Når Gud genskaber

Vand er en livgivende gave. Men vand er også en voldsom naturkraft, der kan ødelægge ufatteligt meget. I mange kulturer findes der sagnfortællinger om katastrofale oversvømmelser. Personligt er jeg overbevist om, at en ganske bestemt beretning udgør et mentalt og historisk grundlag for mange af de sagn: Syndflodsberetningen i Første Mosebog kapitel 6-9.

Vand bruges som et billede på mangfoldige måder i Bibelen. Men vandberetningen over dem alle er fortællingen om Noas ark. Gud oversvømmer verden som en domshandling og lader kun Noas familie overleve. Igennem Det Gamle Testamente er forventningen om Guds kommende dom, ofte kaldet ”Herrens dag”, en grundtone hos profeterne. Forventningen er fremadrettet, men både Israels folk og de bibelske profeter havde også muligheden for at se tilbage, hvis de blev i tvivl. Syndflodsberetningen viser med al tydelighed, at Gud er alle menneskers skaber og herre, og at hans dom angår hele verden.

Læser man Første Mosebog i sin helhed, bliver det tydeligt, at syndflodsberetningen fungerer som en ”genskabelsesfortælling”: Gud skabte verden engang (Første Mosebog kapitel 1-2), og med sin domshandling, syndfloden, genskaber han den nu igen for at bringe verden tilbage til dens oprindelige formål. Når Guds profeter derfor advarer om en kommende verdensdom, tjener syndfloden som en grundfortælling, der bekræfter advarslernes alvor. Gud har – som skaberen – dømt og genskabt verden før, og han vil gøre det igen.

Et kald til omvendelse

Guds dom er for mange – også kristne – en skræmmende tanke. Eller opfattes som en ubarmhjertig idé. Den frygt vil jeg ikke negligere, for Bibelen anerkender og fremmer endda tanken om Guds dom som en altomfattende, voldsom og skræmmende begivenhed. Formålet med at fremhæve dommen er dog det samme overalt, hvor vi møder det i Bibelen: Et kald til omvendelse! Gud vil dommen. Men han vil også frelse mennesker fra den samme dom og rækker dem derfor muligheden for frelse, tilgivelse og fred med ham – inden det er for sent.

Den funktion – et kald til omvendelse – har beretningen om Noas ark flere steder i Bibelen. I Peters Andet Brev bruger Peter beretningen til at forsikre sine læsere om, at Jesus en dag vil komme igen og dømme verden (Peters Andet Brev kapitel 3, vers 5-7). Og Jesus selv sammenligner tiden op til sin genkomst med perioden lige inden syndfloden:

”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matthæusevangeliet kapitel 24, vers 37-39). Noas ark vidner altså om alvoren i Guds dom som et kald til omvendelse.

Et tegn på dåben

Dernæst er beretningen et tegn på Guds ønske om frelse. Peter skriver i sit første brev om ”Noas dage, da arken blev bygget” at ”i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse” (Peters Første Brev kapitel 3, vers 20-21). I den bibelske beretning viser fortællingen i Første Mosebog kapitel 9 med al tydelighed, at Noa og hans børn ikke var moralsk overlegne.

Trods Guds genskabelse af verden gentages Adams syndefald så at sige af Noa og hans efterkommere, kort tid efter vandfloden har trukket sig tilbage. Alligevel fik de del i Guds frelse. Mysteriet i Bibelen er ikke, hvorfor Gud dømmer og straffer det onde. Mysteriet er derimod, hvordan og hvorfor Gud frelser onde mennesker. For Peter peger beretningen frem mod den kristne dåb: I dåben renses vi for vores synd og skyld. Og selv når vi igen falder i synd, er redningen (arken) der stadigvæk. Dåben er en engangshandling, og alle de løfter, Gud har givet i dåben, står han ved. Spørgsmålet er kun, om vi ønsker at tage imod Guds tilgivelse i dåben. 

Men gør vi det, har vi samtidig et urokkeligt fundament: Uanset hvordan livet erfares, uanset hvor meget tvivlen fylder, om vi falder i synd igen og igen, så har vi lov til – som Peter formulerer det – at have ”en god samvittigheds pagt”. For når jeg er døbt og ønsker at tilhøre Jesus, er jeg ren, hellig og retfærdig. Jeg har lov til at have god samvittighed overfor Gud.

For alt, hvad Jesus er, er blevet mit ved dåben og troen. Og sådan er beretningen blevet forkyndt igen og igen i kirkens historie: Det kan storme omkring dig, men så længe, du er i arken, er der frelse. Noas ark vidner altså om alvoren i Guds løfte om frelse i dåben.

Glæde over dommen

Beretningen om Noas ark tjener altså et dobbelt formål: At kalde til omvendelse og pege mod frelsen i Jesus. Jeg nævnte, at domstanken af mange kan opleves både skræmmende og ubarmhjertig. Selvom det skræmmende aspekt ikke skal ignoreres, må vi i lys af Bibelens tekster afvise, at dommen er ubarmhjertig. Tværtimod vidner Guds dom om det modsatte: Gud er dybt engageret i at sikre retfærdighed og barmhjertighed, for dommens dag betyder genoprettelse af alt godt. Retfærdigheden vil ske fyldest, og ondskaben skal ophøre.

Dommedag betyder, at Holocaust aldrig skal gentages. Der skal aldrig komme en ny Pol Pot. Folkemordet i Rwanda skal ikke ske igen. Overgrebsmænd og narkobaroner skal ikke husere i Latinamerika. Og mobning, utroskab, løgne og trusler og psykisk vold – erfaringer, der nok er mere nærliggende på vores breddegrader – skal ophøre. Syndens barske magt, smertens eksistens og dødens hærgen skal forgå. Det sprænger rammerne for vores forestillingsevne, hvad det betyder. Men det bliver godt. Ultimativt godt. Noas ark vidner altså om alvoren i Guds løfte om genoprettelse.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Overflod”.