Hvor himmel og jord mødes

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange nogen har sagt til mig, at han/hun tror, at der ”er mere mellem himmel jord”. Det er nok de færreste af dem, der ved, at de dermed citerer Shakespeare – men hvad mener de med det? Det har jeg tit spekuleret over efter sådan en samtale.

Jeg tror, de mener noget med, at vi er på jorden, og Gud er i himlen – men ’mellemrummet’ mellem himlen og jorden er ikke tomt. Der er energier og kræfter i det, som man kan tune ind på ved at træne sin spiritualitet, og som kan formidle mellem os og Gud. Måske er der også mere konkrete ting som engle- og åndemagter, og nogle tror også på stjernernes og planeternes magt eller på afdøde sjæle.

Det er ganske vist ikke helt det, Shakespeares Hamlet mente, men det er noget i den stil, mange bruger citatet til at sige. Nogle af dem siger direkte, at de er mere interesserede i disse åndelige fænomener i ’mellemrummet’, end de er i Gud. Gud er ligesom for langt væk, for uhåndterlig og en lidt ubekvem størrelse at regne med. Og kristen tro af den slags, som former mit liv, bryder de sig slet ikke om. Den er på én gang alt for abstrakt, når den taler om den almægtige Skaber, og alt for konkret, når den taler om Guds personlige kærlighed til mig og om hans vilje for mit liv – særligt hvis det ligefrem har konsekvenser for fx mit sexliv og min privatøkonomi. Men – synes nogle af mine samtalepartnere – hvis man fokuserer på det, der er ’mellem himmel og jord’, kan man på en måde holde kontakten til Gud, uden at han kommer alt for tæt på.

Skaberens nærvær

Nu tror jeg faktisk også selv på, at der findes usynlige, åndelige magter. Først og fremmest englene – og deres djævelske modstykker, dæmonerne. Men alt, hvad der er i den usynlige verden, er Guds skabninger, og de må aldrig tage opmærksomheden fra Gud selv. Eller give os indtryk af, at Gud har trukket sig tilbage fra sit skaberværk og overladt den daglige styring af det til vikarer. For Skaberen er nær i sit skaberværk, han er ”ikke (…) langt borte fra en eneste af os”, som Paulus siger det (Apostlenes Gerninger kapitel 17, vers 27, jf. Salmernes Bog kapitel 139).

Men hvordan kan Gud være det – han er jo netop skaber og som sådan vel forskellig fra sit skaberværk? Ja, det er han, men det betyder ikke, at han er langt væk. Han er ikke blot verdens ’første igangsætter’. Han er selv nærværende i alt det, han skaber, og han er det på en sådan måde, at vi har med ham at gøre i hele vores liv. Ikke bare i den særligt religiøse eller spirituelle del af det, men i hverdagen med dens små og store glæder og udfordringer, klassekammerater, timer og frikvarterer, forældre, tøjvask, skakspil og venskaber.

Men igen: Hvordan kan han være det? Det kan han, fordi det er hans måde at være skaber på. Man kan sige, at det ligger til ham, fordi det er sådan, han er. Og måden, han er nær på, er igennem den evige person i Treenigheden, som Guds Søn er. Jesus ”var i verden” som ”det sande lys, der oplyser ethvert menneske” (Johannesevangeliet kapitel 1, vers 9-10), og det vel at mærke før han blev født som menneske, altså før han ”blev kød og tog bolig iblandt os”, som det hedder i sammenhængen (Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14). Jesus formidler Guds nærvær i verden til alle mennesker.

Jesus – formidleren

For Jesus er formidleren mellem Gud og mennesker. Det gælder både i skabelsen og i frelsen. Paulus siger det på den måde, at ”der er én Gud og én formidler mellem Gud og menneske, mennesket Kristus Jesus” (Første Timotheusbrev kapitel 2, vers 5). Der er ikke brug for andre formidlere – af alle de ting, der måtte være i ’mellemrummet’ mellem himmel og jord. For Guds søn er kommet som menneske, sådan som Paulus fremhæver. Der er ikke en uoverstigelig kløft mellem Gud i himlen og os på jorden, som vi skal bygge bro over med religion og åndelige fænomener, for Skaberen selv er – i sin søn – hos os på jorden.

Men der er en anden kløft, som består i den ondskab og det oprør mod Gud, som synden er. Det kan være ret forskelligt for os hver især, hvilke konkrete udslag synden har i vores liv. Men grundlæggende er synden den uforklarlige – og samtidigt, desværre, højst virkelige – tilbøjelighed, vi har til at ødelægge alt det gode, Gud gør – i vores eget liv og i andres. Den er fjendskab mod Gud, den er djævelsk og destruktiv, og den vækker Guds vrede.

Syndens kløft skal vi heller ikke selv forsøge at bygge bro over, og alt det ’mere’, der måske/måske ikke er mellem himmel og jord, batter ingenting her. Jesus er den eneste formidler mellem Gud og mennesker. Men synden overvindes ikke bare ved, at Jesus er nær i vores liv med sin godhed, for synden er jo netop, at vi hader dét nærvær og dén godhed. Vi er fanget af det had og sidder fast i det.

Derfor har Jesus gjort noget, som går langt ud over det, der ligger i at være Skaberens søn: Han døde, han ”gav sig selv som løsesum”, som Paulus fortsætter (Første Timotheusbrev kapitel 2, vers 6). Hans død er altså en måde at løskøbe os på, både fra vores egen synd og fra Guds vrede. Det kunne der siges temmelig meget mere om, end der er plads til her – selvom det dybest set bliver ved med at være det, Grundtvig kalder for ”korsets gåde”, som vi aldrig forstår til bunds. Her vil jeg blot pege på, at Paulus siger, at Jesus derved er formidler. Pointen er altså ikke ’bare’, at der er en form for regning, der blev betalt Langfredag, men at formidleren Jesus derved opretter fællesskab mellem Gud og os. Det hører med til hans død på korset, at den opretter troens fællesskab med en Gud, der er nær – både i vores liv nu og i den nye skabelse, som Jesus bringer med sig ved sin genkomst.

”Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Mellemrum”.