Når hvilen forsvinder

»Jeg tager lige et lille hvil.« Sådan sagde min farmor tit. Jeg kan huske, hvordan hun havde en evne til at falde i søvn i lænestolen, mens Den Lille Havfrue kørte på fjernsynet. Hvordan hun sad der med et blomstret tæppe over fødderne og efter et kort øjeblik begyndte at snorke. Hendes »lille« hvil varede næsten hele filmen. Jeg husker, at jeg undrende spurgte hende, om hun ikke var ked af at gå glip af filmen, men hun smilede bare sit stille, vidende smil.

Årene er gået siden da, og mange ting har ændret sig. Jeg er ikke længere den lille pige, som blev passet af min farmor; nu bevæger livet sig i et tempo, hvor tingene går stærkt, og hvor det kan føles, som om der trækkes i en fra alle sider. Der er aftaler og af leveringsfrister, som skal overholdes, og det kan føles, som om der er evig kamp om vores tid, der ofte udfyldes af distraktioner som podcasts, serier og scrollen på mobilen. Man kan helt miste pusten i en travl hverdag. Måske er det noget, du kan genkende? Måske føler du dig også travl? Eller utilstrækkelig?

Min farmor havde sjældent travlt. Det lå ikke rigtig til hende. Hun havde masser at se til, havde et socialt liv og var engageret i mange ting, men alligevel havde hun tid til gode pauser og til at prioritere de ting, som gav hende energi. Måske kan vi lære noget af hende og hendes »lille« hvil? Hvile er et gammeldags ord, men jeg tror alligevel, det har sin berettigelse i vores liv og hverdag. Faktisk synes jeg, det er så vigtigt, at det er værd at skrive en bog om.

Jeg har selv oplevet konsekvenserne ved at leve et liv, hvor jeg havde alt for travlt, og hvor hvilen ikke fik sin plads. I løbet af min gymnasietid havde jeg mange bolde i luften og var engageret i mange ting. Min hverdag var godt fyldt op; jeg gik til kor, sås med ungdomsgruppen i kirken, var aktiv i KFS, jeg tog kørekort, og så brugte jeg en del tid på at forberede mig til undervisningen, fordi jeg gerne ville ud med et flot resultat. Det kender du måske selv?

Det gik fint med afslutningen af gymnasiet. Jeg var ganske vist ret træt i løbet af sommerferien og fik ikke hvilet rigtigt ud, før næste kapitel startede, og jeg begyndte på højskole. Men i løbet af efteråret knækkede filmen. Pludselig fandt jeg mig selv liggende i en seng, som jeg ikke kunne rejse mig fra, fordi min krop var blevet for tung. Mens jeg lå der, kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte hamrede indeni. Det bankede så kraftigt, at jeg blev bange.

Stress.

Jeg var gået ned med stress. Alt, hvad jeg tidligere havde fundet nemt, blev pludselig en kamp at gennemføre. Det meste af tiden sad jeg og kiggede ud ad vinduet. Derudover blev det en tid med mange gåture i det sene efterår, fordi jeg fandt ro i naturen. Imens bladene skiftede farve og langsomt krøllede sig sammen, bankede mit hjerte af stress. Tankestrømme flød gennem mit hoved, følelserne bølgede igennem min krop. Jeg manglede hvilen i mit liv.

Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne sidde og kigge ud på Østersøen. Alene. Med lyden af bølgerne, der slog ind mod strandkanten, begyndte jeg at skrive mine tanker ned og på den måde være i stilheden med Gud. Her startede min vandring med hvilen. Hvile, rent praktisk, og hvile i Gud. En rejse, som jeg gerne vil dele med dig.

Den tid har givet mig et nyt perspektiv på den gave – og opgave – hvilen er. Men det har også været en vandring med den Gud, som i sin godhed skænker os hvilen. Mange af de ting, som jeg har lært og erfaret, er ikke ny viden, men derimod en genklang af noget velkendt, som her får lov at komme til udtryk på en anden måde – gennem mine ord.

Spørgsmål til samtale og refleksion

1. Hvilken betydning har det, at hvilen er skabt af Gud?

2. Hvordan kan du skabe gode rammer for at få hvilen ind i dit liv?

3. Hvor finder du et åndehul i hverdagen?

4. Hvad går tabt i støjen fra dit hverdagsliv?

5. Hvor er du på din vandring med Gud?

Dette er et uddrag af bogen Hvile af Inge Kiel Hermanns.

Bogen er en del af KFS' resonans-serie. Køb bogen her.