
Overflod
Matthæuseffekten – mere, mere, mere
De rige bliver rigere, de fattige bliver fattigere. Dette er en ulykkelig økonomisk tendens. Gælder samme princip også i troslivet?
”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” (Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 12).
Dette er et af de mest udfordrende vers i Matthæusevangeliet. Hvordan kan Jesus sige noget, der lyder som det stik modsatte af kristen næstekærlighed? Vi lærer jo, at vi skal give til dem, der intet har. Alligevel gentager Jesus dette princip flere steder. Det findes to gange i Matthæusevangeliet, og det findes også i Markusevangeliet og Lukasevangeliet med få variationer.
Måske er Matthæusevangeliets udgave blevet kendt for det, fordi vi der har ordet ’overflod’, der yderligere fremhæver kontrasten mellem den, der har, og den, der ikke har. Det er i hvert fald kommet til at lægge navn til det, der kaldes ”Matthæuseffekten”.
Matthæuseffekten – et Guds rige-princip, ikke økonomi
I sociologien bruges udtrykket ”Matthæuseffekten” om, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Men hos Jesus handler det ikke om økonomi. Det handler om Guds rige. I Matthæusevangeliet kapitel 13 står ordene i forbindelse med lignelsen om sædemanden. Jesus taler om at høre og forstå Guds ord.
Den, der ”har”, er den, der tager imod Ordet og begynder at leve i Guds rige. Den, der ”ikke har”, er den, der afviser Ordet. Det er ikke et spørgsmål om at have lidt eller meget, men om at have eller ikke have – en radikal modsætning.
Troen er ikke et lager, men et levende liv.
Jesus siger ikke bare, at den, der har, får lidt mere. Han siger, at han skal have overflod. Det peger på to ting: For det første at evangeliet er en gave. Det er Gud, der giver. For det andet at gaven ikke er statisk. Den vokser. Troen er ikke et lager, men et levende liv. Når vi tager imod Guds ord, skaber det vækst.
Er det retfærdigt?
Her melder en svær indvending sig: Hvis det hele er en gave, hvordan kan nogen så gøres ansvarlige for ikke at have? Er det ikke uretfærdigt? Jesus selv siger, at det er ”givet” til disciplene at kende Himmerigets hemmeligheder, men ikke til andre (Matthæusevangeliet kapitel 13, vers 11). Hvordan hænger det sammen med ansvar?
Matthæus giver ikke et enkelt svar, men peger på to ting: For det første at Guds ord gives frit og generøst. Ligesom sædemanden i lignelsen gør Gud ordet tilgængeligt for alle, der vil høre. For det andet at mennesket kan lukke sig for Guds ord. Lignelsen om sædemanden viser, at Ordet møder forskellige slags jord. Nogle steder spirer det, andre steder kvæles det. Problemet er ikke at have for lidt, men at afvise og ikke tilegne sig det, man har fået. Ansvaret ligger ikke i at skabe troen, men i at tage imod den. Kun på den måde kan det vokse.
Når passivitet bliver farligt
Det, Gud giver, må tilegnes og bruges. Det bliver helt tydeligt i lignelsen om de betroede talenter (Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 14 til 30). Som afslutning på den lignelse formulerer Jesus igen Matthæuseffekten. Hvor de to første tjenere har forvaltet det, de har fået betroet, så det gav afkast, har den tredje valgt at begrave sit talent.
Den afgørende forskel på tjenerne er ikke, hvor meget de to første tjenere tjente, men at de handlede i tillid til deres herre. De kendte ham og stolede på hans karakter. Den tredje tjener derimod misforstod sin herre fuldstændigt. Han frygtede ham, havde mistro til ham og valgte derfor at gøre ingenting. Problemet var ikke for lidt produktivitet, men total passivitet.
Tjeneren mistede ikke alt, fordi han ikke var effektiv nok, men fordi han ikke handlede overhovedet. Han havde mistet synet for, hvem hans herre var, og levede som om, han ikke var tjener.
Løftet er, at Gud giver overflod til den, der tager imod og bruger det, han har fået.
Dermed bliver lignelsen ikke en opfordring til at præstere nok, men en advarsel mod at miste synet for, hvem Gud er, og dermed glemme, hvem vi selv er: hans tjenere, der har fået betroet en stor skat. At leve i ventetiden er at leve i den identitet og bruge det liv, vi har fået betroet – ikke for at fortjene noget, men fordi vi tilhører ham.
Matthæuseffekten i hverdagen
Matthæuseffekten er både en advarsel og et løfte. Advarslen er, at troen ikke kan sættes på autopilot. Hvis vi forbliver passive, dør troen. Løftet er, at Gud giver overflod til den, der tager imod og bruger det, han har fået.
