Mennesker og maskiner

”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.” Sådan er det formuleret i artikel 1 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, som FN vedtog i 1948. Men hvor kommer den tanke fra, og hvordan begrundes den? Sætningen synes ikke umiddelbart at være erfaringsbaseret, for hvis man kigger ud i verden, så er det noget andet, man ser. Vi kender til fra erfaringen, at mennesker ikke behandles, som om de er frie og lige i værdighed og rettigheder. Og i dag er der også nogle, der spørger, hvorfor det præcist er mennesker, der skal have særlige vilkår – hvad med maskiner?

Gud som garant

Noget, som i vores historiske tradition har været med til at fastholde tanken om menneskeligt værd og lige værd, er relationen til Gud. Forståelsen af Gud som en person udenfor den menneskelige verden, som mennesker står til ansvar for, skaber en lighed, da alle er lige for Gud, som det siges i Bibelen: ”Gud gør ikke forskel” (Romerbrevet kapitel 2, vers 11). Det, at mennesket ses af Gud, er ønsket af Gud og står til regnskab overfor Gud, giver det en værdi, som ikke kan opnås på anden vis. Dermed lægges der en betydning ind i det menneskelige liv, som står i fare for at mistes, når mennesket trækker sig fra Gud. Bevægelsen væk fra Gud kan motiveres af ønsket om frihed, selvstændighed, ikke at være bundet, men det kan vise sig, at værdien ligger i bindingen, at friheden skabes i relationen.

Erfaringens betydning

Hvis man siger, at den menneskelige værdi er blevet fastholdt gennem tanken om Gud, så kan ideen om menneskeværd måske forstås som en påstand, der uden erfaring svæver i luften og kun kan fastholdes, hvis der insisteres på den. Dog er det ikke sådan, for der er også en erfaring, der kan henvises til. I menneskets omgang med livet, med andre og med sig selv, er der en oplevet betydning. Livet erfares som værdifuldt. Det er derfor, mennesker kæmper for deres liv og for andres, fordi der er noget at kæmpe for. I mødet med andre mennesker opleves en værdi.

Denne erfaring af det værdifulde kommer også til udtryk, når vi konfronteres med overgreb på andre mennesker, særligt børn. Umiddelbart reagerer vi med afsky, når børn uden grund udsættes for lidelse. Værdier viser sig som en reaktion, der vækkes, når vi møder overgreb. Men hvordan begrunder vi vores værdier med andet end følelser og instinkter? Der er jo mange følelser og instinkter, vi ikke tænker, at vi umiddelbart skal følge.

Den værdi, som erfares i mødet med mennesker, gør, at der er noget særligt ved det menneskelige. Det personlige kan ikke overføres til det mekaniske. Man kan godt for en tid snydes og bedrages til at tro, at en maskine er et menneske, men den oplevelse bygger netop på et bedrag. Maskiner og mekanik har ikke samme værd som det menneskelige, hvilket betyder, at vi behandler dem anderledes, og skaffer os ganske usentimentalt af med dem, når deres tid er kommet. Vi ville ikke bryde os om at køre opbrugte mennesker på genbrugspladsen og smide dem i containere, såfremt det nu var tilladt at køre biologisk affald til genbrug; men vi gør det tit og ofte med elektronik og kan føle en lettelse ved det. Selvom man har haft lange samtaler med sin chatbot og fået stor hjælp, så viser det sig, at den ikke er lige med mennesker i værdighed og rettigheder. Døde mennesker behandles anderledes end døde maskiner.

Værdier er usynlige

Nu er der det ved værdier, at de i sig selv er usynlige. Vi kan ikke have dem i hånden og undersøge dem, men alligevel er de en meget konkret del af vores virkelighed. De er styrende i vores handlinger og relationer, de er bestemmende for, hvordan strukturer i samfundet bygges op. Men da vi ikke umiddelbart kan se dem, findes der forskellige teorier om, hvor de kommer fra, hvordan de opstår, og hvordan de begrundes. Et spørgsmål er så, hvilken eller hvilke teorier der passer til vores erfaring af det menneskelige livs betydning. Hvis vi er enige om, at der er forskel på en sten og et menneske, på en maskine og en person, så har vi brug for en forståelse, der kan fastholde det særligt menneskelige, da vi ikke tænker, at maskiner er lige i værdighed, eller at de er frie, sådan som vi tænker om mennesker.

Det personlige

Det, værdien udspringer af, er ikke nytten, det er ikke et spørgsmål om, hvad mennesker eller maskiner kan bidrage med ud fra en bestemt gruppes vurderinger, men værdien udspringer af vores erfaring af det menneskelige i sig selv uafhængigt af den synlige udfoldelse. Det er ikke sådan, at dem, der kan mere og bidrager med mere, har større værdi end andre, for rettigheden, som blev formuleret i 1948, blev beskrevet som en lighed i værdi uafhængigt af evner og kræfter. Man kan sige, at det er vores erfaring af det menneskelige, der giver værdigheden og er årsagen til vores oplevelse af rimeligheden i rettigheder. Mødet med et menneske er en erfaring af et møde med en person eller det potentielt personlige, som når vi står overfor et menneske, der har mistet bevidstheden. Moralen udspringer af erfaringen af det personlige.

Moral eller etik forudsætter altså det personlige. Hvis der ingen person var, blev alt overladt til kemiske udfoldelser og instinktive reaktioner, men det personlige hæver sig over det rent instinktive og gør en moral gældende, selv når instinkter trækker i en anden retning. Der er altså noget, der kan modsætte sig instinkterne og endda dømme dem. Det er på den baggrund muligt at gøre en moral gældende, selv når flertallet eller alle andre siger noget andet, for den menneskelige værdighed kan fastholdes uafhængigt af, hvad menneskelig eller kunstig intelligens siger, for den har sin grund i noget andet. Den menneskelige værdi er fæstnet i det personlige, som en erfaring der peger udover den menneskelige verden og i sidste ende fører os til Gud.

Denne artikel er tidligere trykt i Til Tro-magasinet ”Pris”.