
Kald
Pligten gør kærligheden fri
I denne artikel af Signe Thorup får du en klar og præcis udlægning af en kierkegaardiansk forståelse af det dobbelte kærlighedsbud. Det handler ikke om mavefornemmelser og varme følelser, men pligt, frisættelse og bleskift.
“Du skal elske!” Sådan lyder en umiddelbart provokerende kondensering af Guds bud til mennesker ifølge Jesus. Men er det ikke meningsløst at forsøge at tvinge kærligheden frem med en ordre?
I Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 37–40 citeres Jesus for at have sagt: ”›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
Hvis du har hørt de ord mange gange, kan de virke tilforladelige og meningsfulde, men et påbud om at elske rummer noget tilsyneladende selvmodsigende.
Normalt tænker vi, at kærligheden er noget, der skal komme indefra. Det er en grundfæstet moderne opfattelse, at kærlighed er en indre personlig virkelighed, som udtrykker sig spontant i mødet med de mennesker, vi elsker. Det er kontraintuitivt, at kærligheden skulle kunne tage imod ordrer, for enten elsker man, eller også gør man ikke. Og hvis ikke kærligheden kan føles hos den, der elsker, er det så overhovedet kærlighed? Er det så ikke bare en sur og meningsløs pligt?
Pligten gør kærligheden uafhængig
I sin bog Kjerlighedens Gjerninger beskæftiger Søren Kierkegaard sig med præcis dette spørgsmål. Han mener, at pligten er selve kendetegnet på den kristne kærlighed, som ikke skal forveksles med en umiddelbar menneskelig følelse. Han mener faktisk, at netop pligten er det, der gør den kristne kærlighed fri.
Når mennesket får at vide: “du skal elske", sker der nemlig en “evighedens forvandling” af kærligheden, siger Kierkegaard. Kærligheden bliver evig. I stedet for at forholde sig til umiddelbare følelser, skal den forholde sig til pligten. Den bliver på den måde forankret i noget evigt uden for mennesket og de konkrete forhold, det står i.
Når kærligheden er en pligt, betyder det også, at den ikke er afhængig af at blive elsket tilbage.
Med andre ord, når vi forholder os til buddet om at elske, bliver vi sat fri fra at granske os selv for varme følelser og undersøge vores egen mavefornemmelse. Vi bliver frie til at forholde os til den opgave, det er at elske de mennesker, vi møder. Den kristne kærlighed er på den måde uafhængig af, hvor nemt det kommer til os at synes om andre mennesker, og den er uafhængig af, hvor elskværdige de mennesker, vi møder, er.
Når kærligheden er en pligt, betyder det også, at den ikke er afhængig af at blive gengældt. Den skal ikke forandre sig afhængig af omgivelserne, og derfor er den, som elsker på grund af buddet, fri for at være slave af andre menneskers anerkendelse. Det menneske skal ikke være bange for, om kærligheden er gengældt, for pligten til at elske består, uan- set hvilken respons kærligheden bliver mødt med.
Intet “noget for noget”
Påbudsretorikken kan give en fornemmelse af, at der er et regneark, hvor man skal gøre sin pligt, og så kan man få, som man fortjener, men ifølge Kierkegaard er det omtrent det modsatte, der er på spil i buddet om kærlighed. Når kærligheden er en uforanderlig pligt, kan du ikke bevise noget ved at elske, og modtageren af kærligheden kan ikke gøre sig fortjent til den.
Med Kierkegaards perspektiv på det dobbelte kærlighedsbud bliver vi fri for konstant at granske os selv og vurdere og sammenligne andre mennesker. Det sparer os dog ikke for at overveje, hvordan kærligheden skal komme til udtryk. Kærlighed betyder ikke altid at give andre ret og tilgodese de andre på bekostning af sig selv. Næstekærlighedsbuddet lyder da også “du skal elske din næste som dig selv”. Pilen vender ikke kun ud, men også ind, og også her er kærligheden obligatorisk. Det er en forudsætning for at elske andre, at du elsker dig selv.
Kærlighed er handling
Måske er vi i en protestantisk sammenhæng særligt ansporede til at tænke om kærligheden som en personlig indre bevægelse, fordi det i høj grad også er sådan, vi tænker om troen. Men ifølge Bibelen må både troen og kærligheden også lede til konkrete handlinger, som ikke bare vidner om en indre tro eller kærlighed, men faktisk selv er den.
At den opfattelse virkelig har noget på sig, bliver særlig tyde- ligt i forholdet til børn. Børn har så godt som ingen gavn af forældre med gode intentioner, som føler en kærlighed til dem og endda siger det, hvis ikke den kærlighed bliver gan- ske konkret udtrykt i havregryn, bleskift og store portioner tålmodighed med at hjælpe børnene godt igennem hverdagen og livet. Det er den handlende kærlighed, som er substansen i enhver henseende, og i særdeleshed overfor børn.
