Præstationskultur og nåde

Unge i en præstationskultur

Vi lever i dag i en præstationskultur, argumenterer blandt andet sociologerne Anders Petersen og Søren Christian Krogh for. Det indebærer høj individualisering, konkurrencementalitet og ansvar for egne succeser. Det skaber et anderledes pres på de unge end før. Presset for at skulle præstere gælder ikke kun skolen og karaktererne, men også fritiden, hvor man gerne skal lave nogle fede ting, få trænet, hænge ud med de rigtige venner og generelt optimere sin tid uden at spilde den for meget på at ligge i sengen og se YouTube eller serier. Ungdomslivet er fyldt af høje – ofte uopnåelige – idealer.

Bagsiden af præstationskulturen er, at man hurtigt oplever sig utilstrækkelig, når man ikke synes, at man kan leve op til alle de høje idealer for ungdomslivet. Det ”normale” kommer til at læne sig op ad det perfekte, og den ”rigtige” måde at være, se ud og opføre sig på bliver meget specifik. Tiden kan være svær at få til at række til alt det, man gerne vil, og frygten for at falde bagud i forhold til sine venner, og hvem man ellers sammenligner sig med, kan fylde enormt meget. Utilstrækkelighedsfølelsen, det konstante tidspres og frygten for at fejle kan føre til mistrivsel i form af stress, angst og depression. Det nådesløse ved præstationskulturens logik er, at ansvaret for succeser såvel som fiaskoer hurtigt falder tilbage på dig selv.

Discipelskab, præstation og nåde

Noget af det, jeg undervejs i min specialeskrivning har reflekteret over, er, hvordan præstationskulturen har betydning for det at være kristen og omvendt. Kristendommen er trods alt også fyldt af meget høje idealer. Hvordan kan jeg elske mine fjender; dem, der er besværlige at omgås eller som skaber svære vilkår for mig? Hvad gør jeg, når jeg gerne vil elske Gud af hele mit hjerte, sjæl og sind og min næste som mig selv, men oplever at jeg også bare gerne vil være hjemme og se fjernsyn, bevare min magelighed og undgå potentielt akavede situationer? Og hvornår har jeg æret min far og min mor nok? Bibelens bud lyder ofte ret enkle, men i Jesu udlægning af dem viser de sig at være ret omsiggribende og faktisk umulige at leve op til for et syndigt menneske. Også de kristne idealer kan få mig til at føle mig utilstrækkelig som discipel af Jesus, give mig oplevelsen af aldrig at have tid nok og gøre mig bange for at fejle.

Hvor præstationskulturen er mere eller mindre nådesløs, så er kristendommen dog anderledes. Der er høje idealer til de kristne, men der er en endnu større nåde. I præstationskulturen står du selv til ansvar for dine succeser og dine fiaskoer og må kæmpe for at få mest muligt ud af din lille tilværelse. I kristendommen står du også til ansvar over for dine medmennesker, men over for Gud tager Jesus ansvaret. Af ren og skær nåde stiller Jesus sig ved din side foran Gud og tager straffen for alle de ting, du har svigtet i, og for alle de bud og idealer, du ikke har levet op til. Og dermed får du den største succes, et menneske kan opnå: frelsen.

Sat fri til at præstere

Frelsen af nåde er ikke en fribillet til at læne sig tilbage og stå af præstationsræset som kristen. Du må stadig kæmpe og slide for at leve op til budene i efterfølgelsen af Jesus. Men de succeser og fiaskoer, du oplever undervejs som discipel, afgør ikke dit endemål, og de har ingen betydning for din værdi. Du er sat fri til at præstere, være discipel og gøre godt, uden at det kan rokke ved, at du allerede er uendeligt højt elsket og frelst. For mig betyder det særligt tre ting:  

1. Efterlign Jesus

For det første må vi stræbe mere efter at ligne Kristus end at leve op til de skyhøje idealer fra præstationskulturen. Vi må først og fremmest rette ind efter buddene og Jesus som forbillede. Det giver noget fast at navigere efter i en ellers flydende hverdag, hvor det ene ideal nærmest afløser det næste, hvor moden skifter med sæsonerne og sundhedsrådene er anderledes i morgen, end de er i dag. Kristus giver en retning for, hvad vi skal med vores liv. Og når vi alligevel opdager, at vi er overvældede af præstationskrav og føler os fuldstændig drænede både som mennesker og som disciple, fordi vi har glemt at sætte Jesus først, så må vi altid søge hen til Jesus og blive mødt af hans nåde. Igen.

2. Glæd jer over hinanden

For det andet må vi støtte, opmuntre og glædes over hinanden i stedet for at konkurrere og kæmpe for at overgå hinanden. Tanken om, at vi som kristne er forskellige kropsdele på samme krop, er for mig en stor trøst. Vi er ikke skabt til at kunne det samme eller være lige gode til alting, men vi er skabt med forskellige evner og personligheder. Jeg øver mig derfor i at glædes over andres succeser uden at lade det blive en kilde til selvkritik, misundelse eller mismod. Jeg vil samtidig gerne sætte mine egne evner i spil og lade mig bruge til gavn for fællesskabet. Hvor præstationskulturen sætter individet i centrum, så sætter kristendommen medmennesket og fællesskabet i centrum – og her må vi bruge mindre krudt på os selv, og mere krudt på hinanden, uden at invitere sammenligningens misundelse ind i vores relationer.

3. Skab plads til andre

For det tredje skal vi undgå at skabe en for snæver kategori for at være ”rigtig” kristen eller opstille specifikke idealer, som Jesus ikke taler om. Det kan godt være, at mange kristne finder en sød kæreste, bliver gift som 23-årig og senere får tre vidunderlige børn, men det er faktisk ikke noget man skal for at have opnået succes som ”rigtig” kristen. Det samme gælder sabbatårene: Vi kan hurtigt skabe forventninger om, at man skal på (den rigtige) højskole, arbejde på plejehjem eller være volontør på et børnehjem i Afrika for at være en ”rigtig” kristen. Der er intet galt i tingene, men det er der heller ikke i at rejse rundt i Asien, gå direkte i gang med en uddannelse eller faktisk bare holde fri et stykke tid, uden at vide, hvad man vil. Og som krølle på halen: Det er ikke mere ”rigtigt” som kristen at læse til sygeplejerske, psykolog eller præst end det er at blive landmand, professionel operasanger eller IT-konsulent.

Kristen i præstationskulturen

Jesus kalder os ikke ud af præstationskulturen, men han kalder os til at være hans disciple i præstationskulturen med vished om, at vi som kristne ikke opnår vores værdi gennem præstationer, men gennem hans nåde. Og derfor må vi sætte os selv og hinanden fri til at følge Jesu idealer for sine disciple i al den mangfoldighed og utilstrækkelighed, som det nådigt rummer.