Hvem skjuler sig for at blive fundet?

Centralt i kristendommen er forståelsen af, at Gud har skabt mennesker for at indgå i relation med dem. Tydeligst ses det i Jesu liv, hvor Gud ydmygede sig og blev menneske for at udrydde alt det, der forhindrer os i at være sammen med ham. Bibelen lærer os, at mennesket er skabt til at tilhøre Gud, og at et autentisk menneskeliv er umuligt, så længe vi ikke lever i relation med ham gennem Jesus.

Men når vi kigger ud i verden, er der enormt mange, der slet ikke kender til Gud. Mange fornuftige mennesker lever stille og ordentlige liv uden at skænke ham en tanke. Som kristen er erfaringen også langt fra fremmed; tværtimod finder vi den endda ofte formuleret i Bibelen selv: "Hvorfor står du så langt borte, Herre? Hvorfor skjuler du dig i trange tider?" (Salmernes Bog kapitel 10, vers 1). Hvis Gud virkelig ønsker, at "ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse," (Andet Petersbrev kapitel 3, vers 9) hvorfor gør han sig så ikke mere tydelig?

Guds ønske om relation virker uforeneligt med hans skjulthed. I det følgende ønsker jeg dog at vise, at det netop kan være ved at skjule sig, at Gud gør en sand kærlighedsrelation til os mulig. Dét er, hvad vi er skabt til og længes efter, og derfor er det forventeligt og ønskværdigt, at Gud skjuler sig.

Frihed og kærlighed

Lad os starte med at overveje: Hvad ville der ske, hvis Gud viste sig i al tydelighed for os og blottede sig i hele sin vælde, fuldkommenhed og renhed? Om vi så ønskede det eller ej, ville vi være nødt til at bøje os for ham. I mødet med hans almagt ville det være blændende tydeligt for os, at al modstand er nyttesløs, og at ethvert oprør vil lede til vores udryddelse. Som C.S. Lewis siger det: "Det nytter ikke noget at sige, at man vælger at ligge ned, når det er blevet umuligt at stå op." Vi ville altså tjene Gud, men ikke som en fri respons på hans kærlighed, men som en frygtsom tvangsreaktion på hans almagt.

Her viser der sig at opstå et problem. Gud er nemlig ikke interesseret i et rent formelt forhold til os mennesker. Hans ønske er ikke at herske despotisk. Den kristne Gud er treenig én Gud, tre personer - og derfor kan Bibelen sige, at ikke alene udgør han en fuldkommen kærlighedsrelation, han er kærlighed (Første Johannesbrev kapitel 4, vers 8). Fordi sand kærlighed søger ud over sit eget for at drage flere ind i sin favn, er hans ønske intet mindre end at invitere os med ind i sin kærlighedsfest (Johannesevangeliet kapitel 17, vers 22-24).

Hans fremmeste ønske er ikke at regere over os, det er at elske os. Det karakteriserer kærligheden, at den skal være frit givet og frit modtaget; tvang er i modstrid med dens natur. Hvis altså Gud ønsker at indføre os i sit eget kærlighedsfællesskab, så må han gøre det muligt for os at tage imod hans invitation frit, hvilket han opnår ved at skjule sig. I kærlighed respekterer Gud menneskers valg, når de ikke ønsker at have noget med ham at gøre.

Det er dog stadig i Guds interesse at vise sig for dem, der har givet sig hen til ham. På den måde kan Gud være skjult for nogen, mens han viser sig for andre. Disse tanker udviklede Blaise Pascal, en fransk filosof, fysiker og matematiker fra 1600-tallet, i hans ufærdiggjorte værk, Tanker. Gud siger i Bibelen: "Søger i mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde" (Jeremias' Bog kapitel 29, vers 13-14). På den baggrund skriver Pascal: "[H]an har givet synlige tegn til de søgende, men ikke til dem der undlader at søge. Der er lys nok til dem der intet ønsker andet end at se, og der er mørke nok til dem, der vil det modsatte."

