Visdom - den glemte dyd?

Hvad skal vi bruge visdom til? Nu har vi jo ChatGPT til at vejlede os i svære beslutninger. Jeg ved ikke, om ChatGPT er i stand til at give moralsk rådgivning, men en ting er sikkert. Når jeg googler ‘visdom’, bliver det autocorrected til ‘visdomstand’. Vi bruger ikke ordet ret meget mere. Vi bruger mere ord som erfaring og viden, og min fornemmelse er, at få mennesker har på sin ‘bucket list’ at blive vise. Vi sigter måske mere efter at blive eksperter?

Viden og visdom er ikke det samme

Men det er faktisk en afvigende tendens. I det meste af filosofihistorien har jagten på visdom været centrum for vores tænkning. Filosofi betyder nemlig kærlighed til visdom. Både den bibelske verden, den græsk-romerske antik og middelalderfilosofien havde en stærk forståelse af sammenhængen mellem visdom og det gode liv. Visdom blev set som midlet til målet: Lykke. Ikke i en overfladisk hedonistisk forstand.

Lykke er udfoldelsen af menneskets naturlige potentiale og evner, det er et sjæleliv med følelser og drifter i harmoni med fornuftens forordninger og ikke mindst en ret relation med mennesker og det guddommelige. Sammenhængen mellem visdom og den klassiske forståelse af lykke viser, at viden og ekspertise ikke er det samme som visdom. Du kan være nok så vidende om kvantemekanik eller være ekspert i feministisk queer fænomenologi og stadig være en tåbe. Du kan mangle viden og uddannelse, men stadig mestre livets udfordringer og navigere klogt i svære valg.

Hvad er visdom helt præcist?

Det er vanskeligt at give en udtømmende definition på vis- dom. Men visdom er den overordnede dyd, der forudsætter stor indsigt og forståelse af livets centrale forhold, som gør en i stand til at dømme ret. Mere specifikt kan man sige, at visdom er en varig forståelse af og bevidsthed om, hvad menneskets overordnede formål er, og denne forståelse anvender visdommen til at dirigere vores valg og finde midlerne til målet. Visdom er interessant, fordi det er en evne, som både er teoretisk og praktisk på samme tid. Den er i stand til at identificere, hvad der er menneskets sande gode (på lang sigt), og den er i stand til at omsætte denne viden og forståelse til en konkret handleplan for at opnå det gode.

Visdom falder i baggrunden

Det lyder jo som en temmelig nyttig evne. Så hvorfor er vores fokus på visdom forskubbet? Jeg tror, at der er flere årsager. Men en af dem er, at vores kultur har en svækket ide om moralsk viden. Vores tid betragter ikke etik som en videnskab. Mange tænker på moral som noget individet eller kollektivet opfinder og vedtager. Det er ikke noget, som vi opdager. Med andre ord: Moral er subjektivt, ikke objektivt. Hvis vi som kultur er usikre på, om der findes objektive moralske sandheder, principper og dyder, så er det ikke overraskende, at troen på visdom også er svag.

I tillæg til den første årsag ser vi også en svækket overbevisning om, at mennesket har et formål, et telos, og en fast forankret natur eller essens, som bestemmer, hvad der er godt og meningsfuldt for os. Opgøret med denne tanke finder man hos eksistentialisterne såsom Jean-Paul Sartre, der sagde, at eksistens går forud for essens. Det er lidt langhåret, men det udtrykker ideen om, at mennesket ikke besidder nogen iboende essens, identitet eller værdi. Det er noget, som mennesket selv må skabe som selvbevidste væsner. Denne type filosofi opløser den klassiske ide om visdom, fordi der er ikke længere nogle objektive mål eller idealer, som mennesket skal sigte efter at ramme. Man tror ikke længere på, at der er en moralsk orden, som man kan indrette sig efter. Visdommen har ikke længere noget at gribe fat om. Der er ikke længere noget at være vis om.

Der er en moralsk orden

Vi kan godt benægte, at der er en moralsk orden, men det er ikke en afvisning, der udspringer af almindelig sund fornuft eller erfaring. Uden at gå ind i et udtømmende teknisk argument for dette, kan vi spørge os selv, om vi er i stand til at finde ud af, hvad der er godt for træer. Ja, vi har en rimelig god forståelse af, hvad der er godt for træer.

Træer har generelt brug for sollys, vand og passende jordforhold. Hvad så når det gælder mennesker? Kan vi finde ud af, hvad der er godt for mennesket? Er der måder at leve sit liv på, som er bedre end andre? Kan vi identificere karaktertræk, pligter, rettigheder, handlinger eller værdier, som generelt fremmer menneskelig trivsel og velfærd? Og omvendt: Er det muligt at identificere laster, handlinger og vaner, som generelt forårsager menneskelig lidelse og dårligdom? Svaret på disse spørgsmål er temmelig indlysende, og det peger på, at der er en moralsk orden, der er en visdom at finde. Bevæger vi os for langt væk fra den, kollapser menneskets trivsel.

Hvordan vokser jeg i visdom?

Men visdom er ikke kun for Dalai Lama og gamle piberygende mænd med skæg. Visdom er for alle, og det er meningen, at vi mennesker, som er udstyret med et intellekt, bør vokse i visdom. Så her er tre “hurtige” veje til visdom:

1. Ydmyghed

Ydmyghed er at se sig selv med et realistisk blik. Salomo blev skænket stor visdom, fordi han bad Gud om et lydhørt hjerte, så han kunne regere retfærdigt og skelne mellem godt og ondt. Han forstod, at hans egne følelser og tanker ikke var målestok for retfærdighed, men at der var en moralsk orden, han måtte underordne sig og lære at navigere efter, og han vidste, at Gud var den ultimative kilde til visdom.

2. Taknemmelighed

For at dømme ret må vi skelne mellem godt og ondt, og taknemmelighed lærer os netop dette. Et tak er en anerkendelse af et gode. At praktisere taknemmelighed gør os bekendt med det gode og hjælper os til at forstå det og prioritere ret imellem goder, når vi ikke kan få dem begge.

3. Tradition

Tradition er forfædrenes akkumulerede visdom. Vi behøver ikke opfinde alt selv. Ganske vist er alt traditionelt ikke godt, men tradition er et orienteringspunkt og et springbræt til at vejlede sig selv. Det er ikke skidt at overveje, hvad man plejede at gøre. Det er heller ikke dumt at afprøve de regler og principper, som har formet vores civilisation. Måske kan De 10 bud noget?

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Karakter”.