Som kristne skal vi derfor: 1) Opsøge vækst: Læsning af Bibelen, bøn og fællesskab er ikke luksus, men livsnødvendigt. 2) Dele Ordet: Matthæuseffekten kalder os til mission. Det, vi har fået, vokser, når vi bruger det. Troen styrkes, når vi deler evangeliet. 3) Praktisere nåde: Vi må ikke overføre princippet til økonomi og retfærdiggøre ulighed. Tværtimod kalder Jesus os til at give til dem, der mangler – netop fordi vi selv har fået overflod af nåde.
Matthæuseffekten er ikke kynisme, men et Guds rige-princip: Evangeliet er en gave, og gaven vokser i brug. Spørgsmålet er ikke, hvor meget vi har, men om vi har – og om vi vil tage imod mere. For den, der har, skal have overflod.
Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.
Udforsk mere
Find mere indhold6. oktober 20236. okt. 2023
3 min. læsning
Signe er hverken blevet filmanmelder, nobelprismodtager eller operasanger i løbet af sommeren, men tænker her videre over sommerens pinke hot topic: Barbie! For er vi virkelig skabt til at blive ’anything’, som Barbie dukkerne så stolt proklamerer? Eller har Bibelen en anden fortælling?
Af Signe Oehlenschläger Petersen
6. oktober 20236. okt. 2023
6 min. læsning
Kan menneskelig visdom erstattes af ChatGPT? Nej, lyder svaret fra Lars Boje Sønderby Jensen, som i denne artikel tager et hop ned i filosofiens verden for at vise os forskellen mellem viden og visdom, og hvorfor visdom ikke kun er for Dalai Lama og piberygende mænd med skæg.
Af Lars Boje Sønderby Jensen
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.
Af Christian Thusholt Jacobsen
5. december 20235. dec. 2023
5 min. læsning
Kasser, klasser og kategorier. Hvor hører du til? Statskundskabsstuderende Jonatan Lippert Bjørn forklarer, hvordan det i dag er mere vanskeligt at inddele danskerne i klasser. Alligevel er vi præget af en uhjælpelig ind- og udgruppetænkning, der kan forhindre et konstruktivt møde med vores næste. Læs hvordan Jesus trækkes frem som det gode eksempel.
Af Jonatan Lippert Bjørn
5. december 20235. dec. 2023
6 min. læsning
På grund af troen på et efterliv fremstilles kristendommen af nogle kritikere som verdensfjern. Sognepræst Søren Aalbæk Rønn reflekterer over forholdet mellem et håb efter døden og et kristent liv på jorden. Læs med og find ud af hvilken rolle tatoveringer, elefanter og bønnen “Kom snart igen Jesus” spiller i dette.
Af Søren Aalbæk Rønn
5. juni 20235. jun. 2023
2 min. læsning
En kristens liv kan føles splittet. Splittet mellem at ville det gode og gøre det onde. Mellem at være forandret, og ikke opleve at man ændrer sig. Anna-Theresa dykker ned i modsætningerne, når hun med udgangspunkt i Romerbrevet kapitel 7 gør Paulus til poesi og pligt til lyst.
Af Anna-Theresa Nielsen
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Skilsmisse er blevet almindeligt. Alligevel oplever mange unge at stå alene i de udfordringer, som en skilsmisse medfører. Søren Aalbæk Rønn deler sine erfaringer med at vokse op med skilte forældre. Der er råd og forståelse at hente, både til dig som har oplevet skilsmisse på nært hold, og til dig der kender én som har.
Af Søren Aalbæk Rønn
26. marts 202626. mar. 2026
3 min. læsning
Under solen er det en fremragende læseoplevelse, men man gør nok klogt i at huske bibelteksten ved siden af.
Af Stefan Lumholdt Pedersen
11. marts 202411. mar. 2024
8 min. læsning
Statskundskabsstuderende, Nikolaj Bach, lægger op til debat om koranloven. Byd velkommen til vores nye faste kronikskribent og bliv klogere på Fogh-Rasmussen-doktrinen, berlinske bogafbrændingscitater – og hvad du selv mener. Skribenten skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning.
Af Nikolaj Nørgaard Bach
26. marts 202626. mar. 2026
5 min. læsning
I kirken er fokus naturligt på præsten, lovsangen og fællesskabet. Men det koster at nå de mål, vi ønsker for vores menighed. Hans Erik giver indblik i en væsentlig, men måske overset, del af at det at drive kirke i dag.
Af Hans Erik Sørensen
5. juni 20235. jun. 2023
6 min. læsning
Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?
Af Robert Strandgaard Andersen
5. juni 20235. jun. 2023
8 min. læsning
Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?
Af Mogens S. Mogensen











