Når underet udebliver

En søndag sad en kvinde til gudstjenesten. Det var et stykke tid siden, jeg havde set hende om søndagen. Hun blev siddende inde i kirkerummet efter gudstjenesten. Da jeg havde hilst på alle kirkegængerne, gik jeg ind og satte mig hos hende. Der var ikke så meget udenomssnak. Hun gik til sagen direkte: ”Lægerne siger, at min krop er fuld af kræft. De mener ikke, der er mere at gøre.” Hun gav udtryk for, at jeg skulle bede Gud om, at Gud vil helbrede hende. På Guds ord samlede jeg nogle fra menigheden. Vi salvede hende med olie og bad om, at Gud måtte gribe ind med helbredelse.

Når jeg i dag går forbi hendes grav på kirkegården, så tænker jeg i bøn til Gud: ”Gud, du greb ikke ind, selvom du kunne have gjort det. Måske er der en forklaring en dag. Jeg forstår ikke.” Der er ikke så meget bebrejdelse i de ord, de er nok mere en bøn med smerte. Jeg oplevede selv, at min mor døde, mens jeg var 19 år gammel. Hun nåede kun at få 47 år her. Hun var syg af kræft i knap 5 år. Jeg har aldrig haft behov for at bebrejde Gud, at han ikke greb ind. Det har jeg været forskånet for. Det smerter mig, når jeg hører, hvis menneskers forhold til Gud bliver prøvet i en sådan grad, at de er ved at miste det, fordi noget hårdt har ramt dem og deres nære. Som præst forsøger jeg at hjælpe dem til forståelse af, at den vrede og skuffelse, der bor i dem, trods alt er en tro. Det er blot en anden genre af tro end den, de er vant til. Vrede og skuffelse, der bliver båret frem for Gud, er tro. Tro er at komme til Gud i tillid med det, som er i os. Der er ingen, der vil betvivle, at det er tro, når et menneske kommer med anger over sin synd for at bede Gud om tilgivelse. Vrede og skuffelse er trods alt ikke synd i sig selv. Alligevel kan vi have svært ved at anerkende, at skuffelse og vrede kan være en variant af en måde at være i sin tro på.

Kvinden, som kom til mig ved gudstjenesten, havde fire børn. Der, hvor jeg oplevede, at jeg sendte en særlig stærk klage afsted til Gud, det var i relation til hendes børn, som ville komme til at lide meget under manglen af en mor i nogle meget kritiske år under deres udvikling frem til voksenlivet. I sådanne situationer griber man sig selv i at løfte tanker til Gud, hvor man siger: ”Gud, kunne du ikke have taget en anden?”. Stille bagefter måtte man i sit sind erkende, at man i sin bøn forsøgte at agere Gud og sætte sig i Guds sted. Vi må overlade grænsebommen mellem liv og død til Gud.

Under min bøn for kvinden så jeg et syn af en hestevogn, som var spændt for med fire hvide heste og fire sorte heste. Jeg blev ledt til at sige til hende: ”De hvide heste trækker dig mod livet, mens de sorte trækker dig mod døden, og vi ved ikke, hvem af de to der i din svære situation vil vinde. Vi bliver nødt til i denne situation at blive ved med at bede om et under, men vi vil også være ansvarlige og tage samtaler med dine børn og forberede dem på, hvis underet ikke indtræffer.” Ved siden af bønnen om et under måtte vi også tale om, hvis døden skulle skille dem ad – troen på Gud og bønnen til ham om et under må ikke betyde, at vi ikke skal være ansvarlige overfor de vilkår, vi er ramt af. En sådan ansvarlighed er ikke i modstrid med troen.

Når underet og vores bønner ikke besvares, som vi ønsker det, så er det vigtigt, at vi taler ærligt med Gud. Gud lytter altid til et fortvivlet hjerte. Erkend, at selvom du taler ærligt til Gud, så kan dine tanker være forplumrede og skæve. Det er dine vilkår, uanset om du er i sorg eller ej. Dine tanker kan være underbelyst af Guds ord. Dine tanker kan være slået ud af kurs af de stærke kræfter fra overvældende følelser. Tal ærligt med Gud, når en anden trosfælle eller præst lytter på. Det kan hjælpe dig til at tale klart og ikke komme til at havne i ordløse følelser.

Når underet udebliver hos et andet menneske, så betyder det meget for det menneske, at det oplever åndelig støtte og omsorg fra andre. Ved at træde ind i et andet menneskes liv med kærlighed og omsorg er vi medarbejdere på, at der trods det udeblevne under alligevel sker et mindre under i deres liv.

Vores himmelske fader, Kristus, vores broder, og Helligånden er den samme som dengang, Guds søn, Jesus Kristus blev menneske og tjente os. Lad være med at blive frataget troen på Guds undergørende virke på baggrund af negative erfaringer. Vores erfaring af underets udeblivelse må vi ikke lade være en kilde til tro eller ikke-tro på undere. Guds ord og åbenbaring bør altid være hovedkilden til vores tro. Guds tiltale kalder os til at forvente, at han griber ind. Guds ord kalder os til, at vi tør tro på en bevægelig Gud, som røres af vores bønner og træder ind med en underfuld hånd.

Denne verden er uretfærdig …

I livet, i møde med lidelser, ulykker og udeblevne undere, der mener jeg, det er utrolig vigtigt at fastholde to stærke trossandheder. Den ene: Denne verden er uretfærdig. Den anden: Gud er retfærdig. Lad for alt i verden være med at bytte om på dem.

Lad mig slutteligt punktere en populær myte. Myten går ud på, at der er mange mennesker, der bliver så skuffede over Gud og over de lidelser, de har været ramt af, at de mister troen. Det sker, og det er forfærdeligt. Men min oplevelse er, at langt flere mennesker finder Gud, når ulykker indtræffer. Mange oplever også, at deres tro blev stærkere, da de vandrede igennem fortvivlelse over, at Gud ikke gav dem det, de drømte eller bad om.

Denne verdens uretfærdighed ophører først den dag, hvor Kristus kommer igen. Indtil da er undere et tegn på, at Guds retfærdighed er på vej til fuldendelse, og Guds magt og herredømme først totalt realiseres ved den nye himmel og jords udfoldelse. Underne vidner om en mangelfuld og vingeskudt verden.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Under”.