2

Kald

Elsk Gud og næsten - og gør da hvad du har lyst til

Hvad vil du med mit liv, Gud? For de fleste unge er mulighederne mange, men valgene er svære, for man vil helst ikke skyde forbi Guds vilje. Men måske er vi ikke kaldet til at finde Guds skjulte vilje, men derimod at forstå og at følge den plan som Gud allerede har åbenbaret for os: At elske ham og vores næste.

Af Jakob Swartz, Antropolog, jakobswartz@hotmail.com

6. dec. 2024

9 min. læsning

”Det kan da ikke passe, at Gud er ligeglad med, hvad jeg skal læse efter sommerferien!” Tårerne stod næsten i øjnene på højskoleeleven, da vi snakkede om hendes studiemuligheder og Guds kald for hendes liv. Hun ville så gerne have et tydeligt svar om Guds plan for hendes liv. Gå denne vej, læs dette, gift dig med ham her, arbejd her. Men hun hørte ikke tydelige svar. Og det frustrerede hende. Ovenikøbet havde jeg vovet at sige til hende, at Gud var ligeglad med, hvad hun valgte at læse.


Lad mig forklare nærmere.


Jeg tror, at Guds kald til os først og fremmest er at elske. Elsker vi Gud og andre, kan vi bruge vores lyst, evner og mavefornemmelser til at træffe valg gennem livet. Og netop dette kald til at elske er modsvaret til den utilstrækkelighed og skam, der er grundstemningen for mange mennesker i dag.


Du er ingen stjerne

Du er vokset op med at høre det fra film og har set det trykt på t-shirts: Du skal være den bedste version af dig selv. Be all you can be. Be beautiful. Born to Shine.


I filmens verden skal Harry Potter redde Hogwarts. Paul Atreides i Dune og Disneys Rapunzel skal, i hvert deres univers, finde frem til den, de er – og derigennem redde verden. I den virkelige verden har du hele dit liv hørt, at du skal udleve dit potentiale, du skal berige verden, du skal være lykkelig. Problemet er bare, at der ikke er nogen grænser. Stjernerne er målet, universet din legeplads. Så hvornår er det godt nok? Det bliver det aldrig. Højskolelærer Christian Hjortkær skriver i sin bog Utilstrækkelig, at vi lever i et påbudssamfund, og at de mange påbud gør os utilstrækkelige.


I vores påbudssamfund vil du altid være utilstrækkelig, når målstregen er et sted blandt stjernerne.


Sådan har det ikke altid været. Tænk på din bedstemor. Da hun voksede op, fik hun at vide, at der var ting, hun ikke måtte. Der var trukket klare grænser om hende med tydelige forbud mod at overtræde dem. Så længe hun ikke overtrådte forbuddene, kunne hun hvile i, at hun levede et godt liv. Hun voksede op i et forbudssamfund, og det var der selvfølgelig også problemer ved. Men de var anderledes end i dag, hvor samfundets forståelse af, hvad det gode liv er, har ændret sig fundamentalt.


I vores påbudssamfund vil du altid være utilstrækkelig. For alle fejler over tid, når målstregen er et sted blandt stjernerne. Sådan er det at være et menneske.


Utilstrækkelighed fører til skam

Tilbage til din bedstemor. Når hun overtrådte et forbud – og det gjorde hun, for også bedstemødre fejler – så har hun for mentlig oplevet skyld. Skyld hænger sammen med, at du har gjort noget forkert. Hun er trådt udenfor og føler skyld.


Skyld hører til forbudssamfundet. Men vores grundlæg- gende følelse har ændret sig. For når der ikke er nogen grænser, og når samfundet ikke sætter rammer for god opførsel, men bare siger til dig, at du skal være den bedste, du kan være, så er det svært at gøre noget forkert. Der er ingen regler at følge, ud over det uopnåelige påbud om at leve livet til fulde og berige verden med lige netop den, du er.


Når du så ikke når stjernerne eller oplever, at du ikke lever i en lykkerus af gode oplevelser, så er det ikke et spørgsmål om, at du gør noget forkert, men at idealerne er uopnåelige. Så kan du komme til at føle, at du er forkert. Og den følelse hedder skam.


Fy skam dig Adam

Skam kender vi også fra Bibelen. Faktisk fra nogle af de allerførste sider. Gud skabte Adam og Eva. De var nøgne, og det var naturligt. Men de spiste af den forbudte frugt til kundskab om godt og ondt. Og deres øjne åbnedes, de så, at de var nøgne. Og Adam gemte sig for Gud, fordi han var flov over at være nøgen. Adam skammede sig.


Gud mødte Adam i hans skam. Han lavede tøj til Adam og Eva og dækkede dermed deres skam. Og Gud kom med klare løfter om, at han havde en plan for endegyldigt at dække menneskers skam. Ikke bare med tøj, men permanent.


