Tag humor alvorligt

"I tirsdags var jeg nede for at købe et våben, og står med valget mellem en kårde og en sabel. Se dét er en svær(d) beslutning."

Jeg kigger ud på publikum – ingen griner. Humor er en kompleks størrelse. Samtidig er humor et effektivt redskab, og den britiske komiker John Cleese siger: "If I can get you to laugh with me, you like me better, which makes you more open to my ideas. And, if I can persuade you to laugh at a particular point that I make, by laughing at it you acknowledge it as true.”

Hvis dette er bare tilnærmelsesvist sandt, så kan vi ikke underkende, hvor meget magt der er i at bruge humor. Det får os til at sænke paraderne. Forsøg viser også, at humor får os til at huske information bedre, og vi finder morsomme personer mere tiltalende, smukke, fantastiske og ... tilsyneladende med en trang til at overdrive. Humor kan blive den blide indgang til at snakke om et svært emne eller italesætte noget, som folk ellers ville undgå.

Det betyder også, at vi ikke bare kan tage sjov for sjov, men er nødt til også at behandle det alvorligt for at forstå det fuldt ud. For dermed også at kunne svare på spørgsmålet: Hvor går grænsen?

En journalist sidder overfor en komiker og læser en af vedkommendes jokes op, og slutter med at stille spørgsmålet: “Og skulle det være sjovt?” Og idet ingen i studiet griner, synes spørgsmålet retorisk. Nej, joken er ikke sjov - i den sammenhæng. Humor er nemlig så meget mere end ordene, som joken består af.

Psykologen Mehrabian står bag 7-38-55 reglen, som foreslår, at når vi kommunikerer, så kommer 7% af modtagerens forståelse fra de ord, vi siger, 38% er betoningen af ordene, og 55%, dvs. over halvdelen, afhænger af vores kropssprog. Det betyder, at vi ikke kan adskille ordene i joken fra leveringen. Dermed kan vi heller ikke afgøre, om noget er morsomt alene ved at se på ordene. Hele essensen i joken kan ligge i attituden, et glimt i øjet eller stemmen, der bliver brugt i joken.

Det samme gør sig gældende, når vi stiller os selv spørgs- målet om 'en joke er okay'. At betragte ordene, der udgør joken, er ikke nok til at afgøre okay-heden af en joke. Vi er nødt til at se på omstændighederne og konteksten for joken. En joke kan ikke løftes ud af sin kontekst. Hvad der kan være okay i den ene kontekst, kan være forkert i en anden.

Det kan bedst eksemplificeres ved noget, vi kan kalde comedyens ABC, hvor vi forestiller os tre personer: A, B ogC. (Deres forældre har været uopfindsomme.) Lad os sige, at person A fortæller en joke til person B om person C’s hår. Det kan være, at C har haft en dårlig hårdag. Måske ville Poul Nyrup have foretrukket en cykelhjelm frem for den frisure. Ingen ved det, og for ikke at forvirre eksemplet ser vi bort fra ordlyden af joken.

Vi kan ikke bare afgøre, at jokes om hår altid er okay, eller omvendt, at hår-jokes altid er forkerte. Både konteksten og personernes interne relationer er afgørende for jokens okay-hed. Kender de hinanden? Eller kender to af personerne hinanden? Hvordan er den indbyrdes status og balance mellem de tre? Det siger sig selv, at joken lyder på én måde, hvis A og B er overordnede i et firma, mens C er senest ankomne praktikant. Og lyder på en anden måde, hvis A og B har været gift i 50 år, og C er en fiktiv person.

Alt sammen har betydning for, hvordan joken bliver opfattet. Både af person B og af de personer, der evt. måtte være omkring. Hvis A er komiker og B er publikum, kan joken være om C, der er præsident for et land (tænkt eksempel). Hvis C lige har beordret krig med et land, kan joken om C’s hår måske endda virke lidt tam.

Comedyens ABC tydeliggør altså, at ordene ikke er nok til at afgøre, om en joke er okay. Konteksten for joken bringer os tilbage til den (i øvrigt fabelagtige) sværd-joke fra starten. Jeg har brugt den tit, og den giver altid et overbærende smil. Denne gang blev den mødt af larmende stilhed, og med det samme forstod jeg hvorfor. To dage før havde der været et skyderi i Fields. Sætningen: 'Jeg ville købe et våben..' lød pludselig helt anderledes end den gjorde for tre dage siden.

Uanset hvilket emne man vil lave jokes med, handler det om at navigere i det på en ordentlig måde. Det er en farlig og arrogant attitude at gøre sig til dommer over, hvilke emner der kan og ikke kan laves sjov med. Og derfor må vi acceptere, at der kan laves jokes om alle emner. Men.. for der er et 'men'.

At tro og insistere på, at man kan gå til jokes om soppebassiner på samme måde som jokes om holocaust, er naivt og urealistisk. Selvom man ikke kan undgå, at der kan være nogle, der har haft en forfærdelig oplevelse med et soppebassin, og derfor bliver ramt af jokes om det emne, så er det i udgangspunktet et mindre risikofyldt emne end holocaust. Her kan man i stedet gå ud fra Bølle Bob-princippet. For vi ved om Bølle Bob, at han er grov, men han er sjov.

Det samme gør sig gældende for jokes. Jokens grovhed skal svare til sjovheden. Med holocaust lægger man sig utroligt højt på grovhedsskalaen, hvilket betyder, at sjovheden også skal være tilsvarende høj. Dermed ikke sagt, at man skal holde sig fra jokes om hverken soppebassiner eller holocaust, men sætte barren højere – for det vil publikum også forvente af dig.

Med den standard kan du ikke bare lave jokes, der er acceptable, men skabe jokes, der er fine og vigtige, selv om holocaust, hvilket komediefilmen Livet er Smukt er et godt eksempel på.

Hvis formålet med joken derimod er at fornærme, så mener jeg ikke, at man er i gang med at lave jokes, men i gang med at provokere. Den diskussion hører sig ikke til i et tema- nummer om 'humor'. Når Til Tro laver et temanummer om at 'opføre sig som en røv', vil jeg med glæde komme med min holdning til at forsøge at skjule provokationer under dække af humor. Det vil ikke være en svær(d) beslutning. 

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Humor”.