeg blev klar over, at det ikke var mine tyrkiske kristne venner, der var ”forkerte”, det var mig!


Når jeg lever som jeg gør, er det så fordi jeg i virkeligheden ikke rigtig tror på det, jeg siger, at jeg tror på?


Uden at jeg kan sige, hvor det kom fra, begyndte jeg at stille mig selv et spørgsmål, som jeg ikke har kunnet slippe siden: Hvis jeg virkelig tror på det, jeg siger, jeg tror på, hvorfor lever jeg så, som jeg gør? Eller sagt på en anden måde: Når jeg lever, som jeg gør, er det så fordi, jeg i virkeligheden ikke rigtig tror på det, jeg siger, at jeg tror på?


Jeg ved, at der ikke er frelse i noget andet navn end Jesu navn. Kun ved at kende Jesus kan mennesker blive sat fri til at leve det liv, som Gud har skabt dem til. Kun ved at tro på ham kan mennesker blive sat fri fra syndens, dødens og Djævelens magt og evigt komme til at leve i fællesskab med Gud. Den erkendelse og det spørgsmål har på en måde været drivkraften i mit liv siden.


Brug for at lære at leve evangeliet

Mit møde med tyrkiske kristne satte en proces i gang i mig, som smittede af på Tine. Det var med til at åbne vores øjne for den ubehagelige erkendelse, at vi ikke havde brug for mere ”teologi i hovedet”, men at lære at leve evangeliet ud i praksis.


I de år var det som om, Jesus gik fra at være en teoretisk og ikke så nærværende Gud, til at være en levende og kærlig Herre og Frelser og bror. Jeg blev på en ny måde overbevist om, at Jesus virker ved sit ord, og at der ikke er grænser for, hvad han kan gøre.


Evangeliet er virkelig Guds kraft til frelse, og derfor må et formidles. Det blev mindre afgørende for mig, om jeg lykkedes. Jeg ønskede, at de ressourcer, Gud havde givet mig, og de kompetencer, han havde udrustet mig med, blev bragt i spil for, at mennesker kunne lære Jesus at kende.


Vi må kende mennesker, som ikke tror på Gud

Samtidig blev mine øjne åbnet for, hvor meget fællesskab betyder. Fællesskab har naturligvis altid betydet noget for mig. Vi er sammen til gudstjenester, møder, på lejre, i familien, med vennerne og på mange andre måder. Men et fællesskab, hvor vi alle kan lære Jesus bedre at kende med en tydelig intention om, at dem, der ikke kender Jesus, skal møde ham, var på en måde nyt. Evangeliet vandrer ad relationer, og derfor må vi skabe og dyrke relationer med mennesker, som ikke kender Jesus. Vi må være venner med de mennesker, som vi gerne vil, skal lære Jesus at kende.


Jeg stoppede som konsulent for international mission hos Luthersk Mission i 2013 og vidste ikke rigtig, hvad jeg så skulle. Uafhængig af hinanden brugte Gud tre forskellige personer til at rette mine øjne mod tyrkerne i Danmark. Jeg opsøgte to, som jeg vidste havde tyrkerne på deres hjerte, og vi blev enige om at forsøge, om vi kunne rejse finansiering til en evangelist med fokus på tyrkere i Danmark.


Jeg vidste også, at det at kunne tale tyrkisk ville være afgørende, så jeg begyndte at pendle til Tyrkiet for at tage intensive kurser i tyrkisk. At forestille sig, at jeg som 50-årig ville kunne lære tyrkisk, var i sig selv et ambitiøst projekt.


Nærhed til mennesker

Tine og jeg blev hurtigt overbevist om, at hvis vi skulle have nogen mulighed for at møde tyrkere med et vidnesbyrd om Jesus, måtte vi bo et sted, hvor der boede tyrkere. Jeg husker, at mens vi boede i Hillerød, besøgte jeg moskeen i Ishøj. Da folk spurgte, hvor jeg kom fra, og jeg fortalte, at jeg boede i Hillerød, blev det hele temmelig akavet, for hvad lavede jeg så der. Efter vi flyttede til Ishøj, og jeg igen besøgte moskeen, var der en helt anden forståelse.


Evangeliet er virkelig Guds kraft til frelse, og derfor må det formidles.


Selv om der bor mange med tyrkisk oprindelse i Ishøj, bor der også mange andre – og stort set ingen kender Jesus! Selv om vi oplever et specielt kald til tyrkisktalende, er der mange andre, der også må høre om Jesus. Derfor er vi optaget af at skabe relationer og bygge fællesskab med vores naboer. Vi inviterer regelmæssigt til brunch hos os. Ugentligt har vi et hverdagsfællesskab, hvor vi spiser sammen, læser i Bibelen og beder sammen. Her har forskellige mennesker været med. Efterhånden, som vi lærer mennesker at kende, giver det anledning til at tale om Jesus og nogle gange også til at bede for dem.


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.

Udforsk mere

Find mere indhold

5. dec. 2023

3 min. læsning

Fortvivlelsens modgift

Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.

Af Signe Thorup Elmelund

26. mar. 2026

3 min. læsning

Kan man tro på både Gud og evolution? Atomfysikeren er ikke i tvivl

Fra lys til liv er en god bog, hvis man er nysgerrig på samspillet mellem de to aspekter, og dens længde gør den overskuelig at komme igennem.

Af Clara Lind Neuenschwander

26. mar. 2026

5 min. læsning

Kirke og kolde kontanter

I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.

Af Hans Erik Sørensen

12. mar. 2026

6 min. læsning

Mennesker og maskiner

Gud ønsker os, Gud giver os mening, og Gud stiller os til regnskab. Derfor har mennesket en ukrænkelig værdi. Men hvad er et menneske?

Af Jakob Valdemar Olsen

6. mar. 2023

4 min. læsning

Revolutionerende seksualmoral i en revolutionær tid

Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling til alle, hvad enten emnet lyder interessant eller ej – den er mere end en gennemlæsning værd.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

6. okt. 2023

3 min. læsning

Virkeligt nær bør virkelig nærlæses

Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

5. dec. 2023

8 min. læsning

Ny udfordring: Frygt for bedre tilbud

Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning.

Af Anders Højgaard og 1 anden

6. okt. 2023

6 min. læsning

Snavset tøj, festtøj, accessories? – Hvad er dresscoden til Guds bryllupsfest?

Hvad har festtøj, Karl Marx og den himmelske bryllupsfest egentlig at gøre med hinanden? Det folder Anton Bech Braüner ud i denne artikel, hvor han graver dybt i klædeskabet for at vise os forholdet mellem tro, tilgivelse og gode fromme gerninger.

Af Anton Bech Braüner

19. mar. 2026

5 min. læsning

Hvorfor prise Herren?

For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?

Af Mads Due

26. mar. 2026

4 min. læsning

Hellere eje end leje?

I seneste nummer af Til Tro (#4 2025, ”Overflod”) skrev Niels Nymann Eriksen artiklen ”Hellere leje end eje”. Vi har efterfølgende modtaget følgende kommentar.

Af Søren Toft-Jensen

5. dec. 2023

4 min. læsning

Et glædeligt gensyn med Narnia

Selvom fortælleren kan give hints om, hvad der foregår undervejs, er det Shastas synspunkt som slave på vej mod frihed, man får givet.

Af Stefan Lumholdt Pedersen

26. mar. 2026

6 min. læsning

Gud er der allerede

Har du nogensinde oplevet, at Gud greb ind? Det oplevede Signe Due i Cameroun.

Af Signe Due