Adam og Eva havde vandret sammen med Gud i Edens have. Frimodigt havde de samarbejdet om den opgave, Gud havde givet mennesket: At tage ansvar for fugle, fisk og alle dyr på jorden. Efter Adam og Eva havde spist af den forbudte frugt, skulle de slide for livet uden for Edens have. Men deres – og vores – formål var det samme: At vandre med Gud og passe på skabelsen.


Elsk elsk elsk

Adam var skabt til at være sammen med Gud og til at tage vare på jorden. Et livsformål, Jesus blandt andet sætter ord på i Mattæusevangeliet kapitel 22, vers 37-39, her lidt forkortet: Elsk Gud og elsk din næste som dig selv. Det er det, der er meningen med dit liv.


At elske Gud handler om at søge Gud i dit liv. At anerkende Gud som skaber og frelser og forsøge at holde Gud som centrum i dit liv.


Kirkefaderen Augustin skrev: “Elsk og gør, hvad du har lyst til.” Ikke som en opløsning af de ti bud. Men fordi kærlighed til Gud og til andre fører til, at vi indser, hvad der er rigtigt at gøre i vores livssituationer.


At leve i kærlighed til Gud og andre gør, at du ikke skal leve for din egen lykke. Derimod er du inviteret med til, sammen med Gud og andre, at skabe nyt.


En skabende livsstil

Gud er skaber og har skabt mennesket i sit billede. Der er en skaberkraft i mennesker, en evne til at bygge op, til at skabe nyt. Til at tage sig af himlens fugle, havets fisk og alle dyr – og hinanden.


Det kan vi gøre gennem en skabende livsstil, der udspringer fra livets skaber.


Et eksempel på en skabende livsstil er din tilgang til dine penge. Tænker du, at du først og fremmest skal bruge dem på dig selv og derfor også, hvor lidt du kan slippe af sted med at give til velgørende foreninger? Eller ser du, at pengene på din bankkonto er noget, du må forvalte, så spørgsmålet ikke er, hvor meget du skal beholde for dig selv, men hvor meget du kan være med til at skabe med dine penge – til gavn for jorden og mennesker?


Et andet eksempel er dit karrierevalg. Det kan være en skabende livsstil at have en karriere i en bank, hvor du rådgiver virksomheder i at opbygge store projekter til gavn for mennesker og natur. Eller at vælge at arbejde på deltid for at have tid til frivilligt arbejde i dit lokalområde.


At leve i kærlighed til Gud og andre gør, at du ikke skal leve for din egenlykke.


Meningen med livet handler hverken om at maksimere egen rigdom eller om at fornægte jordens gaver. Det handler om at leve, så Guds skaberværk blomstrer.


At leve skabende er inspirerende. Gud er skabende, og sammen med Gud kan vi gennem vores livsstil, arbejde, studie, engagement og relationer være med til at bygge nyt op. Fordi vi elsker Gud og mennesker.


En indvending

Jeg har påstået, at nutidens samfund er et grænseløst påbudssamfund. Derfor er vi mange, der rammes af skam, fordi vi aldrig kan være gode nok. Og straks efter kommer jeg så med endnu et påbud: Du skal have en skabende livsstil.


Vi ved alle, at uanset hvor skabende vi forsøger at leve i Danmark, vil vi have et negativt klimaaftryk. Jeg vil for eksempel altid skylle ud i toilettet med rent drikkevand. Uanset, hvor meget jeg elsker mine naboer, vil det aldrig være perfekt, aldrig være nok.


Så har jeg ikke givet endnu et uopnåeligt påbud og endnu en grund til, at vi bør skamme os?


Kærligheden overvinder alt

Adam skammede sig og gemte sig for Gud. Men Gud ledte efter Adam, kaldte på ham – og fandt ham. Resten af Bibelen er på sin vis en historie om, at Gud i sin kærlighed søger efter mennesker. Fordi Gud elsker os først.


Det vigtigste at sige om dig er derfor, at du altid allerede er elsket. Det er nåde. Det var Guds plan siden Adam at blive menneske, og at han gennem sin kærlighedshandling ville fjerne vores skam.


Ja, at elske Gud og andre er ganske rigtigt et påbud. Men det er et påbud, der er til at leve med, fordi Gud elsker os først.


Søren Kirkegaard skrev, at det modsatte af skam er nåde. Guds nåde overvinder vores skam. Og ja, at elske Gud og andre er ganske rigtigt et påbud. Men det er et påbud, der er til at leve med, fordi vi fra starten ved, at vi aldrig kan gøre det godt nok. Det er uperfekt. Men vi gør det, fordi Gud elsker os først, og den kærlighed overvinder vores skam.


Det er en kærlighed, der bekræfter, at du er god nok, ja, du er faktisk elsket. Også når du fejler.


Det har vi alle sammen brug for. For alle fejler.


