Ni ingredienser til en meningsfuld undskyldning

Mennesker har brug for mennesker, men mennesker sårer mennesker, for mennesker er bare mennesker. Selv i de relationer, der betyder allermest, kan man ikke undgå at gøre hinanden ondt, på stort eller småt. Det kan være svært at indrømme, at man skylder nogen en undskyldning, og er man kommet så langt, er det heller ikke altid let at gøre det på en måde, der reelt lader den anden føle sig imødekommet i sin smerte. I podcasten Unlocking Us har forfatter og researcher Brene Brown besøg af psykolog og ph.d. Harriet Lerner, der i løbet af en dobbeltepisode fortæller, hvordan man giver en betydningsfuld undskyldning, og hvorfor det er så vigtigt. I denne artikel vil jeg opsummere de væsentligste pointer fra den første del, men jeg anbefaler varmt, at man også selv lytter til deres inspirerende samtale: ”I’m Sorry: How to Apologize & Why it Matters”. Her uddyber de med yderligere forklaring og eksempler.

Først, hvorfor er det så vigtigt?

At sige undskyld er en gave. Dels til den, der er blevet såret, dels til den, der siger undskyld, og dels til relationen mellem dem. Undskyldningen validerer den sårede part i hans eller hendes opfattelse af virkeligheden og skaber tillid i vedkommende til, at dennes følelser og tryghed i relationen har betydning for den, der siger undskyld. Den er en gave til en selv, fordi man på længere sigt vil vokse i modenhed, når man kan se sig selv mere objektivt og tage ansvar for sine handlinger. Det kan måske føles som om, man mister den andens respekt ved at sige undskyld, men i virkeligheden får man den ofte. Og så er undskyldningen også en gave til relationen, fordi en relation kun kan fungere, hvis der er tillid til, at den kan bygges op igen, når den er brudt.

Lerners guide til den dybfølte undskyldning er ikke nemme at leve op til, for en konflikt er sjældent ensidig. Ofte er der mange elementer, der har brug for at blive talt om, men det at sige undskyld ikke er slutningen på samtalen. Det hjælper tværtimod til at deeskalere konflikten, så man sammen kan bevæge sig fremad i relationen og dermed gøre plads til videre samtale. Det er nogle år siden, jeg første gang hørte denne podcast, og jeg har langt fra nailet alle punkterne, men jo mere jeg har forsøgt at udleve dem, jo tydeligere er det blevet for mig, hvor vigtige de er.

Hvordan gør man det så? Lad os se på Lerners 9 vigtigste pointer.

1. En oprigtig undskyldning indeholder ikke ordet ”men”. Hvad end, der kommer efter ”men”, vil annullere undskyldningen, fordi man derved fralægger sig det ansvar, man ville tage på sig ved at sige undskyld.

2. En oprigtig undskyldning fokuserer på egne handlinger, ikke på den andens respons og følelser. ”Undskyld, du blev ked af det, jeg gjorde” tager ikke ansvar for egne handlinger. Det implicerer i stedet, at det er den andens respons, der er problemet.

3. En oprigtig undskyldning indebærer et tilbud om erstatning eller reparation, der passer til situationen. Hvis man ikke gør noget for at gøre situationen god igen, bliver undskyldningen tom. Ved at ændre på sin adfærd viser man, at man mener sin undskyldning.

4. En oprigtig undskyldning overgør det ikke. Der er to måder at overgøre undskyldninger på, og de leder begge opmærksomheden over på en selv. Den ene er, at man undskylder for alt, man gør, endda for at trække vejret. Den anden er, at man bliver så fuld af sin egen skyldfølelse, når man bliver konfronteret med noget, man har gjort, at den, der i første omgang blev gjort ondt, nu skal drage omsorg for den en. På den måde hijacker man den andens smerte. En sand undskyldning tjener til at berolige den, der er blevet såret, ikke til at vende om på dynamikken.

5. En oprigtig undskyldning går ikke op i, hvem der har den største del af skylden, eller hvem der startede det. Sig undskyld for din del af problemet, også selvom den anden ikke kan se sin del af skylden. Det er en sikker opskrift på en ødelagt relation at vente på, at den anden siger undskyld først.

6. En oprigtig undskyldning indebærer, at du gør dit bedste for ikke at gøre det igen. Den siger næsten sig selv, selvom det kan være svært, hvis det drejer sig om vaneadfærd eller et mønster, man har svært ved at bryde ud af. Ikke desto mindre er det afgørende for, at undskyldningen ikke bliver tom.

7. En oprigtig undskyldning bør ikke tjene til at lukke munden på den anden. Det kan være overvældende at blive konfronteret med, at man har gjort en anden ondt. Men i stedet for at prøve at undgå samtalen ved bare at sige undskyld, er det bedre at udskyde samtalen til et tidspunkt, hvor man har overskud til at tage den på en konstruktiv måde. Hvis man undviger samtalen ved at sige undskyld, kan den sårede part få en oplevelse af, at man ikke er interesseret i at forstå vedkommendes oplevelse, og derfor at man ikke tager den alvorligt. Man kan for eksempel sige: Jeg vil rigtig gerne høre din kritik, men jeg føler mig overvældet, så kan vi snakke om det på et andet tidspunkt på en mere respektfuld måde?

8. En oprigtig undskyldning skal ikke tjene til, at du får det bedre med dig selv, hvis det er på bekostning af den anden. Ikke alle undskyldninger er velkomne. Hvis den anden ikke ønsker at have noget med dig at gøre, så respekter det.

9. En oprigtig undskyldning beder ikke om noget fra den sårede part. Ikke engang tilgivelse. Hvis man siger ”undskyld, jeg …, kan vi komme videre nu?”, har den sårede part ikke tid til at modtage undskyldningen. På denne måde bliver undskyldningen til et middel til at få noget fra den sårede part og handler ikke længere om at imødekomme den andens smerte.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Undskyld”.