For dem, der har valgt at underkaste sig Gud, bliver han klar i skaberværket, Bibelen, menneskers kærlighed og meget andet, mens dem, der modsiger sig ham, ikke finder ham. Ved at skjule sig kan Gud altså gøre det muligt at have en ægte, fri kærlighedsrelation med ham for dem, der virkelig vil, samtidig med at dem, der ikke ønsker det, kan få lov at gå deres egen vej.

Forvandling og nærvær
Hvis Gud viste sig i al sin klarhed, er der også et andet problem, der ville opstå; nemlig, om vi ville kunne bære at møde ham. Gud er fuldkommen, mens vi er fejlbarlige og svage. Det er et problem, for ligesom solen er så kraftig, at den opsluger alt, der ikke bærer samme styrke, sådan er Guds skønhed så stor, at intet kan bestå foran ham, der ikke skinner med samme glans. Ingen ufuldkommen kan se Guds ansigt og leve (Anden Mosebog kapitel 33, vers 20; Hebræerbrevet kapitel 12, vers 14).

Vi mennesker er skabt til at ligne Gud på en måde, der langt overgår, hvad vi kan forestille os. Desværre er vi faldet fra det formål på grund af synden - det, at vi gør dumme og forkerte ting, fordi vi stoler mere på os selv end hans godhed og kærlighed. Vi må først forvandles, før vi kan kende Gud i al hans tydelighed. Gud skjuler altså sig til dels for os i denne verden, og viser sig kun gradvist, fordi vi er nødt til at forvandles gradvist for at se mere og mere af ham. Hvis Gud brød frem, som han er, hvordan ville vi så klare os, som vi er nu?

Bibelen siger faktisk, at Gud virkelig vil komme i al sin vælde en dag, hvor der ikke længere vil være nogen tvivl. Vi trænger til en nyskabelse, hvis vi den dag skal kunne møde Gud med frimodighed. Det er derfor, det er så afgørende allerede nu, hvilket valg vi træffer i forhold til, hvorvidt vi vil følge Jesus. Har vi truffet det valg, er løftet, at "alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer" (Andet Korintherbrev kapitel 3, vers 18), at "når [Herren] åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er" (Første Johannesbrev kapitel 3, vers 2). Om det valg skriver C.S. Lewis:

”Hvis vi lader ham gøre det … så vil [Gud] gøre selv de mest ynkelige og afskyelige af os til en gud eller en gudinde: et strålende og blændende udødeligt væsen, som lyser og pulserer af en energi og glæde og visdom og kærlighed så vældig, at vi slet ikke kan forestille os det; et blankt, fejlfrit spejl, som på en perfekt (men mindre) måde kan gengive hans egen grænseløse magt og fryd og godhed.”

Målet er ikke en abstrakt, himmelsk frelse, men at vi virkelig skal "få del i den guddommelige natur" (Andet Petersbrev kapitel 1, vers 4), så vi kan inddrages i Guds fuldkomne treenighedsfællesskab.

Smeltede hjerter

Pascal skriver: "Gud ønsker mere at bøje viljen end ånden; hvis alt var lysende klart, ville det tjene ånden mere end viljen." Kom Gud i hele sin magt og vælde, ville vi blive overbevist, og vi ville underkaste os ham. Men vi ville ikke elske ham. Gud ønsker ikke at tvinge vores hjerter, han ønsker at smelte dem.

I stedet for at bryde igennem i sin magt, valgte han ydmygelsens vej, blev et simpelt menneske med alle de begrænsninger, det indebærer, og lod sig dø på et kors. Jesus havde et indgående kendskab til den perfekte treenige kærlighed, der overgår alt, vi kan forestille os, men han opgav den, for at vi kan tage del i den. Han fik selv Guds skjulthed at mærke, idet han råbte på korset: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Matthæusevangeliet kapitel 27, vers 46). Som Gud kunne han bare have befalet vores lydighed, men i stedet ville han vinde vores kærlighed. Vil vi lade os overvinde?

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Søg”.