En kærlighed mennesker ikke har gjort sig fortjent til
Det er klart, at ingen mennesker formår at elske perfekt. Med andre ord er der ingen, som opfylder det dobbelte kærlighedsbud. Den evige kærlighed, som Kierkegaard mener ligger i pligten til at elske, er Gud selv repræsentant for. Han er den eneste, som elsker upartisk. Det demonstrerede han ultimativt gennem Jesus. Jesus kom ikke og ledte efter elskværdige mennesker. Han kom og elskede det menneske, han så, påpeger Kierkegaard.
Pilen vender ikke kun ud, men også ind, og også her er kærligheden obligatorisk.
Det er dog stadig relevant at overveje, hvordan kærligheden undgår at blive noget, vi gør med modvillighed. Her hører det utvivlsomt med til billedet, at den evige ufortjente kærlighed netop er den, vi selv er elsket med. Gennem den perfekte kærlighed, som Gud elsker os med, kan vi få kræfter til at elske mennesker uden at vurdere, om de har fortjent det.
Pligt handler altså ikke om at gøre kærligheden til et regneark, hvor hengivelsen er koblet af, og man tilsidesætter sig selv for den anden i mekanisk selvopofrelse. Det handler om at blive sat fri fra at grave i sin egen navle og bedømme og sammenligne mennesker omkring sig. Det handler om, at du ved hjælp af den kærlighed, Jesus møder dig med, og ved hjælp af pligten i det påbud, Jesus giver dig, kan løfte blikket fra dig selv og øve dig på at elske de mennesker, du møder.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.
Udforsk mere
Find mere indhold26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Som opfølger til Søren Toft-Jensens kommentar “Hellere eje end leje?” bringer vi følgende kommentar fra Niels Nymann Eriksen, som skrev den oprindelige artikel i Til Tro.
Af Niels Nymann Eriksen
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.
Af Christian Thusholt Jacobsen
5. december 20235. dec. 2023
8 min. læsning
Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning.
Af Anders Højgaard og 1 anden
6. marts 20236. mar. 2023
4 min. læsning
Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.
Af Benedikte Støvring
6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Noget, som begge dele af bogen skal have ros for, er, hvordan de belyser det praktiske element i nadveren – hvad dette ritual helt konkret kan bruges til i vores hverdagsliv og tro.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
2. april 20262. apr. 2026
3 min. læsning
Af Mads Due
5. december 20235. dec. 2023
3 min. læsning
Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.
Af Signe Thorup Elmelund
5. december 20235. dec. 2023
6 min. læsning
På grund af troen på et efterliv fremstilles kristendommen af nogle kritikere som verdensfjern. Sognepræst Søren Aalbæk Rønn reflekterer over forholdet mellem et håb efter døden og et kristent liv på jorden. Læs med og find ud af hvilken rolle tatoveringer, elefanter og bønnen “Kom snart igen Jesus” spiller i dette.
Af Søren Aalbæk Rønn
5. juni 20235. jun. 2023
9 min. læsning
Vi skal ikke alle samme vej. Jesu tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet er entydig. Teksten rammer os nok forskelligt alt efter, hvor vi er i vores liv, og hvad vi har med i vores bagage. Men alvoren i Jesu ord efterlader et indtryk. Vores skribent mærker i hvert fald teksten i sin krop og deler her sin udlægning og kamp med frelsen og fortabelsen som en realitet.
Af Børge Haahr Andersen
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Fra lys til liv er en god bog, hvis man er nysgerrig på samspillet mellem de to aspekter, og dens længde gør den overskuelig at komme igennem.
Af Clara Lind Neuenschwander
5. december 20235. dec. 2023
3 min. læsning
Annus Horribilis. Har du haft lyst til at gå i ét med en grå hjørnesofa? Har du været på dehydreringens rand fra tårer? Vores faste kronikskribent reflekterer over et ondt år, forventninger til livet og ønsket om kontrol.
Af Signe Oehlenschläger Petersen
5. december 20235. dec. 2023
5 min. læsning
Kasser, klasser og kategorier. Hvor hører du til? Statskundskabsstuderende Jonatan Lippert Bjørn forklarer, hvordan det i dag er mere vanskeligt at inddele danskerne i klasser. Alligevel er vi præget af en uhjælpelig ind- og udgruppetænkning, der kan forhindre et konstruktivt møde med vores næste. Læs hvordan Jesus trækkes frem som det gode eksempel.
Af Jonatan Lippert Bjørn