Ud i verden med løftet pande

Det er derfor, jeg tør sige til højskoleeleven, at Gud er ligeglad med, om hun vælger det ene eller det andet studie. For hun elsker Gud og sine medmennesker og lader kærligheden til Gud og skabelsen påvirke sine livsvalg. Derfor vælger hun ikke helt forkert. Og hun kan gå frimodigt og skamfrit ud i livet.

Eller som Grundtvig så smukt siger om meningen med livet:


”Gå da frit enhver til sit

og stole på Guds nåde!

Da får vi lyst og lykke til

at gøre gavn, som Gud det vil,

på allerbedste måde.”


Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Kald”.

Udforsk mere

Find mere indhold

5. dec. 2023

3 min. læsning

Fortvivlelsens modgift

Hvis du er i udlandet og fortæller, at du er fra Danmark, kan du opleve, at folk udbryder “Ah, Kierkegaard!” Men selv som dansktalende kan Søren Kierkegaard være svær at forstå. Vi har bedt teolog og Kierkegaard-kender Signe Elmelund Thorup om at lave en appetitvækker om den verdenskendte filosofs tanker om fortvivlelse og håb. Værsgo. Én sides Søren til dig.

Af Signe Thorup Elmelund

6. okt. 2023

6 min. læsning

Visdom - den glemte dyd?

Kan menneskelig visdom erstattes af ChatGPT? Nej, lyder svaret fra Lars Boje Sønderby Jensen, som i denne artikel tager et hop ned i filosofiens verden for at vise os forskellen mellem viden og visdom, og hvorfor visdom ikke kun er for Dalai Lama og piberygende mænd med skæg.

Af Lars Boje Sønderby Jensen

6. okt. 2023

10 min. læsning

Vil du med på en trosrejse?

Troen på Gud er personlig og relationel. Den ændrer sig og formes i mødet med verden, med tvivlen, med smerten, med glæden. Ja, alt det, livet møder os med. I denne artikel lukker Morten os ind i et personligt og sårbart rum for at dele et par skridt i den vandring, han har haft med Gud. Fra den trygge (barne)tro til den ituslåede, fortvivlede og ægte (voksen)tro.

Af Morten Lund Birkmose

6. okt. 2023

6 min. læsning

Hvad E=mc2 lærer os om Gud

Hvad vejer Gud? Mange børn (og voksne) har gennem tiden mødt naturvidenskabens grænse i dette spørgsmål. Men kan vi mon alligevel lære noget om Guds karakter ved at løfte øjet mod universet og Newtons faldende æbler? Det slår Simon Holm Stark et slag for i denne artikel.

Af Simon Holm Stark

26. mar. 2026

3 min. læsning

Kære Søren

Som opfølger til Søren Toft-Jensens kommentar “Hellere eje end leje?” bringer vi følgende kommentar fra Niels Nymann Eriksen, som skrev den oprindelige artikel i Til Tro.

Af Niels Nymann Eriksen

6. mar. 2023

4 min. læsning

Når livet bliver en salme

Læs bogen, hvis du kender evangeliet, men måske synes, det virker lidt fjernt.

Af Benedikte Støvring

5. jun. 2023

6 min. læsning

DEBAT 2/2: For folkekirke

Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?

Af Robert Strandgaard Andersen

19. mar. 2026

5 min. læsning

Hvorfor prise Herren?

For mange er lovsangen en vigtig del af deres tro. For andre kan den næsten synes diffus eller ligegyldig. Bør vi lovsynge, og hvad gør lovsang ved os?

Af Mads Due

5. jun. 2023

6 min. læsning

DEBAT 1/2: For frimenighed

Til de diskussionslystne. I KFS samles både folkekirke- og frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to? Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil? Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe. Hvem mener du har ret?

Af Peter Leif Mostrup Hansen

5. dec. 2023

8 min. læsning

Ny udfordring: Frygt for bedre tilbud

Ville du sige ja til en opgave, hvis du forventede at få et bedre tilbud senere? Færre unge forpligter sig til faste opgaver i kristne fællesskaber. Studerende Anders Højgaard og Julie Najbjerg har i deres frivillige arbejde begge oplevet frygten for at gå glip af bedre muligheder andre steder. Læs med og se om du er enig i deres diagnose, og om du har ideer til en løsning.

Af Anders Højgaard og 1 anden

6. okt. 2023

6 min. læsning

Snavset tøj, festtøj, accessories? – Hvad er dresscoden til Guds bryllupsfest?

Hvad har festtøj, Karl Marx og den himmelske bryllupsfest egentlig at gøre med hinanden? Det folder Anton Bech Braüner ud i denne artikel, hvor han graver dybt i klædeskabet for at vise os forholdet mellem tro, tilgivelse og gode fromme gerninger.

Af Anton Bech Braüner

26. mar. 2026

5 min. læsning

De kristne skal kendes på deres ... andagtstid?

Handler kristentro om andet end bøn og Bibel? Ja, svarer Christian, Til Tro’s kronikskribent i 2026. Andagtstiden er vigtig, men livet er altafgørende.

Af Christian Thusholt Jacobsen